Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Suveræn hyldest til vodkaen

Igen overgår skuespilleren Olaf Johannessen sig selv. Nu som kynisk alkoholiker i Staffan Valdemar Holms nådesløse opsætning af Brechts ’Puntila’, på Skuespilhuset
Kultur
15. januar 2016
Olaf Johannessen er fuldkommen fabelagtig som den evige alkoholiker i Brechts ’Puntila’ på Skuespilhuset.

Signe Roderik

Var det noget med en vodka? Olaf Johannessen er ikke bare teaterfuld. I rollen som Brechts herremand Puntila er han så alkoholiseret, at det virker troværdigt, at han har ligget i vodka i så mange år, at hans organisme har vænnet sig så meget til giften, at den nærmest bare har skærpet hans sanser og kynisme.

Hans ben ekser. Han hamrer en hæl i gulvet, og så hager han sig fremad på gulvet i en løbende styrten fra den ene flaske til den næste. Hans krop svinger og luder, men mister aldrig balancen; den har bare vænnet sig til ikke at kunne regne med sit balancepunkt. Samtidig er hans ansigt som en maske, han hele tiden modellerer og forandrer.

Men først kommer blikket: et stirrende og nedladende blik, der blot venter på den næste person at ydmyge – eller det næste emne at diskutere og måske endda blive begejstret for. Med ham selv som verdens sol, hvorom alting drejer efter regler, som han nyder at bryde for sin egen magtforfængeligheds skyld. Charmerende, beleven – og hele tiden tre skridt foran de mest begavede af sine drukvenner: en nyopdukken slægtning til Chaplin.

Kæmpesauna

Det er med andre ord en perverteret magthaver, som den nu 54-årige Olaf Johannessen her føjer til sit imponerende galleri af vigtige rolleskikkelser. En kyniker, der er beslægtet med hans Eichmann fra Samtale før døden på Edison og hans Mefisto på Betty Nansen Teatret. Med en brutalis, der følger sin alkoholafhængighed til sine dages ende – og en chef, der fyrer og ansætter folk alt efter sin promille.

Iscenesætteren Staffan Valdemar Holm har i efteråret været tilbage på Det Kongelige Teater – seks år efter monstersuccesen med Richard III og efter at have været skuespilchef i Düsseldorf 2011-12, hvor Olaf Johannessen spillede hans Peer Gynt i 2013. I Puntila præsterer han en renskrabet og klartseende iscenesættelse. Her er ingen medynk – kun en nøgtern fremstilling af de lave motiver, som får personerne til at udnytte hinanden på kryds og tværs.

Stærk arrogance

Holms hofscenograf Bente Lykke Møller har tolket med og gjort den finske drukverden til en klaustrofobisk kæmpekube af træfinérplader, der falder ind i rummet og får det til at implodere – lige oven i den indre sauna. Samtidig har Nielsen nyoversat Brecht, så replikkerne netop gnistrer af den nødvendige følelsesforladthed, som paradoksalt nok er med til at skabe den stærke reaktion af medfølelse hos tilskuerne. Det er flot gået. Teaterhistorisk kan man samtidig se, hvordan for eksempel beskrivelsen af overklassens tyranni og underklassens fastlåsthed i Strindbergs Frøken Julie fra 1888 nu er vokset hen over både en russisk revolution og en nazioptrapning og blevet endnu mere trøstesløs og desillusioneret hos Brecht, her i 1940, 60 år senere. Det er råt.

Under bordet

I forestillingen får Olaf Johannessen overtaget som herremanden, der tyranniserer sit tyende og sin datter, indtil han også sætter sin offentlige anseelse over styr. Olaf Johannessen lægger ud med en drukscene sammen med Søren Sætter-Lassen, der nok ellers kan drikke hvem som helst under bordet på en teaterscene. Men her er det Søren Sætter-Lassen, der ender med at famle fortumlet rundt under bordet – uden nogensinde rigtigt at finde balancen.

Lars Ranthe spiller den tjenstvillige chauffør, der kører Puntila rundt fra flaske til flaske uden at gøre oprør, men Lars Ranthe får aldrig helt markeret sig i sin sorte chaufførvest, der angiveligt er af læder.

Lyserød Schmidt

Egentlig er det kun Johanne Louise Schmidt, der giver Olaf Johannessen kamp til stregen i rollen som hans datter. Hun duver rundt på scenen i sin lange, tynde krop i det mest lyserøde silkeoutfit, man kan forestille sig – lyserød kåbe, lyserøde shorts, lyserød brudekjole … Hendes forkælede overklassehysteri og evige venten på en bejler, der aldrig frier, bliver ikke mindst psykologisk interessant, når hun pludselig overvældes af liderlighed og ikke aner, hvordan hun skal leve den ud. Johanne Louise Schmidt har en musikalitet i sin komik, så hun kan danse finsk tango med Olaf Johannessens aparte reaktioner. Det er ikke kedeligt.

Åben slutning

Men forestillingen er ubehjælpeligt lang. Mere end tre timer tager det for denne Puntila IKKE at dø af druk. Eller hvad sker der egentlig med ham i slutningen? Det lader Staffan Valdemar Holm stå åbent – i det flotteste flyvestunt med Olaf Johannessen som perfekt retstående sejrherre i himmelrummet. Med ufortrøden sprutindtagelse, naturligvis.

For i denne Brecht-tolkning er det ikke magthaverens endeligt, der er det væsentlige. Her er det herskeren som evig figur, der er hovedpersonen. Vel at mærke den utilregnelige misbrugerhersker.

Var det noget med en vodka?

’Puntila’. Tekst: Bertolt Brecht (skrevet 1940/ uropført 1948) efter Hella Wuolijokis fortællinger. Oversættelse: Nielsen. Bearbejdelse: Staffan Valdemar Holm og Louise W. Hassing. Iscenesættelse: Staffan Valdemar Holm. Scenografi: Bente Lykke Møller. Lys: Torben Lendorph. Skuespilhuset til 27. februar

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her