Vi ser teater og forstår ingenting

Det er ikke til at fatte, hvorfor Aalborg Teater har købt den slatne, tyske farce ’Vi elsker og ved ingenting’. Men Carsten Svendsen charmerer i rollen som nørdet forfatter
Aalborg Teater lover selv, at det tyske stykke ’Vi elsker og ved ingenting’ er underholdende. Men rigtig sjovt bliver det ikke, selv om skuespillerne gør, hvad de kan.

Aalborg Teater lover selv, at det tyske stykke ’Vi elsker og ved ingenting’ er underholdende. Men rigtig sjovt bliver det ikke, selv om skuespillerne gør, hvad de kan.

Lars Horn
8. januar 2016

Så sidder man på Aalborg Teater og glæder sig til, at man skal se en komedie. »Vi lover, at det bliver ekstremt underholdende,« står der endda på hjemmesiden om Vi elsker og ved ingenting.

Men forestillingen er ikke underholdende. Teksten er kedelig. Efter 10 minutter forstår man plottet om to kærestepar, der begge er så karrierefikserede, at kærligheden bliver mast – men som selvfølgelig begynder at flirte med hinanden på kryds, da de mødes alle fire, fordi de skal bytte lejlighed. Men resten af tiden vælter gentagelserne bare ind over scenen.

Stykket er skrevet i 2012 af den tyske dramatiker Moritz Rinke, og det er ordret oversat af Jens Christian Lauenstein Led; sjoveste ord er ’møbelrykningsmonstre’, som karakteriserer larmende overboer, men hvor muntert er det egentlig? Stykket er velsagtens skrevet som et moderne bud på en boulevardkomedie, men det bruger hele første halvdel på at bygge en spænding op til noget, der ikke bliver – og sidste halvdel på at tilbyde fire forskellige slutninger, der alligevel ikke føles indlysende. Nogle indlagte pip om miljø og den globale bevidsthed virker til og med så politisk korrekte, at det er pinligt. Det er tamt.

Nøgne vægge

Derfor er det ærligt talt lidt svært at forstå, hvordan Aalborg Teater har kunnet forelske sig så hovedkulds i dette stykke.

Scenografien af Nadia Nabil Korsbæk ser ellers interessant ud med asymmetriske trappetrin og et mystisk gardin skråt på tværs af scenen, alt sammen gråt i gråt. Men rummet og dets nøgne betonvæg bliver hurtigt et postulat i denne fortælling om et byttemøde i en lejlighed i Aalborg. For her er ingen stemning i rummet. Skuespillerne har kun et par puder og nogle champagneglas at klamre sig til, og et uventet regnvejr på en gigaaltan gør ikke rigtig noget for indendørsstemningen. Da hele verdensrummet til sidst svæver magisk ind over scenen, er det i hvert fald for sent.

Charmerende Svendsen

Iscenesættelsen er af den tysk-danske instruktør Lydia Bunk, der har valgt at mixe en almindelig farcestil med nogle poetiske drømmescener – og en grotesk koreografi. Det sidste er det sjoveste, ikke mindst når tre af skuespillerne vandrer på række som egyptiske figurer. Men forestillingen samler sig aldrig.

Skuespillerne gør ellers, hvad de kan i de kiksede uendelighedsscener.

Carsten Svendsen er forrygende ubehjælpsom og flabet og egocentrisk og alt muligt andet skønt i sin fortolkning af en nørdet ’freelanceforfatter’, hvis tempo er ikkeregistrerbart, men hvis charme tager prisen. Det er skønt, som han kan give liv til denne tåbelige rolle. Hans rival er Mads Rømer Brolin-Tanis gakkede it-chef, der får tics, hvis ikke han kan komme på nettet i byttelejligheden med det samme. Han kan skifte stemning på et splitsekund i sit ansigt, når han forvandler sig fra det truende til det forførende uden varsel, og hans lange ben kan tilsyneladende nå tværs over hele scenen i vredesspring. Det er faktisk sjovt.

Hjerteskrig

Malin Rømer Brolin-Tani spiller hans kone, der er noget så pikant som dyrepsykolog. Hun ligner en filmstjerne, sådan som hun stråler under sit kunstfærdige pandehår – i hvert fald i de få øjeblikke, hvor hun endelig får taletid og lov til at fordybe sig i de ting, der ligger hende på hjerte. Det er et fint lille udbryderportræt, Malin Rømer Brolin-Tani her får skabt som ’kompliceret dame’ – med vilde hjerteskrig og champagneflasken inden for rækkevidde.

Til gengæld forlader Merete Mærkedahls yogacoachkvinde aldrig sin karikatur. Hendes tolkning er så massiv, at man næsten håber på, at hun får sig en solid affære med Mads Rømer Brolin-Tanis ambitionsmand, så Carsten Svendsen kan få sig en pause fra hendes kalenderstress. Det bliver lidt skævt.

Det kan godt være, at dette stykke gør lykke i Tyskland. Det kan forhåbentlig også godt være, at nordjyderne kommer til at lune stykket op med latter, så det bliver sjovere og sjovere undervejs i spilleperioden. For premieren skabte mildest talt forundring.

’Vi elsker og ved ingenting’. Tekst: Moritz Rinke (2012). Oversættelse: Jens Christian Lauenstein Led. Iscenesættelse: Lydia Bunk. Scenografi: Nadia Nabil Korsbæk. Aalborg Teater til 18. januar

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer