Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Teater som levende Facebook

Grønlændere får taletid på Aalborg Teaters Borgerscene, hvor instruktøren Nicolei Faber igen imponerer med sit sikre greb om autentiske historier
Kultur
8. januar 2016

Aalborg Teater har godt fat i den såkaldte ’borgerscene’. Sidste års borgersceneforestilling Hjemvendt fik stor succes med sine Aalborg-borgere, der sad rundt om sofabordet og talte om, hvordan de havde det som udsendte soldater og nødhjælpsarbejdere.

Nu er tiden kommet til grønlændere i Aalborg. Titlen er blevet Kalaallit Aalborgimiittut, og inden forestillingen er omme, har publikum såmænd også fået lidt basal undervisning i det grønlandske sprogs muntre hvislelyde og bløde k’er.

’Grønlændere i Aalborg’ betyder titlen åbenbart, og dem møder vi så: syv mennesker med forskellig tilknytning til Grønland. De elsker alle sammen dette store land. Men desværre har de også alle sammen mærket, hvordan danskere ser ned på grønlændere.

Borgere til audition

Til den grønlandske debatforestilling har teatret afholdt auditions efter borgere, der havde grønlandske oplevelser, som de gerne ville dele med andre.

Dermed kommer Borgerscenen egentlig til at fungere som en slags ’kurateret Facebook’. For her fortæller de optrædende hver deres personlige historie. Men tydeligvis i en redigeret tekstform – og inde i en iscenesættelse, som er skåret indholdsmæssigt og æstetisk til af en instruktør og en scenograf med hænderne solidt plantet i sælskindslufferne.

Den unge instruktør Nicolei Faber, der sidste sæson iscenesatte den Reumert-vindende forestilling Beton, viser her igen, hvor dygtig han er til at omskabe autentiske skæbner til slående sceneportrætter – også nu sammen med den billedsikre scenograf Christian Albrechtsen. På denne Borgerscene skal borgerne ikke ’spille’ en rolle. De skal bare fortælle om deres egne liv.

Aldrig mere druk

Der er både svære og glade skæbner. Her er alkoholikeren, der stolt har sagt farvel til flasken. Her er skolelæreren, der ikke kunne holde ud, at der ikke blev gjort noget for de omsorgssvigtede børn – og her er et omsorgssvigtet barn, der har klaret sig selv som voksen, hele tiden ud fra ambitionen om aldrig at ende som sin fordrukne far …

En smuk, ung grønlandsk pige fortæller om, hvordan hun og hendes familie er taget til Danmark for at bo her, fordi hendes mand har fået arbejde her i tre år. Selv har hun fået afslag på over 100 jobansøgninger, selv om hun har masser af erhvervserfaring med at stå i tøjbutik, og selv om hun godt kan tale dansk. Den svier! Fordommene er i hvert fald svære at modbevise.

Dårlige skoler

De bekymrende kendsgerninger fortsætter. En internationalt berejst ph.d.-studerende fra Grønland fortæller om sine sociologiske undersøgelser. Hendes konklusion er nedslående: De bedst uddannede grønlændere dræner Grønland, fordi de forlader landet – og fordi de sjældent vender tilbage, selv om de har lyst til det. Hvorfor? Fordi de ikke tør lade deres egne børn vokse op i det meget ustabile uddannelsessystem i Grønland.

Alligevel er hendes modbydeligste pointe faktisk, at hun selv aldrig nogensinde er blevet set ned på andre steder end i Danmark … For er vi virkelig så grønlandsfjendske? Det kan vi som tilskuere så overveje, mens vi lader os bespise til en munter kaffemik på scenen. Akkurat lige så gæstfrit som under Ditte Maria Bjergs forestilling Ni hao, Nuuk sidste forår i Maskinhallen. For Grønland skubber sig frem i teaterrepertoiret i denne tid – senest med Nukâka Coster-Waldau som udnyttet, grønlandsk kvinde i Teater Solaris’ sanseforestilling Brønden.

Ind i glasmontren

Den flotteste scene i Kalaallit Aalborgimiittut er dog indledningsscenen. For her vandrer de syv medvirkende ind i en kæmpestor glasmontre, akkurat som om de var kostbare udstillingsgenstande på et museum. De er iklædt det flotteste grønlandske fangerudstyr med harpuner og festdragt med hvide kamikker, men også blå gummihandsker fra fiskefabrikken … Indtil de altså tager alt det traditionelle polarovertøj af og bare står i helt almindeligt danskertøj indenunder. Det er da teatersymbolik, der er til at forstå.

Nuvel. Disse syv grønlandskyndige kunne også bare have skrevet deres frustrationer og jubel ud på Facebook, men her ville vi andre uden nogen særlig kontakt til Grønland nok aldrig nogensinde være stødt på dem. I teatret opstår dette møde, og dermed bliver teatret et konkret sted for folkedebatten, akkurat sådan som Aalborg Teaters nye chef Hans Henriksen har ønsket sig det.

Halvanden time senere føler man sig i hvert fald taknemmelig over, at disse mennesker har delt deres livsfortællinger med os tilskuere, fordi de har gjort os klogere på Grønland. Og på os selv.

’Kalaallit Aalborgimiittut’. Tekster: De medvirkende borgere. Bearbejdelse og instruktion: Nicolei Faber. Scenografi: Christian Albrechtsen. Lys: Mathias Hersland. Lyd: Aske Bergenhammer Hoeg. Borgerscenen ved Aalborg Teater til 11. januar

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her