Økonomisk kriminalitet, østarbejdere, alternativ energi, grådighed og ambition, uhildet kapitalisme, politik og moralske og etiske gråzoner. Danmarks Radios nye søndagsserie, Bedrag, er om noget en serie til tiden, og så er det ovenikøbet en god serie – sådan føles det i hvert fald efter at have set de to første afsnit.
Jeppe Gjervig Gram hedder hovedforfatteren bag Bedrag, og i centrum af sin fortælling har han – og hans medforfattere, Anders August og Jannik Tai Mosholt – placeret den danske vindmøllevirksomhed Energreen. Med toptunede Alexander Sødergren (Nikolaj Lie Kaas) i spidsen er Energreen blevet en international succes, som står for at skulle åbne en ny og meget stor vindmøllepark.
Intet må komme i vejen for den eller Sander, som direktøren kaldes. Ikke de østarbejdere, der gennem underleverandører arbejder på vindmølleparken, og som kommer til skade eller ligefrem dør på grund af arbejdspres og dårlig sikkerhed. Ikke politimanden Mads (Thomas Bo Larsen), der efterforsker en ung ukrainsk vindmøllearbejders død. Ikke bagmandspolitiet, der med hjælp fra en af Energreens jurister er kommet på sporet af ulovligheder i virksomhedens forretningsmetoder. Ikke politikerne eller konkurrenterne, som Sander er så god til at manipulere på udspekuleret vis.
Moralske valg
Men nu er det ikke kun Alexander Sødergren og Evergreen, Bedrag handler om. Snarere er det Mads, der har et noget kaotisk familieliv med to børn og en skleroseramt kone (Line Kruse); den unge jurist hos Energreen, Claudia (Natalie Madueño), som har endog meget store fremtidsdrømme; og bilmekanikeren Nicky (Esben Smed), som engang stjal biler, men nu prøver at holde sin sti ren, ikke mindst af hensyn til sin kæreste og lille søn.
Hver især kæmper de for at få dagligdagen til at hænge sammen med familie og karriere, og det lykkes faktisk Bedrag at holde en god balance mellem hovedpersonernes private og professionelle liv. De to ting påvirker naturligvis hinanden, og det har både gode og dårlige konsekvenser. Alle tre, Mads, Claudia og Nicky, stilles over for moralske valg og synes at vælge forkert, muligvis af de rigtige grunde, men selv om det begynder i det små, udvikler det sig snart til noget større og mere uoverskueligt. (I Bedrags flotte titelsekvens er de alle helt bogstaveligt ude på dybt vand.)
Claudia ser igennem fingre med uregelmæssigheder for at gøre karriere som kvinde i en mandeverden – det er i forvejen hendes eksmand, der har deres søn det meste af tiden. Mads benytter sig af betænkelige metoder for at få skovlen under de mennesker, der så skruppelløst presser og udnytter arbejdere fra Østeuropa – en ny underklasse. Og Nicky indvilger i at stjæle en bil for at kunne købe den lejlighed, kæresten så gerne vil have, så de kan komme væk fra det socialt belastede kvarter, de bor i.
Grådigheden og de usunde, korrumperende ambitioner gennemsyrer det hele i Bedrag, der bliver et slags snit ned gennem det danske samfunds sociale lag.
Samfundsdissektion
Mon ikke det er en af de væsentlige grunde til, at seriens såkaldt konceptuerende instruktør, Per Fly, sagde ja til at være med. Hans egen danmarkstrilogi, Bænken, Arven og Drabet, var en lignende dissektion af klassesamfundet, dog uden Bedrags kriminalistiske intrige.
Og Jeppe Gjervig Grams serie er spændende. Hver gang noget bliver afsløret, fornemmer man, at det ikke er hele sandheden, men at meget andet og endnu mere grimt gemmer sig under den blanke overflade. Bedrag er sat i værk i kølvandet på den finanskrise, som stadig kan mærkes verden over, og det er svært at forestille sig en fortælling, der er mere aktuel i forhold til en tid, hvor grådigheden trives på så mange planer – og en vis desperation over denne skruppelløshed og mangel på omtanke og samvittighed breder sig på andre.
Det er en mindre genistreg at lade handlingen i serien foregå i og omkring vindmølleverdenen, idet idealisme og samfundssind her støder sammen med cool business på en global arena. Det er en sprængfarlig cocktail, som ikke mindst personificeres i Alexander Sødergren, der cykler på arbejde, men som vist slet ikke er det uegennyttige, miljøbevidste menneske, man fra begyndelsen gerne vil tro, han er.
Godt begyndt
Bedrag er sikkert og elegant iscenesat af Per Fly og et hold af dygtige lyd- og billedteknikere, der får skabt et lettere kuldslået univers, hvor gråzoner, umoral og kriminalitet kan trives, mens menneskene har det sværere. Bedst af det hele er dog næsten skuespillerne. Thomas Bo Larsen har i den frustrerede og stressede politimand og familiefar Mads fået en af sine bedste roller i lang tid, mens det klæder en ofte sammenbidt Nikolaj Lie Kaas at udstråle kulde og kynisme. Oven i det kommer alle de forholdsvis nye ansigter, der lyser op i Bedrag: Esben Smed som Nicky og ikke mindst Natalie Madueño som Claudia, der gør sig hård, men også må mærke efter, om hun nu har samvittighed til at fortsætte – om karrieren er det menneskelige fordærv værd.
Bedrag begynder godt, og jeg må sige, at jeg glæder mig til at se, hvordan den fortsætter. Holder Jeppe Gjervig Gram og hans medforfattere tungen lige i munden, kan serien blive en begavet udstilling af og et tiltrængt opgør med nogle af det danske samfunds – og dermed den vestlige, kapitalistiske verdens – mere uheldige sider.
’Bedrag’. Manuskript: Jeppe Gjervig Gram, Anders August, Jannik Tai Mosholt. Konceptuerende instruktør: Per Fly. Sendes hver søndag aften kl. 20 på DR1
Og dermed bliver de tilbagevendende kriser i kapitalisme atter engang gjort til det enkelte menneskers personlige moralske valg; ikke en dybdegående kritik af kapitalismen som sådan eller af de markedskræfter eller kapitalismen som får mennesker til at handle på den måde, som de gør.
Jeppe Gjervig Gram har udtalt i et interview at alle mennesker er grådige; det samme har Per Fly i et interview i berlingske, se her:
http://www.b.dk/relationer/det-kraever-alt-for-meget-at-vaere-rig
"Når det gælder økonomisk grådighed, er der kun den forskel på ham, der stjæler en gammel dames taske, og direktøren for et stort firma, der svindler med folks penge, at den gemene tyv er tæt på sit offer – det er ham på toppen ikke, og det kan gøre det lettere,« siger Per Fly. Og tilføjer, at han ikke bryder sig om, når folk tilegner sig noget, som de ikke har fortjent, eller tager den nemme vej, skrår over og får mere, end deres indsats er værd."
Jeg er dybt uenig med Per Fly her, og det er jeg fordi tyven ikke tager tasker fra gamle damer, fordi han er grådig, altså vil have mere end han har. Langt de fleste tyve stjæler fordi de ikke har anden mulighed for at forsørge sig selv, og deres familie. Det har intet med grådighed fra tyvens side at gøre; alt har det at gøre med overlevelse. Intet andet.
Jeppe Gjervig Gram og Per Fly aner imidlertid intet om hvad grådighed er; grådighed er at man vil have mere og mere af det samme, fordi man ikke er tilfreds med det, man har. Det har intet at gøre med, at man gerne vil have et nyt møbel, fordi det gamle er slidt, eller at man gerne vil have en Tesla, fordi den er mere miljørigtig end andre biler. Eller med med at man gerne vil betales for sit arbejde. Grådighed handler om at man absolut skal og vil have det nyeste, det smarteste og det mest moderne, f.eks. om at man gerne vil tjene 2,4 millioner kr. om året, selvom 1,2 millioner kr. om året er nok til at man klare sine - og sin families - behov - hver dag.
Og hvorfor skal denne serie mon foregå i Energreen, en vindmøllefabrik (der minder uendeligt meget om Vestas!) lige her, her i 2016. Hvorfor mon? Og hvorfor mon idealisten skal udstilles som en mand, der næsten udelukkende og kun tænker på profit og ikke tænker på hvordan man gør verden til et bedre sted med vindmøller f.eks. Mon det har noget at gøre med, at vi har fået en V-regering, der gerne ser støtten til vedvarende energi, herunder vindmøller kraftigere beskåret end den her V-regering har gjort det i år 2015-2016 og i årene fremover? eller hyr?
Per Fly taler desuden om Stein Bagger, der åbenbar havde skrevet det korrekte og det rigtige ned. Men hvorfor taler alle om Stein Bagger, og ikke om en vis Svend Aage Jensby? Fordi Stein Bagger var direktør, men hvad var Jensbys rolle i det her? i sagen om IT-Factory...
Per Flys trilogi var bestemt ikke en dissektion af de danske klasser, han lavede godt nok arven om en mand, der skulle overtage familiefirmaet. Men det som Per Fly, og andre fra den såkaldt venstre-orienterede kreative middelklasse ikke ved er det her: den virkelige overklasse overtager ikke familie-firmaet, de sælger det til den højstbydende kapitalfond. Og den virkelige overklasse i DK er ikke små eller store familie-ejede firmaer, forretninger og virksomheder i DK; den virkelige overklasse i DK i dag (og dengang Per Fly lavede arven) er de personer, der ikke har brug for at gå på arbejde hver dag, men som har en hel masse penge de kan investere i en hel masse firmaer, og som spekulerer i aktier og obligationer. Og det var denne overklasses grådighed, skabt af kapitalismen, hvor penge avler penge, der stod bag finanskrisens begyndelse fra 2007-2009. I DK såvel som ude i verden. Fordi de ville have mere profit, de ville have flere penge, de ville købe det ekstra hus, de ville købe den ekstra dyre bil. Hvorfor? For at tage sig bedre ud - i verdens og i naboernes øjne. Vi andre almindelige dødelige mennesker havde ingen mulighed for at jonglere med hverken aktier, obligationer eller derivater af nogen som helst slags. Men det havde denne verdens, og DK's overklasse; det gjorde de....og skabte derved finanskrisen....
Replikker fra første afsnit:
"Mnømdjedeviljæ gohmeråm."
"tkfdskyldfsinklsn."
"Dsejglafhør, dérskærngsdato msåhedtvnd."
"Hmnrdmedé?"
Efter 20 minutter tænkte jeg, at jeg nok hellere måtte vente på den tekstede genudsendelse. 10 minutter senere var jeg klar over, at med eller uden undertekster, ville endnu et DR-drama udspille sig uden mig som vidne. Der er simpelthen for mange søgte, urealistiske, utroværdige scener og for mange typer af personer, som jeg hverken kan 'genkende', identificere mig med eller overhovedet bryder mig om.
I øvrigt, til forskel fra Christian Monggaard, fandt jeg introduktionen, 'titelsekvensen', ulideligt prætentiøs, og i næsten pinlig grad bygget op om samme skabelon – slowmotion, drømmeagtig, vand – som allerede alt for mange andre tv-serier før denne.