Referat fra Informations kollektivanmeldelse af ’Kollektivet’

Som en homage til 1970’ernes alternative boform har Informations kulturredaktion valgt at anmelde Thomas Vinterbergs nye film ’Kollektivet’ kollektivt. Her følger et referat af vores husmøde
Vinterberg vil med sin nye film skabe en længsel efter kollektivets vildskab. Kulturredaktionen anmelder ’Kollektivet’ kollektivt

Vinterberg vil med sin nye film skabe en længsel efter kollektivets vildskab. Kulturredaktionen anmelder ’Kollektivet’ kollektivt

Foto fra filmen
15. januar 2016

Til stede: Christian Monggaard (filmredaktør), Ralf Christensen (musikredaktør og filmanmelder), Anita Brask Rasmussen (kulturjournalist), Sebastian Stryhn Kjeldtoft (kulturjournalist) og Rasmus Bo Sørensen (kulturjournalist).

1) Valg af referent

Rasmus Bo Sørensen blev valgt som referent med stemmerne 4/5. Christian Monggaard modsatte sig at stemme.

2) Vedtagelse af dagsorden

Dagsordenen mødte protest, da det viste sig, at Ralf og Rasmus Bo havde handlet den af på forhånd. Men som Ralf overbevisende anførte: »Må to gode guttermænd nu ikke længere have en samtale på herretoilettet?!« Herefter blev dagsordenen vedtaget.

3) Handlingsreferat

Mødet vedtog enstemmigt følgende handlingsreferat: Kollektivet er sat i 1970’ernes København og handler om et veletableret ægtepars kamp med kærligheden. Anna (Trine Dyrholm) arbejder som nyhedsoplæser på TV-Avisen og Erik (Ulrich Thomsen) underviser på arkitektskolen i København. Deres forhold kører på rutinen, og særligt Anna »trænger til at der skal ske noget nyt«. Da Erik arver en direktørvilla i Hellerup efter sin nyligt afdøde far, foreslår Anna, at de omdanner huset til et kollektiv. Erik er forbeholden, men lader sig overtale, og parret flytter ind i det store hus sammen med deres datter Freja (Martha Sofie Wallstrøm Hansen) og en håndfuld venner og bekendte.

Kort efter indleder Erik en affære med en studerende ved navn Emma (Helene Reingaard Neumann), som i frisindet og tolerancens navn inviteres med ind i kollektivet. Det ændrer alting mellem Anna og Erik.

4) ’Kollektivets’ temaer

Efter handlingsreferatet blev der skålet med flaskepilsnere rundt om bordet. Christian, der var med via en Skype-forbindelse fra Osted, hævede et Star Wars-krus til hilsen. Herefter blev ordet givet frit.

Anita indledte med at sige, at for hende handler filmen om illusionen om den frie kærlighed på et tidspunkt, hvor patriarkatet stadig er den dominerende samfundsform.

Anita: »Vi hører, at Erik ikke har set sin far i mange år. Han har formentlig forsøgt at bryde med ham, men han er stadig formet af den patriarkalske opvækst. Dybest set vil han bare gerne have en kvinde, der støtter ham, og som synes, at han er en pragtfuld arkitekt. Så da Anna ikke længere kan give ham den støtte, finder han en ny. På et tidspunkt i filmen siger hans nye kvinde: ‘Jeg ser, hvem du er, og jeg kan lide det’. Men da hun selv bliver spurgt: ‘Hvem er du?’, kan hun ikke svare. Hun er først og fremmest Eriks kvinde. En baglandskvinde. Og det er for mig det, filmen handler om: Illusionen om den frie kærlighed på et tidspunkt, hvor man forsøger at gøre op med alle undertrykkerne, men ikke ser den største undertrykker af dem alle: patriarkatet i én selv.«

Ralf: »Død over patriarkatet!«

Christian: »Jeg synes også, det er interessant, at Erik starter med at sige, at han ikke vil bo i sin fars hus: ‘Man bliver væk for hinanden i store huse,’ siger han. Han prøver faktisk at undgå at blive en patriark som sin far. Men i det øjeblik, at han bor i huset, så bliver han præcis som sin far.«

Anita: »Det sidder i murstenene.«

Ralf: »Samtidig viser filmen, at selve ideen om den frie kærlighed også kan være undertrykkende. Der udspiller sig på et tidspunkt en knusende scene i soveværelset, hvor Erik fortæller Anna, at han ser en anden. Men i stedet for at blive rasende, aflirer hun bare nogle floskler fra den frie kærligheds tid om, at ‘du skal gøre, hvad du føler’. Og dér bliver det tydeligt, hvor begrænset hun egentlig er af det nye diktat om den frie kærlighed – at det også er en form for frihedsberøvelse, fordi man bliver berøvet friheden til at reagere følelsesmæssigt, når ens grænser overskrides.«

Christian: »Jeg kommer til at tænke på dokumentarfilmen Johannes’ hjerte, hvor Johannes Møllehave og hans hustru Herdis Møllehave sidder og taler om deres åbne ægteskab. Her får man også hurtigt fornemmelsen af, at det var Johannes Møllehave, der har haft størst glæde af den ordning. I frie forhold er der altid nogen, det gør ondt på, og det er der også i Kollektivet

Rasmus Bo: »Et andet tema, som ligger nedenunder det hele er begrebet ‘ejendomsret’ ...«

Ralf: »Død over ejendomsretten!«

Rasmus Bo: »Det hele begynder jo med, at Erik giver ejendomsretten fra sig og donerer huset til kollektivet. Men i det øjeblik, at kollektivet vender sig mod ham og skaber hindringer for hans frie udfoldelse, så tager han ejendomsretten tilbage og insisterer på, at det er hans hus, og at alle andre kan flytte ud, hvis de ikke kan lide lugten i bageriet.«

Sebastian: »Men på det her tidspunkt har jeg faktisk stor sympati for Erik. Han har givet sit barndomshjem væk, han har givet sin kone væk, og han føler sig mere og mere fortabt i kollektivet. Og så siger han fra. Som den første i hele filmen.«

Rasmus Bo: »Det er rigtigt, men vi er samtidig vidner til en grundkonflikt mellem individ og fællesskab. Og her er det tilsyneladende filmens budskab, at vi kan godt lege kollektiv, så længe det er uforpligtende; vi kan godt være civiliserede rundt om et bord og lade som om, at de kollektive beslutningsprocesser har betydning, men i det øjeblik, vi virkelig vil have noget – i det øjeblik Erik bliver forelsket og vil have Emma med ind i kollektivet – så sætter han sin rå vilje igennem. Så insisterer han på, at ejendomsretten trumfer kollektivtanken, og at individets ret står over fællesskabet.«

Anita: »Det er rigtigt, men jeg læser i den forbindelse Erik som et symbol på patriarkatet og kapitalen ...«

Ralf: »Død over kapitalen!«

Anita: »Erik er familieoverhovedet, og det er ham, der har pengene ...«

Ralf: »Død over pengene!«

Anita: » ... og derfor er det også ham, der bestemmer, når det kommer til stykket.«

Christian: »Jeg synes faktisk, det ender med, at Erik taber. Til sidst sidder han jo tilbage og græder over, at han har mistet Anna. Hende, der trak ham med ind i mod hans vilje, er nu kommet ud af det, mens han stadig sidder tilbage i det.«

Ralf: »Jeg synes ikke, Erik taber. Uden at røbe for meget, ender det vel alt andet lige med, at der er fundet en ny balance i kollektivet, og hans gråd ser jeg som en overgivelse til den nye situation, og en erkendelse af, at den gamle kærlighed er tabt.«

Anita: »Måske er det i virkeligheden patriarkatets fald, vi er vidner til?«

5) Kan filmen det, den vil?

Ralf: »Jeg synes, at filmen kan rigtig meget, men jeg undrede mig over titlen: Kollektivet. For mig handler den overhovedet ikke om et kollektiv. Det er bare tilfældigvis det miljø, den foregår i. Grundlæggende er det jo et middelklasseparforholds krise, vi er vidner til. Den burde i stedet have heddet: ‘Anna & Erik’.«

Rasmus Bo: »Hvis jeg skal lave et argument for, hvorfor den hedder Kollektivet, så er det ikke på grund af den tid, den er sat i, men på grund af den grundkonflikt, den skitserer. Det er for mig en film om individets kamp med fællesskabet. Anna går til, fordi hun giver så meget af sig selv, at hun til sidst mister sig selv. Hun insisterer ikke nok på sin egen individualitet, men lader i stedet andres vilje trumfe hendes, og det kan man ikke holde til. Med Erik forholder det sig omvendt. Han sætter netop sin vilje igennem i det øjeblik, han oplever, at kollektivet møver sig ind på ham. Så i mine øjne kommer filmen til at tegne et billede af, at kollektivet og fællesskabet er noget fernis, som ligger rundt om den rå vilje. Når de to kommer på kollisionskurs, vinder egoet. I hvert fald i filmens logik. Erik råber på et tidspunkt: »Jeg skal arbejde, jeg skal sove!« Altså, han skal tjene penge til sin overlevelse, og han skal sove, så han kan fungere. Det er de primære behov, der i sidste ende får forrang, mens kollektivet er rart at have, når der er overskud til det.«

Anita: »Hvis man ser på hvordan den her generation forsøger at portrættere deres forældres frigørelsestrang, får man nogle gange oplevelsen af, at de ser fællesskabet som modsætningen til frihed. At man ikke kan være et frit individ i et fællesskab. Men de hænger jo sammen de to ting. Deres forældres vej til frihed gik netop via fællesskabet – men den pointe misser vi, fordi filmen ikke fortæller os, hvad de gør oprør mod. I mange af Vinterbergs film bliver fællesskabet portrætteret som noget, der undertrykker individet. Det er fællesskabet, der holder individet nede, og så gælder det ellers for individet om at bryde fri af det undertrykkende fællesskab. Det handler den her film også om, og derfor synes jeg egentlig, det er rigtigt nok at kalde den for Kollektivet

Sebastian: »Ja, hvis det her er Vinterbergs forsøg på at beskrive sin egen barndom, så virker det ikke, som om det har været særlig sjovt. Hver eneste gang nogen finder deres plads i kollektivet, så skifter kameraet fokus og peger på den person, der pludselig er ude af fællesskabet. Det starter med at være Erik. Så bliver det Anna. Og blandt børnene mistrives datteren Freja også, indtil hun pludselig får en kæreste, og fokus i stedet skifter over til den mindste dreng. Hver eneste gang nogen sidder om bordet og hygger sig, så peger kameraet på den i gruppen, der ikke hygger sig.«

Ralf: »Mit problem med filmen er, at den konflikt, der udspilles, lige så godt kunne have udspillet sig i et andet forum. Det kunne lige så godt have været et ægtepar, der var begyndt at eksperimentere lidt i en swingerklub. Men mit problem er også, at alle de andre personer forbliver biroller, og derfor får vi aldrig rigtig udforsket kollektivet som tanke. Men i det mindste er der en åben slutning i modsætning til Lukas Moodyssons film Tillsammans (2000), der er meget mere romantisk i sin skildring af kollektivtanken. Vinterbergs film er mere kompleks, fordi kollektivet er befolket af individualister, der kører deres eget løb.«

Rasmus Bo: »Mere end en fortælling om datidens kollektiver, læser jeg filmen som et alment udsagn om det at være menneske. Det sociale eksperiment i 1970’erne har mere karakter af en indgang eller en prisme at se det menneskelige igennem.«

Anita: »Det siger I bare, fordi der ikke er nogen af jer, der er et køn! En af de vigtige kampe i 1970’erne var jo kvindekampen, og en af filmens pointer er, at Erik ikke kan slippe sit mønster. Han er den patriark, der er vokset op i en direktørvilla i Hellerup, og det er sådan, han opfatter sig selv, når han flytter ind i et kollektiv. Det sidder i væggene og det kan han ikke gøre sig fri af. Derfor synes jeg heller ikke, som du siger Ralf, at den lige så godt kunne udspille sig i Rødovre i 1990’erne.«

Ralf: »Jeg ser den også som en film om kvindefrigørelsen. Men jeg ser den måske i højere grad som en film om, hvor altødelæggende frihedsbegrebet er. Hvor overvurderet og hvor umuligt det er. Som Janis Joplin sang: ’Freedom is just another word for nothing left to loose.’ Og så elsker jeg bare Trine Dyrholms karakter. Hvordan hun bliver grådig i begyndelsen af filmen og vil have mere af livet, og så tager hun chancen, og det går galt, men hun betaler prisen for det med fucking oprejst pande. Den der tapperhed, hun er i stand til at spille, den er så smuk og rørende og tragisk.«

Anita: »Björk synger også et sted: ’I thought I could organize freedom/how scandinavian of me.’ Det, at man forestiller sig, at man kan sige, at man vil være et frit menneske og så samtidig fuldstændig tæmme sine egne følelser, som hun gør. ‘Du skal bare gøre, hvad der er bedst for dig,’ siger hun til Erik. Som om frihed var et slogan.«

6) Skuespilpræstationer

Ralf: »Jeg vil gerne have ført til referat, at jeg vil giftes med Trine Dyrholm.«

