Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Skåltale og kampskrift

Marianne Stidsens mastodontiske doktorafhandling ’Den ny mimesis’ går et skridt frem og to tilbage i sin diskussion af de seneste 70 års danske litteratur
Marianne Stidsens gigantiske doktorafhandling om dansk litteratur efter Anden Verdenskrig, drukner desværre i skråsikre udbrud og kampe med stråmænd, mener Tue Andersen Nexø.

Jacob Ehrbahn

Kultur
9. januar 2016

Inde i midten af Marianne Stidsens gigantiske doktorafhandling Den ny mimesis – knap 1.300 store sider i to bind – finder man en god idé og et godt, litteraturhistorisk greb. Faktisk er det sådan, lyder dén idé, at en freudiansk forestilling om jeget som kampplads for konflikten mellem begær og overjeg er forsvundet ud af dansk litteratur.

Læs også: Københavneri i Kritik

Det er sket gradvist i perioden efter Anden Verdenskrig. Reelt spiller den forestilling ingen rolle efter 1968. Men det betyder ikke, at spørgsmålet om jeget, om identiteten, forsvinder. Det antager bare en ny form. Det afgørende bliver i stedet kampen for overhovedet at have et eget jeg, en selvstændig identitet, i lyset af de mange sociale roller, man pånødes af verden omkring sig.

Det skift er ikke bare, det skriver Stidsen igen og igen, et centralt tema i ny dansk litteratur. Den indfanger også den senmoderne epokes overordnede, eksistentielle udfordring. Bevægelsen væk fra forestillingen om det undertrykte begær løber parallelt med efterkrigstidens velstandsboom og opblomstringen af et seksuelt frigjort, postautoritært samfund, som imidlertid er bærer af sit eget sæt af eksistentielle udfordringer.

Læs også: Forfatterne er ikke færdige med sig selv

Det epokale skift er altså et skift i en grundlæggende problematik, et skift i betydningen af spørgsmålet: Hvad – eller hvem – er jeg? Stidsens greb er så at insistere på, at dansk litteratur gennem de seneste halvfjerds år har besvaret det spørgsmål på meget forskellige måder. Problematikken er epokal og i ental, kunne man sige, svarene så mangfoldige som antallet af værker. Størstedelen af afhandlingen er derfor læsninger af en hel kongerække af forfattere – Martin A. Hansen, Karen Blixen, Villy Sørensen, Klaus Rifbjerg, Hans-Jørgen Nielsen, Søren Ulrik Thomsen og så videre – hvis mål er at afsøge netop deres værkers selv- eller jegbillede.

Nogle gange kommer der meget ud af de læsninger. Stidsens diskussion af Villy Sørensen og Klaus Rifbjerg tydeliggør for eksempel på en fin og nuanceret måde den understrøm af ikkefreudiansk, eksistentiel tænkning, der løber gennem deres værker fra tresserne. Her føler man, at man går et skridt frem i forståelsen af dansk litteraturs historie.

Frankensteins monster

Men, altså, andre gange føler man godt nok, man går to skridt tilbage. Efter endt læsning af Den ny mimesis sad denne anmelder i al fald tilbage, udmattet, med fornemmelsen af en stærkt ujævn bog og en flere sider lang liste af kritikpunkter. De handler ikke om længden, selv om også den er et problem, især fordi Stidsen igen og igen gentager sig selv og også tillader sig lange, polemiske og sært gammelmodige meningsudbrud om alt fra rygning til e-bøger undervejs. Nej, de handler om faglige stråmænd og en mærkelig blanding af begrebsligt sjuskeri og skråsikkerhed.

Læs også: Også i mørket kan leves

På detaljeplanet løber der en række forkerte eller bare voldsomt upræcise påstande gennem Den ny mimesis, som aldrig rigtigt bliver underbygget. Nogle eksempler og for en god ordens skyld: Franske Michel Foucaults begreb om ’heterotopi’ betyder ikke ’flygtige smagsfællesskaber’; den danske politolog Ove K. Pedersen har ikke skrevet, at ’konkurrencesamfundet’ blev en realitet i begyndelsen af 1980’erne; formalismen har ikke domineret litteraturvidenskaben de seneste 40 år; mimesis defineres normalt som ’efterligning af praksis’, dvs. repræsentationen af menneskelige handlinger og det fælles liv, ikke som billeder af selvet.

Mere grundlæggende skaber Stidsen i løbet af sit værk en art Frankensteins monster – kaldet ’socialkonstruktivisme’ – som ironisk nok ikke findes ude i virkeligheden, og som hun derefter bruger langt tid på at bekæmpe. Det monster bygges op af sociologen David Gergen og af en række kultur- og sprogteoretikere, Roland Barthes, Michel Foucault, Jacques Derrida, Judith Butler – hvis ræsonnementer imidlertid ikke gennemgås. I mine øjne deler de en skepsis over for en humanistisk og eksistentielt tonet forestilling om selvet, men har derudover ikke meget til fælles, og da slet ikke den påstand, Stidsen lægger i munden på dem (eller deres danske lærlinge), nemlig at sproget skaber verden, og at man derfor kan lave sig selv og verden om ved at tale på en anden måde.

Alt det bygges sammen med Hans-Jørgen Nielsens forestilling om ’attituderelativisme’ og de sene tresseres og tidlige halvfjerdseres opgør med det litterære værk, hos Stidsen især eksemplificeret af Dan Turèll. Også her stikker forskellene i øvrigt i øjnene: Mens ’attituderelativisme’ handler om frit at hoppe mellem på forhånd definerede roller, så er Turèll snarere optaget af at skabe sin egen, individuelle skrift- og livsstil, som han nok er forpligtet på, men som ikke er bundet til værket som kunstnerisk enhed eller forestillingen om en indre dybde i jeget.

Endelig forbindes ’socialkonstruktivisme’ med ’neoliberalisme’, der for Stidsen bliver navnet på alle træk ved den politiske og kulturelle orden, vi har levet i siden 1980, og som ifølge hende kræver af os, at vi opgiver vores indre jeg og lader os forme af samfundets, især markedets behov. Og så forbindes den med en »ny mundtlighed«, dvs. de elektroniske medier.

Over for det stiller Stidsen så sig selv, den amerikanske psykolog Erik Erikson, sociologen Anthony Giddens – og litteraturen. I den neoliberale tidsalder, som for Stidsen også er de elektroniske mediers tidsalder, bliver litteraturen og dens skrevne fremstilling af det menneskelige en særlig og unik form for modstemme. Det bliver »det eneste medie, den eneste sproglige diskurs«, der giver os billeder på menneskets behov for en kontinuerlig identitet, en »pælerod« hinsides nuet og de sociale roller og konkurrencesamfundet og Facebook og Twitter. Og så videre.

Begrebets spændetrøje

Nå. Der er alt muligt i vejen med det argument. Et er, at det baserer sig på en voldsomt forsimplet samtidsdiagnose. Noget andet, at forbindelsen mellem skriftlighed, litteratur og subjektiv inderlighed ikke holder til et nærmere eftersyn. Hvad med salmerne, tænker man straks, og de historiske forbindelser mellem lyrikken, selvets genre om nogen, og så sang og oplæsning? Hvad med de temmelig voldsomme forskelle mellem skrift- og trykkultur?

Noget helt tredje, at modstillingen – antihumanistisk rollespil, værkopløsende eksperiment og neoliberal samfundsorden på den ene side, det litterære værks fremstilling af det indre selv på den anden – faktisk ikke indfanger den mangfoldighed af forestillinger om selvet, samfundet og skriften, Stidsen selv finder i den senmoderne danske litteratur.

I al fald er det mærkeligt at se, hvordan nogle af afhandlingens bedste læsninger, dem af Niels Frank og Simon Grotrian, faktisk modsiger hendes egen tese. Den tidlige Niels Franks lyrik opløser både det indre jeg og de sociale roller, viser hun i en ret skarp analyse. I stedet kredser de om en tings- og intethedserfaring, der synes beslægtet med tressernes amerikanske minimalisme. Heller ikke Grotrians barokke arbejde med sproget peger mod sociale roller eller et humanistisk jeg.

På samme måde virker det sært, at Stidsen – efter meget rigtigt at have påpeget, hvordan Jan Sonnergaards og Christian Jungersens værker kan læses som en kritik af 00’ernes arbejds- og livsstilskultur – må lede med lys og lygte efter skyggerne af en jeglængsel i deres bøger. Men ellers går regnskabet og litteratursynet jo ikke op. Og ærgerligt, at hun, fordi hun ser sporene af en konstruktivistisk kønskritik hos Mette Moestrup, slet ikke har blik for, at det i det forfatterskab er kroppen snarere end jeget, der giver de sociale roller modspil.

Og så fremdeles. Under alle omstændigheder er det svært at beskrive, hvor frustrerende afhandlingens på én gang skråsikre og upræcise begrebslige spændetrøje føles for læseren. Så I må tro på mig, når jeg siger, at det virkelig er træls at sidde med et livsværk – og Den ny mimesis er Marianne Stidsens livsværk, resultatet af mindst et årtis arbejde – og så føle, at det med stor grundighed spænder ben for sig selv. At de fine greb og læsninger, som jo også er i bogen, drukner i skråsikre udbrud og kampe med stråmænd. At det, der skulle have været et engageret bidrag til diskussionen af ny dansk litteratur, igen og igen forfalder til en blanding af skåltale og kampskrift.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her