Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Et skab er mere end et skab

På Overgaden kan man i øjeblikket se Ester Fleckners soloudstilling ’A closet does not connect under the bed’. Som titlen lidt kryptisk henviser til, er det en udstilling, der fokuserer på skabet som både hverdagsmøbel og et symbolsk ladet ord
Kultur
29. januar 2016

Ester Fleckner tog sin afgang fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2013 og har allerede fra sin afslutning herfra markeret sig med sin egen særegne ’stil’.

I udstillinger på C4 Projects i 2014 og Avlskarl Gallery i 2015 har man kunnet se hendes træsnit, der med skrøbelige streger undersøger det samme objekt eller begreb igen og igen.

Trykkeprocessen er aldrig forsøgt skjult, og med reference til en queeræstetik, hvor fejl er mindst lige så værdifulde som det perfekte, er Ester Fleckners træsnit ofte fyldt med skævheder og ujævnheder.

Således også på Overgaden, hvor det er skabe, der er fokus for udstillingen. Det vil sige det møbel, som de fleste bruger til at hænge tøj eller opbevare sager i, men som også har en mere symbolsk betydning som i udtrykket ’at springe ud af skabet’.

I A closet does not connect under the bed hænger en række træsnit, som forestiller, hvad der måske engang kunne blive til et ’rigtigt’ skab. En slags optegnelser eller byggeplaner, som de færreste dog nok ville kunne få et rigtigt møbel ud af.

Samme firkantede og rektangulære grund-elementer gentages igen og igen, og hen over er indimellem lavet nogle lige, stiplede linjer, der indimellem krydser hinanden, indimellem ikke, som havde man uden held forsøgt at finde et centralperspektiv i de kun næsten tredimensionelle skabsbilleder.

Sprogets substans

Sproget kan ikke ignoreres i Ester Fleckners værker, for hen over træsnittene står små fragmenterede tekststykker skrevet med blyant. Tekststykkerne er først skrevet på, efter at træsnittene er lavet, men selvom der er tale om små tilføjelser (de fylder vitterligt ikke særlig meget), så får de også en stor magt over billederne.

For øjnene søger hele tiden mod teksten. Som for at finde en indgang til de kryptiske billeder, finde en form for forklaring. Men den udebliver, for teksten er ligesom billederne, hvor de samme former gentages igen og igen. Som for eksempel ordet ’closet’:

»A closet does not connect under the bed

A closet does not know about it

Everything I know about closets«.

Udstillingens titel er et citat fra den amerikanske forfatter og kunstmæcen Gertrude Stein. Et forfatterskab, som de seneste år har fået fornyet opmærksomhed herhjemme med oprettelsen af Gertrude Stein Selskabet og udgivelser af hendes tekster i dansk oversættelse i løbet af 00’erne.

Steins tekster er mindst lige så kryptiske som Ester Fleckners tekstfragmenter, og der er et tydeligt slægtskab imellem de to kunstneres måde at bruge ord og sprog som en art materialitet. Som noget, der både har en betydning, men også en tyngde og vægt. Det giver næsten mening, men bliver aldrig helt komplette sætninger.

Ro og stilhed

Men et skab er ikke bare en grafisk afbildning af et skab og mere end ordet ’skab’. Et skab er også materialitet, og på gulvet i udstillingen ligger da også sirligt placeret betonafstøbninger af forskellige skabsdele. Ester Fleckners udstilling kan på en måde ses som en langt mindre kategorisk pendant til Joseph Kosuths værk One and Three Chairs fra 1965.

Her udstillede Kosuth en stol, et foto af en stol og en leksikonbeskrivelse af en stol. Objektet, billedet, sproget. I Kosuths værk mødes forskellige former for ’stol’, og selvom de tre fremstillinger alle tager udgangspunkt i samme møbel, så er de vidt forskellige og åbner derved for en undersøgelse af, hvordan betydningsdannelser opstår i både sprog og billeder.

Det samme gør sig gældende i Fleckners værker, hvor kategorierne dog er langt mere diffuse og væver sig ind og ud mellem hinanden.

Det er egentlig ret vildt at lave en hel udstilling, der kun handler om skabe. Men især i en tid, hvor alting hele tiden skal gå hurtigere, og der bliver stadig mindre plads til eftertænksomhed og refleksion, er der en behagelig ro og stilhed i Ester Fleckners udstilling.

Og det er bestemt ikke outdated at arbejde med skabe, for som også kunsthistoriker Mathias Danbolt skriver i sin introduktion til udstillingen, så er skabet en metafor, man aldrig helt kan undgå at skulle forholde sig til – om man er inde i eller ude af. Nogle mere end andre.

Der er med andre ord ikke så lidt at tænke over i forhold til skabe, hvilket Ester Fleckners sarte streger og bastante betonafstøbninger danner et virkelig fint rum for.

Ester Fleckner. ’A closet does not connect under the bed’. Overgaden. Indtil den 13. marts 2016

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her