Rasmus Bo: »Noteret.«

Ralf: »Hun spiller en virkelig stor rolle her. Virkelig, virkelig stor.«

Anita: »Der er ingen, der kan være så smuk grim som Trine Dyrholm. Hun er ved at være oppe i årene, og hendes ansigt kan krakelere fuldstændig. Hun kan gå fra at være gudesmuk til at være helt fortabt. Det er enormt fascinerende.«

Christian: Trine Dyrholm er en af de bedste skuespillerinder, vi har herhjemme. Men generelt synes jeg ikke, der sættes mange fødder forkert rent skuespilmæssigt.«

7) Manuskript/dialog

Rasmus Bo: »Hvad mener vi om manuskriptet?«

Ralf: »Det er sateme en stærk dialog. Den er vildt morsom, der kommer hele tiden uventede drejninger, og samtidig fanger den jargonen fra den tid, som jeg også selv er vokset op i.«

Christian: »Ja, og det peger tilbage på det, jeg sagde tidligere: Vi har de her frisindede mennesker, men de gemmer alle sammen på en lille racist eller et lille snæversyn, som kommer frem i dialogen. Som for eksempel i den scene, hvor Fares Fares skal præsenteres for resten af kollektivet, og Julie Agnete Vang nærmest demonstrativt ikke fatter en meter af, hvad han siger.«

Sebastian: »Men bliver dialogen ikke også nogle gange lidt klichéagtigt, eller er det bare mig? Der, hvor Anna er ved at bryde fuldstændig sammen, og Julie Agnete Vangs karakter spørger hende: ‘Er du ked af det, Anna?’ Altså, det var for mig det mest åbenlyse i verden ...«

Anita: »Jeg synes, at det var ret præcist i forhold til, hvordan det var på det tidspunkt. Du skal tænke på, at det med at tale om sine følelser i et stort fællesskab ... det gjorde man jo ikke. Så der var brug for, at nogle sagde: Nu tager vi lige en ‘hvordan har vi det?’-runde.«

Christian: »Jeg synes også, at spørgsmålet vidner om, hvor lidt i sync de her karakterer er med hinanden. Det kan godt være, at de bor tæt sammen, men de kender ikke hinanden.«

Anita: »Det bør vi måske også komme ind på, altså de mange forskellige bevæggrunde, de hver især har, for at træde ind i det her kollektiv. Der er jo ikke nogen af dem, der har en politisk bevæggrund. De bor bare sammen af bekvemmelighed.«

Ralf: »Det er rigtigt. Filmen undgår ret demonstrativt det politiske. Vi får lige en fornemmelse af det under nyhedsudsendelserne, hvor vi hører om LO og Socialdemokratiet, der er lidt uvenner, og der er også noget med Cambodja og Vietnam. Men det er ikke noget, der fylder i kollektivets diskussioner med hinanden«.

Sebastian: »Man kan selvfølgelig se Annas motivation for at gå ind i kollektivet som et kønspolitisk statement.«

Rasmus Bo: »Jo, men reelt handler det jo om, at hun keder sig i sit forhold.«

Anita: »Men det er jo igen, fordi mønstret stadig var så dominerende på det her tidspunkt. De tror, at de kan bryde det ved bare at flytte sammen og ophæve kernefamiliens ramme. Men det kan man ikke. Det tager lang tid.«

Ralf: »Død over de sociale strukturer!«

8) Vurdering

Rasmus Bo: »Skal vi forsøge at blive enige om, hvad vi synes om filmen?«

Christian: »Hvis man skal se på, hvad filmen vil og kan, så synes jeg, at Vinterberg har lavet bedre film. Men jeg synes den var sjov som et portræt af middelklassen, der ikke kan finde ud af kollektivet, som derfor ender med at gøre ondt på næsten alle – det synes jeg er tankevækkende. Sådan var det formentlig ikke i alle kollektiver. Men de steder, jeg selv har oplevet de her såkaldt frisindede mennesker, der eksperimenterede med de åbne ægteskaber, så er det ofte forbundet med smerte. Så på den måde klinger den rent for mig.«

Sebastian: »Jeg synes, den skal have tre potstænger.«

Ralf: »Tre kun? Det var lidt nærigt, men det er måske nogle særligt stærke nogen, du har?«

Rasmus Bo: »Kan vi blive enige om, at den hverken er ‘mesterlig’ eller ‘fremragende’, men at den stadig er ‘ret god’?

Ralf: »Enig«

Christian: »Enig«

Anita: »Ja, den er god, især på grund af skuespilpræstationerne.«

Sebastian: »Den er fin nok.«

Herefter blev mødet hævet. Og alle gik hver til sit.

Læs også interview med Thomas Vinterberg: ’Der er blevet skældt alt for meget ud på 68’erne’

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Karl Aage Thomsen

Hvornår bliver vi fri for al den gang intellektuel blærerøvsfilosofi om den frie kærlighed i kollektiverne.
Jeg boede i kollektiv fra 1965 til 1967 og igen fra 1973 til 1978 og fra 1982 til 1991 både i Jylland, Bagsværd og på Frederiksberg.
Og har også besøgt mange andre kollektiver både ovre there og i Hovedstadsområdet, og har sgu aldrig oplevet det vilde liv, som filmene viser om en omgang frustrerede akademikerbørn, Som nu sidder på flæsket og mindes deres forsømte barne- og
Ungdomsliv.
Katho

Brugerbillede for Vibeke Rasmussen

"Anita: »Der er ingen, der kan være så smuk grim som Trine Dyrholm. Hun er ved at være oppe i årene, og hendes ansigt kan krakelere fuldstændig. Hun kan gå fra at være gudesmuk til at være helt fortabt. Det er enormt fascinerende.«"

Præcis! Og hun, Trine Dyrholm, tør vise sit smukke ansigt, også når det er 'grimt'. Hvor befriende … og ægte.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for christian engel

Det var godt nok en lang anmeldelse. Informations journalister har haft store problemer med at få smasket et spejl lige op i ansigtet i fuldt dagslys. På samme måde som elefantmanden, der udstøder et skrig, da han af ondsindede personer bliver tvunget til at se sit eget spejlbillede. Det er noget som har krævet meget tid og bearbejdning, kan man mærke bag den satiriske stil.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karsten Aaen

Jeg tror mange af jer har glemt det åg og den tvang der lå på os børn og unge der voksede op i 1960erne og i 1970erne, udenfor det som skete på venstrefløjen i DK i 1970erne. Vi (bl.a. jeg) blev tvunget til at holde døre for kvinderne, vi blev tvunget til at skulle trække stole ud for kvinderne. Og alt det andet som vi blev tvunget til fordi vi skulle opdrages i den borgerligt-patriarkalske ånd. Hvor kvinder blev set og anset for at være små svage bly violer der INTET kunne selv. Og derfor skulle hjælpes stort set hele tiden. Denne dyne af pænhed, og korrekthed dækkede over borgerskabets diskrete charme, hvor det ikke måtte komme frem, at fabrikanten havde et misbrug af piller og af alkohol, fordi det følelsesmæssige tryk på ham var så stort som det var. Eller at konen der gik hjemme pimpede kirsebærvin eller spiste valium for at holde denne følelsesmæssige tomhed ud. Og for mig at gjorde, og gør, 1968'erne i 1970erne, op med dette forløjede billede af borgerskabets diskrete charme. Og det har i dag ført til at der er langt større accept af at man kan være par, eller danne par, på forskellige måder i dette land. Og at en familie ikke kun kan bestå af far, mor og to børn...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mihail Larsen

Det store epos

Det var med store forventninger, jeg forleden så filmen. Men det blev en blandet fornøjelse. Der var, som også fremhævet i mange anmeldelser, tale om en fremragende og bevægende præstation fra Trine Dyrholms side. Men jeg havde håbet på en episk film, der formåede at skildre blandingen af politisk indignation, sociologisk fantasi, æstetisk originalitet, eksistentiel tvivl, intellektuel energi, seksuel frigørelse og musikalsk udfoldelse, der var så unik for ungdoms-, studenter- og kvindeoprøret. Altså et epos, der som et krystal indfangede og filtrerede det store sociale eksperiment, der også omfattede kollektivbevægelsen, og hvor fællesskab ikke kun bestod i at drikke en masse bajere sammen. I stedet så jeg en misantropisk tragedie, hvis morale er 'tilværelsens ulidelige lethed' i almindelighed, og mænds dumhed i særdeleshed.

Jeg er bestemt ingen ynder af Bent Blüdnikow, og læser ham som regel for at blive irriteret og modsagt. Men jeg må indrømme at han har skrevet en i substansen udmærket anmeldelse af "Kollektivet" d. 14. ds. i Berlingeren:

http://www.b.dk/kultur/alt-er-privat-hos-thomas-vinterberg

(Som man kunne forvente, indfletter han også nogle standard-animositeter mod venstrefløjen, men de er lette at læse hen over.)

anbefalede denne kommentar