Countdown to Extinction, The System Has Failed, Endgame og nu Dystopia. At dømme efter albumtitler synes Megadeths altoverskyggende bandleder Dave Mustaine at være mere end almindeligt optaget af samfundets sammenbrud og de sidste tider. Selv af en metalmusiker at være. At han de seneste år har genfundet sig selv som kristen, har ikke gjort ham mildere stemt. Snarere har det blot tilføjet en apokalyptisk patos til den dybe kulturpessimisme.
Mustaine har for nylig udtalt, at det er et bittersødt faktum, at heavy metal har det med at trives godt, når tiderne er dystre. Dystopia bekræfter tesen. For ja, tiderne er fucked, og Megadeth, hvis hidsige thrash metal i sin tid hentede energi i frustrationen over Reagans USA, fremstår i sjælden grad revitaliseret på det nye album. Mustaine øser igen af ungdommens sorte galde og har ikke blot fundet tilbage til thrash-rødderne, men også til sin gamle kærlighed for punk – blandt andet eksemplificeret ved det afsluttende cover af bandet Fear.
Fornyet tyngde
Nok så vigtigt er der sket markante ændringer i Megadeths lineup. Den oprindelige bassist, Dave Ellefson, er atter ved Mustaines side, men Chris Broderick og Shawn Drover – der begge forlod bandet i 2014 – er erstattet af Kiko Loureiro på guitar og Chris Adler (fra Lamb Of God) på trommer. Det er et godt bytte, for hvor Broderick og Drover mest af alt lød som habile lejesvende, lyder Megadeth på Dystopia som et sammenspillet band, klart nok med Mustaine som leder, men dog med musikere, som også tør udfordre ham, og som giver kant til de harske sange. Loureiro demonstrerer noget af det virtuose overskud, som Marty Friedman gav bandet i dets guldalder, mens Adlers trommer skænker bandet en helt ny tyngde. Megadeth har faktisk aldrig haft én, der gav trommerne så mange tæsk, og som kan sparke selv en af pladens tyndere kompositioner, »Bullet to the Brain«, i mål med et næsten Pantera-lignende groove.
Dystopia er alt i alt rigtig godt nyt for folk, der har savnet ægte metal fra Megadeth. På det seneste er Mustaine nemlig blev mere og mere ekstrem i sine udtalelser, mens musikken er blevet mere ufarlig.
Men det utrolige er altså sket. Mustaine har lagt låg på sine bizarre rants og konspirationsteorier for i stedet at kanalisere sin vrede over i musikken. Det klæder både musikken og manden.
Zombien og kejseren
Fire furiøse thrash-numre på stribe banker Dystopia i gang, og sender klare hilsner til klassikerne Rust in Peace og Countdown to Extinction, men i moderne produktion. Åbningsnummeret, »The Threat is Real«, starter med mellemøstlig skønsang fra den jordanske sangerinde Farah Siraj, inden et klassisk Megadeth-riff river lytteren ned i malstrømmen af feberhed paranoia: »The Messiah or mass murderer/No controlling who comes through the door«, synger Mustaine og slår den apokalyptiske stemning an.
Symptomatisk for hele pladen kastes der rundt med billeder, der fremstår både bastante og flimrende, som coveret, hvor maskotten Rattlehead optræder som ensom kriger med et afhugget hoved af en mellemting mellem Frihedsgudinden og en cyborg fra Terminator.
Mustaine trækker i det hele taget flittigt på populærkulturens referencer i sin fantasi over samfundets kollaps, og minsandten om ikke også H.C. Andersens eventyr om kejserens nye klæder pudses af, når Mustaine leverer sit frådende angreb på den korrupte politiker i »The Emperor«. Og politikerleden er til at tage og føle på:
»You even suck the life out of dying«, som der synges.
Selv når Megadeth nærmer sig balladeterritorium med symfoniske strygere på »Poisonous Shadows« og lyrisk guitarspil på den instrumentale »Conquer or Die«. er det tungt og ondt. Her er intet lys for enden af tunnelen – kun vredens flammer, der kortvarigt kan lyse det begsorte mørke op.
Er Dystopia så et nyt mesterværk? Nej, sangskrivningen er trods alt mindre skarp og præcis end på bandets bedste plader. Alligevel glæder man sig til at få sangenes vrede pisk at føle til årets Copenhell-festival.
Megadeth: ’Dystopia’ (Tradecraft)
