Læsetid 4 min.

Rum under forvandling

Kunsten forandrer helt bogstaveligt rummene i Møstings Hus, når Veo Friis Jespersen og Mikael Thejll installerer sig med værker, der omdanner hele arkitekturen på samtidskunstens præmisser
Mikael Thejll og Veo Friis Jespersen har foretaget, hvad de selv kalder en rumintervention på Møstings Hus.

Mikael Thejll og Veo Friis Jespersen har foretaget, hvad de selv kalder en rumintervention på Møstings Hus.

Jens Markus Lindhe

15. januar 2016

Møstings Hus på Frederiksberg er et helt særligt udstillingssted. De relativt små gemakker i den private sommerresidens fra 1800 er ikke ligefrem som skabt til samtidskunst, men bereder omvendt den besøgende en lidt klemt og klaustrofobisk fornemmelse, der ikke undgår at smitte af på kunsten. Ikke desto mindre er det et af Københavns væsentlige udstillingssteder for dansk samtidskunst, som lægger rum til omkring seks særudstillinger årligt.

I den aktuelle udstilling på Møstings Hus kan man opleve en iscenesættelse af kunstnerne Veo Friis Jespersen (f. 1960) og Mikael Thejll (f. 1952). De har taget konsekvensen af de krævende lokaler og har omdannet hele stedet ved hjælp af kunstige vægge, nye ruminddelinger og gulvbelægninger. Det er en transformation, der virker og får udstillingsstedet til at understøtte værkerne frem for at modarbejde dem.

Rumintervention

Kunstnerne selv kalder deres transformation for en rumintervention. Det giver god mening, for så vidt som de begge er billedhuggere, begge har været centrale i projektet Skulpturi og sædvanligvis arbejder med skulpturelle praksisser, der tager højde for eller inddrager og manipulerer de omgivende rum såvel som de virtuelle rum. På Møstings Hus skaber de deres egne rumlige betingelser og lader nogle af værkerne omslutte publikum fuldstændigt som netop ruminstallationer, der helt forvandler stedet.

Det får man at føle allerede i udstillingens første rum, som Mikael Thejll står for. Rummets vægge er tapetseret med et mønster, der mimer gitterhegnets netmasker af stål, og gulvet er belagt med et gulvtæppe, der optrykker dels instruktive tangodansetrin, dels sorte prikker på en grøn bund. The Black Spot Swop Club kalder Thejll værket, som også rummer en række plakater med gådefulde og hårdtslående udsagn, der sælsomt klinger af lige dele aggressive kampråb og sagte, poetisk hvisken.

Trapped/ trained/ tamed/ framed kan det for eksempel hedde over et stiliseret ansigt på en plakat. Thejll etablerer i sine værker en slags komplette universer, der benytter sig af reminiscenser fra den politiske demagogi, fra spil og lege og fra en visuel kultur præget af endimensionelle, signalagtige budskaber, der transformeres til omfattende ornamenter. Thejlls cocktail skaber et sammensat, mystisk og let ildevarslende univers, som både forekommer genkendeligt og stærkt fremmedartet, voldsomt og sart.

Organiske dynger

Veo Friis Jespersen har på tilsvarende vis skabt et helt rum parallelt med Thejlls. Rummet har ingen titel, men er karakteriseret ved at blive udgjort af en række skillerum, der med forskellige materialer opdeler og bryder rummet. Rå lægter er blevet beklædt med spejlglas, som reflekterer og fordobler rummet, eller med semitransparent plexiglas og finmasket murernet, som halvt afslører de forskellige genstande, der befinder sig bag det.

Centralt i rummet, under loftets stukrosette, står en form for kubisk opstalt udført i tynde jernstænger, der bærer en glasplade med en lille bronzeskulptur. Skulpturen er i modsætning til dens sokkel en udpræget organisk dynge af materiale, som danner en lille ophobning. Ophobningen bliver omvendt til en nedhængende formation på glassets underside, hvorved skulpturen udgør en materialiseret, horisontal replik til de fordoblinger og afdækninger, som udspiller sig langs rummets vægge. I to mindre rum blander kunstnerne deres værker, selv om de udfolder sig i meget forskellige formsprog og temperamenter. Bedst fungerer det, når Thejlls humoristiske hilsen til den amerikanske skulptør Robert Smithson – i værket Non-Side, som blandt andet består af en lavasten og en pyramide af saltposer – bliver konfronteret med tre af Jespersens små, organiske bronzeskulpturer på en støbejernsplade. Andre steder forekommer kunstnernes respektive formsprog så forskellige, at der slet ikke rigtig opstår nogen dialog.

Sensibilitet for rum

En mere konkret dialog kan man opleve i de to modstillede black boxes, som også er skabt til anledningen. Her kan man se to små videoer af kunstnerne, der tygger på hver sin store klump lyserød tyggegummi og blæser bobler med det. Måske er det en fælles hommage til Hannah Wilke, der også både arbejdede med sit ansigt og med tyggegummi som skulpturelt materiale? Under alle omstændigheder demonstrerer videoerne, hvordan kunstnerne arbejder performativt med skulpturen og gerne inddrager hverdagsmaterialer og lader tilfældigheder influere på værkerne.

Med udstillingen Genspejl skær og Skygge fald har de to kunstnere vendt op og ned på Møstings Hus og gjort stedet til deres eget, til et velegnet rammeværk for deres egne udsagn. De synes begge i højere grad at være interesserede i dialogen med stedet end med hinanden, hvorfor det primært er deres solistiske præsentationer, der fungerer godt, mens forsøgene på at etablere dialoger mellem deres værker er mindre frugtbare. Med deres sensibilitet for rum har Jespersen og Thejll skabt en udstilling, der indeholder spændende enkeltdele, og som i sin helhed transformerer Møstings Hus til et sted, der fungerer entydigt på kunstens præmisser.

Veo Friis Jespersen & Mikael Thejll. Genspejl skær og Skygge fald. Møstings Hus. Andebakkesti 5. Frederiksberg. Indtil 21. februar

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu