Sådan en som Rifbjerg

Klaus Rifbjerg skriver mest ret uvedkommende i ’Til rette vedkommende’. Bortset fra når han går ’off limits’ og opfinder sin egen erindringsmåde. Så kender man ham igen på den gode forfatter, han var
I store dele af Klaus Rifbjergs erindringsværk ’Til rette vedkommende’ vrisser han ligesom bare vanemæssigt.

I store dele af Klaus Rifbjergs erindringsværk ’Til rette vedkommende’ vrisser han ligesom bare vanemæssigt.

Sofie Amalie Klougart
30. januar 2016

Min erindring om Klaus Rifbjerg er fra årskiftet 2013-2014. Jeg skulle besøge ham i Skodsborg sammen med Christian Dorph og Olga Ravn.

Christian havde aftalt det med ham, at vi kom forbi der i januarmørket klokken 17. Vi havde champagne med, for ud over nytår havde vi indstillet Rifbjergs novellesamling Intet sikkert abnormt til Montanas Litteraturpris 2013.

Vi ringede på, men der var ingen Rifbjerg.

Klaus Rifbjerg havde sagt, at han var glad for nomineringen, men han mente, at han var blevet for gammel til at sidde og vente ved telefonen på at få at vide, om nogen ville give ham en pris. Han trak sig altså, og sådan blev nomineringen til en hædersnominering, og her stod vi og havde inviteret os selv, han var der bare ikke.

Pludselig var han der så alligevel, parkerede bilen, og vi kom med ind. Champagnen skulle drikkes med det samme. Det sprøjtede op og ud på gulvtæppet, hvilket egentlig var helt passende og meget symbolsk, når man tænker på al den liderlighed, Rifbjerg har skrevet om alle vegne, også i Intet sikkert abnormt og nu i sine erindringer Til rette vedkommende, der udkommer her ni måneder efter hans død.

Sprøjteriet dér i hans egen stue ragede ham, ikke engang et stykke køkkenrulle var der grund til at rende efter. Nu skulle vi snakke.

Sådan forvandlede Klaus Rifbjerg et totalt fravær (han havde glemt vores aftale) til et totalt nærvær (gæster var vigtigere end gulvtæppe). Det var med andre ord overmåde rart at være hans gæst, også selv om man havde været lidt bange for ham lige først.

Skideballer til store mænd

Og de bliver vel ikke lavet mere, sådan nogle mænd som Rifbjerg? Sensible og kunstneriske og samtidig en selvforståelse og en fremtræden, der siger, at den her person er urørlig, den her person har ubegrænset taletid. Den slags store kulturpersonligheder, for hvem det at skrive sine erindringer (og udgive dem) er den største selvfølgelighed.

Den selvfølgelighed og manglende evne til at bedømme og redigere sit eget arbejde hviler dovent over Til rette vedkommende. Eller hviler helt præcist over første og sidste del af bogen. Midterdelen »Off limits« på små 30 sider er en noget anden sag, mere vovet rent stilistisk og knap så polemisk og skråsikker, men sanseligt, uartigt og anekdotisk om digtere især: Villy Sørensen, Leif Panduro, Knud Holst og Halfdan Rasmussen.

Første og sidste dels erindringer har indlagte læserbreve (om f.eks. manglende personligt ansvar) og skideballer til andre store mænd (Poul Borum, Jørgen Leth, Henrik Stangerup, Carsten Jensen og Erik Skyum-Nielsen). Det er svært at diskutere med disse meningstilkendegivelser, at fatte interesse for dem, for de virker først og fremmest som personlige uvenskaber, og så er det også, som om forfatteren selv har mistet interessen for dem. Han ligesom bare vrisser vanemæssigt.

50 i en kasse

Visse personer og begivenheder nævner Rifbjerg igen og igen. Flere gange er der en god pointe i at vedblive at kredse om det samme, fordi det er vigtigt og gådefuldt: forældrenes reserverethed og det erotiske især. Faktisk kommer Rifbjerg et spændende stykke af vejen i en skildring af homoerotiske fællesskaber, der begynder med drengeskolen og en undren over, at »man bevægede sig kønsligt i søvne«, og at drengene på en skole med kun drenge nærmest var »skrækindjagende hetero og levede i årevis i en slags eunukverden«.

Men at gentage, at der engang var 50 øl i en kasse, og at Hans-Jørgen Nielsen opfandt attituderelativismen, havde han ikke behøvet. Jesper Jensen og Niels Barfoed er med hele vejen, som drengevenner, konkurrenter og til sidst i noget, der ligner et ønske om forsoning fra Rifbjergs side. Men rigtig kloge på historien om Barfoed og Rifbjerg bliver vi andre nok aldrig.

Af de sidste titler på Rifbjergs lange værkliste er Til rette vedkommende ikke en af de vigtige, det er for mig stadig Intet sikkert abnormt. Men hvem ved, hvad der ligger i skuffer og skabe af efterladte Rifbjerg-manuskripter? Pludselig er han her måske igen, Rifbjerg, med noget vigtigt og vedkommende at sige.

Klaus Rifbjerg: Til rette vedkommende. Erindringer. Tiderne Skifter. 220 sider. 250 kr.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu