Et råbekor af punkede piger

Susanne Christensen leder efter oprørets forløsende potentiale i sin essaybog med afsæt i Pussy Riot-aktion i Frelseren Kristus-Katedralen i Moskva
Pussy Riot under den punkbøn i Frelseren Kristus-Katedralen i Moskva, der endte med at koste to medlemmer to års fængsel.

Pussy Riot under den punkbøn i Frelseren Kristus-Katedralen i Moskva, der endte med at koste to medlemmer to års fængsel.

Getty Images
16. januar 2016

I 2012 indtog aktivistgruppen Pussy Riot Frelseren Kristus-Katedralen i Moskva med en såkaldt punkbøn, der kritiserede forholdet mellem kirke og stat i Rusland. Et år senere besøgte den dansk-norske kritiker og essayist Susanne Christensen selvsamme katedral, hvor hun tændte et lys og hviskede ordene »Free Pussy Riot«. Nu har Christensen så fremsat endnu en bøn, denne gang i bogform med undertitlen »Musikk og aktivisme i Russland og Nord-Amerika«.

Selv om både Pussy Riot og især den amerikanske Riot Grrrl-bevægelse indtager en central plads i bogen, er En punkbønn ikke en musikbiografi. Den veksler mellem rejsebeskrivelser, faktuelle afsnit, små scener og interviews i en undersøgelse af, hvordan feministiske punkmiljøer udgør »et eksplosivt kulturelt møtepunkt mellom musikk, litteratur, kunst og sosial aktivisme«. Christensen skriver i et højt tempo, ofte med mange indfald og referencer. I et afsnit om begrebet ’kulturkamp’ når vi således forbi både Sex Pistols, nazisme, fotografen Robert Mapplethorpe, Muhammed-tegningerne, 11. september og Charlie Hebdo-angrebet – alt sammen på blot halvanden side. Det giver teksten en god energi, som overordnet set er medrivende, og kun enkelte steder støder man på afsnit, hvis associative begrundelse ikke er til at gennemskue.

Fremmedgørelse

Det er en stor styrke ved bogen, at den ikke forsøger at levere et historisk overblik. Christensen forfalder ikke til pligtopfyldende redegørelser og opremsninger af fakta, til gengæld formidler hun både sin fascination af de aktivistiske miljøer og sin længsel mod fællesskaber. En punkbønn handler nemlig også om fremmedgørelsen ved at være en pige, der er ved at blive til en kvinde og har svært ved at leve op til omgivelsernes forventninger. Her benytter Christensen sig af vejrtrækningen som et gennemgående motiv, hvor samfundets snævre normalitetsbegreb, der skaber identitet ved at bekæmpe alt, hvad der er anderledes, beskrives som en slags kvælertag, mens musikken repræsenterer frihed.

Christensen beskriver punk som et udfoldelsesrum, hvis rytme åbner nye muligheder for kroppen at bevæge sig på: »Kroppen var ikke uniformert, den anstrengte seg ikke for å behage noen. Ryggen var ikke rett, kroppen søkte ytterpunkte, den ville leke, den fløt over av begjær, dermed kastet den seg rundt, den fløt og hang, den stagedivet og slamdanset, den prøvde å gå i forbindelser med andre kropper«.

Men selv om bogens drivkraft er længslen efter samhørighed, styrer Christensen fint uden om utopiske forestillinger om fællesskab.

Samhørighed

En anden af bogens store kvaliteter er nemlig, at den også berører de interne uoverensstemmelser i de forskellige miljøer og eksempelvis beskriver, hvordan den tidlige punkbevægelse var lige så mandsdomineret som resten af samfundet, eller at Riot Grrrl blev kritiseret for kun at henvende sig til hvide middelklassekvinder.

I forbindelse med en demonstration mod et Barbie-hus i Berlin beskriver Christensen det således: »Jeg sier ikke at vi kommer sammen i en stor, glad mengde, menneskelige møter er ofte preget av en viss skjevhet og tilfeldighet, en viss grad av famling og tilkortkommenhet. Vi er ikke ett, men vi rører nesten ved hverandre, vi ser hverandres ansikt ut av øyekroken, vi danner en større, uensartet kropp som flyter av sted mellom husene. Vi er ikke noe kor, det er ingen permanent harmoni her, men det er tross alt en slags oppmerksomhet.«

Her er intet ønske om at smelte sammen til en stor lykkelig enhed, men snarere en opfordring til at anerkende det anderledes og give større plads til udfoldelse. Bogens vejrtrækningsmotiv bliver en påmindelse om de livsvilkår, der er fælles for alle, og Christensens pointe synes i denne forbindelse at være, at samhørighed ikke er noget, vi behøver at arbejde hen mod, det er noget, der allerede eksisterer, hvis bare vi mærker efter.

Punkpigen

Bogens sidste del er en mosaik, der blander passager fra de foregående afsnit med nye tekststykker, som alle starter med ordet ’Hun’. Sammenstillingerne af forskellige positioner, beskrivelser og udsagn bliver til et broget portræt af ’punkpigen’, et opgør med identiteten som enhed. Punkpigen stritter i utallige retninger, der findes ikke én samlet fortælling om hende, fordi hun netop altid befinder sig i grænselandet mellem de på forhånd givne roller.

Den samme mentalitet kommer til udtryk i måden, bogen er skrevet på, både på sætningsplan, med de mange indfald og afstikkere, og på et mere overordnet plan med de forskellige teksttyper, der forsøger at gribe emnet an på hver deres måde. Det giver en ujævn og skramlende bog, hvor Christensens samtale med den norske musiker Jenny Hval bliver lidt for indforstået og enstemmig, mens samtalen med digteren Olga Ravn er virkelig fin og perspektivrig.

Men bogen vil netop heller ikke være pæn, den vil være punk – og som sådan ender den da også med at fremstå både vigtig og vellykket.

Susanne Christensen: En punkbønn. Forlaget Oktober. 245 sider. 349 norske kr.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu