Sevastopol som litterært brændpunkt

Tolstojs fortællinger om Krim-krigen er umulig ikke at læse som vidnesbyrdlitteratur
2. januar 2016

Lev Tolstojs ry som mesterfortæller blev atter bekræftet af to kortromaner, der omtrent samtidig for nylig udkom på dansk, Herre og tjener på Bechs Forlag og Ivan Iljitjs død på Gyldendal, sidstnævnte i Marie Tezlaffs nyoversættelse. Nu har Forlaget Hovedland med god grund og aktuel anledning fulgt initiativerne op med Sevastopolfortællingerne, hans tre sammenhængende samtidsberetninger fra Krimkrigen 1855 med genbrug af W. Gerstenbergs gamle oversættelse i let moderniseret version.

Flemming Rose har bidraget med en grundig introduktion, som redegør for det spegede politiske og militære modsætningsforhold mellem Rusland fra zar Nikolaj den Første til Putin og Vesten, dengang med de allierede England og Frankrig i front. Krigen endte med Ruslands nederlag. I dag er den attraktive og strategisk vigtige halvø annekteret af Rusland til sikring af den russiske flådes frie bevægelighed.

Vidnesbyrd

Det er umuligt ikke at læse fortællingerne som vidnesbyrdlitteratur, al den stund Tolstoj var personligt og modigt impliceret i disse blodige krigshandlinger. Den første af dem blev nedskrevet som regulær reportage, journalistisk udformet og det med artistisk verve og nerve. New journalism før tiden, med originale træk, som nu er konvention. Der er koloristisk format over den unge forfatter, der dog her lige skal have ekspederet en indledende stille morgenskildring i romantiske gevandter, der snart afbrydes af kanonernes drøn fra Sevastópol, med krigsskibene, der slår otte glas til geværernes klirren, mens en lille soldat kryber ud af sin jordhule og vasker sit ansigt i det iskolde vand.

Det er en henvendende stil, der bruger du-formen til at inddrage læseren, som nu tvinges på en rundtur i medsyn. Iblandingen af intime detaljer – også fra det hverdagsliv, der pibler frem i krigens skygge – er en effektiv del af stemmens ræsonnementer og vurderinger af det sete.

Pensum

Lev Tolstoj, 27-årig premierløjtnant, adelsmand og patriot, har i hvert fald styr på sit skriveredskab, og han konfronterer sig som forfatter med den russiske myte om folkesjælens styrke og uovervindelighed og konstaterer en ophøjet selvfølelse i de almindelige soldaters ansigter, legemliggørelsen af troskyldighed og stædighed. Ikke underligt, at myndighederne siden har kunnet bruge Sevastopolfortællingerne som fædrelandsk pensum med passende censur af kritiske steder. Afgørende for Tolstoj har i øvrigt været eventyrlysten og udtrykstrangen, der så blev styrende for fortællingerne. Krigslyden »indgyder dig en underlig følelse af skrækblandet nydelse. I samme nu, som du ser projektilet komme farende, skyder det op i dig som et lyn, at du vil blive truffet, men da du både har selvfølelse og selvbeherskelse, er der ingen, som mærker de indvendige kvaler, du således gennemgår«. Og han taler om den ubeskrivelige følelse af velvære og det særligt tillokkende ved dette farlige spil.

Lysende spor

De to større historier foregår i maj og august det følgende år og er som fiktion holdt i 3. person med en alvidende fortæller, der behændigt klatrer ind og ud af sine figurer. Beretningen genlyder da også konstant af kanontorden, geværild, bombebrag og hvislende granatsplinter med lysende sporbaner, jammerlyde fra sårede i kontrast til næsten idylliske hyggestunder selv i de yderste skanser, mellem officerer og oppassere, hvor der soves, spilles kort, rulles cigaretter, drikkes vodka og portere i lange baner, mens de kvæstede udenfor slæbes til lazarettet, hvor der hersker dødelig gru og lidelse. Den særlige blanding af skæbnehengivelse, mod og skræk, forfængelighed og praleri, jovialitet og standsforskelle danner stadige mønstre og samles i karakteristiske enkeltpersoner. Portrætterne er gerne sympatiserende, men skånselsløse i afsløring af hovmod og ambitioner

Tilskuere

Det særlig krav, fortælleren stiller til sig selv, er en sandhedssøgen hinsides al den herlige regimentsmusik, der genlyder i byen, en tematisk underlægningsmusik af falskhed og forførelse. De tapre officerer ønsker såmænd intet hellere end at være tilskuere til en blodig fægtning, når de blot kunne opnå at få en gylden æressabel og en udnævnelse til generalmajor. Til trods for dette er de ikke slette mennesker, blot små napoleoner. Men vi vil lade tæppet gå for denne bedrøvelige scene, som det kan lyde fra fortælleren, og med frygt og bæven nyde læsningen af den afsluttende fortælling om de to brødre og løjtnanter, Koseltsov og Volodja, skiftevis hovedperson på deres vej til den yderste front og farligste bastion i krigens sidste fase og ydmygende nederlag under det synsprægtige skue af byens bombardement. De møder den visse død.

Mod slutningen et såre skønt og sart koloristisk billede af Sevastopols ruiner, flimrende i solskinnet, majestætisk indhyllet i purpurrød krudtdamp, der som en let tåge hviler over den ufuldførte kirke og de grønne boulevarder, et mod- og medbillede til bogens optakt. Sammensætningen af natur, miljø, portrætter af folk på godt og ondt, medleven og satire er gennemstrømmet af en menneskevarme, som er kendetegnende for den unge forfatter og løjtnant – et ord, der egentlig betyder stedfortræder – ham, der snart skal skrive storromanen Krig og fred.

Lev Tolstoj:Sevastopolfortællingerne. Oversat af W. Gerstenberg. Opdateret af Karen Kjærulf. Forlaget Hovedland. 222 sider. 229 kroner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu