Med tindrende tvivl og stor skønhed

En sært rolig, kontemplativ undergangsbevidsthed bøjet i Rasmus Nikolajsens stramme systemvers bliver paradoksalt opmuntrende læsning
30. januar 2016

Omtrent midtvejs i en suite af sprøde, selvbevidste solnedgangsdigte fra Viktoriapark, Berlin, 2014, spørger digtet:

»Trøster det dig lidt at tænke/på at når vi mennesker er/væk, vil solen fortsat finde/nye måder at gå ned på?«

Efter endt læsning af Tilbage til unaturen – Rasmus Nikolajsens i al sin beskedne dæmpethed ret suveræne nye digtbog – svarer jeg, overrasket, ja. Det trøster mig faktisk en lille smule. Hvis jeg for et sekund kan slippe menneskeheden som altings mål, så er det hele – lige i det sekund – måske ikke så slemt?

Selv om der til den tid, som et andet digt lakonisk bemærker, ikke vil »være nogen til/hele tiden at sige smukt«. På den måde lægger bogen sig, både i tematik og i form, godt til rette i samtidens mest fastlåste paradokser. Med stor skønhed og tindrende tvivl bliver den noget så sjældent som reelt opmuntrende læsning, der ikke føles som virkelighedsflugt.

Med mild humor

Båret frem af sin særlige sans for sammenligningen som en paradoksal figur, der ikke henter sin energi i ligheden mellem to fænomener – men snarere i det kontraintuitive tigerspring, læseren må tage i sprogbilleder som »Regn fra i går ligger i dag/som fade hvorpå solskinnet//serveres«, »en hyld der blomstrer som/et flystyrt« eller den perfekte hvide rose, hvori »en bladlus støver rundt (...)/som en systemkritisk digter i velfærdssamfundet« – udforsker Nikolajsen med en mild humor, hvordan drømmen om at finde tilbage til naturen kan se ud her og nu. I digtene vrister naturen – eller unaturen – sig momentvist fri af det jerngreb, mennesket har den i. Men samtidig, både via, og ligesom stoppet ind under de forcerede sammenligninger, excelleres der i besjælinger, som hele tiden menneskeliggør de regndråber, bølger, bladlus, solnedgange, som insisterende bruges som posthumanistiske markører.

Kontemplationen af unaturen bliver for Nikolajsen en trope i familie med de engelske romantikeres flugt til Lake District, væk fra alt snavs, støj og ufrihed i industrisamfundet og indebærer som sådan også en venden ryggen til samfundet og socialiteten.

Men der er ingen naivitet i unaturflugten. I stedet er det, som om uafvendeligheden af »klimakrise, skilsmisse, kødspisere« (som regndråber i kloakken på et tidspunkt synger, på finsk) indstifter en sær apokalyptisk ro, hinsides al panik. Ikke apatisk, men heller ikke frelst. Kontemplativt pragmatisk, kunne man sige.

Digte skrevet i naturen

Formelt puster Nikolajsen nyt liv i det system, som blev grundlagt i hans to forrige digtsamlinger, hvor små digte bestående af otte linjer på otte stavelser fletter sig ind i hinanden via de mekaniske enjambementer. Det fine ved den tætte, regelmæssige form er dens selvfølgelige evne til at give det mest brogede stof en umiddelbart læseværdig form, hvor åndeløst smukke linjer brydes med forkrampet skæve.

Til forskel fra tidligere er digtene denne gang grupperet i afrundede suiter, men det store nybrud er, at Nikolajsen synes at have givet slip på sit (andet) stilistiske glansnummer, samplingen, og i stedet ladet sit system indgå en pagt med en stedsspecifik poetik, hvor digtets relation til sit her og nu indskrives i dets tilblivelsessituation.

Kompositionen styres af regler, ikke bare for antal stavelser og linjer, men også relateret til fysiske omgivelser, hvori den finder sted.

På flappen kan man læse at »Tilbage til unaturen er en naturdigtsamling: Digte skrevet i naturen«, hvilket nok er en løsere opskrift end f.eks. Martin Larsens metrodigtes, men alligevel beslægtet. Digtet »Col d’Aubisque 23. juli 2012« giver et indblik i metoden:

»Jeg fremstiller, memorerer,/jeg kan en teknik, det her digt,/mens jeg cykler op ad et bjerg/i Pyrenæerne.«

Situeret naturpoetik

Bogens digtsuiter angiver således tid og sted for deres tilblivelse og udgår alle fra denne position, hvilket jeg, selv om jeg altid har sat pris på poetisk sampling, ikke mindst Rasmus Nikolajsens, oplever som et frisk pust. Der kan komme noget nørklet og uspontant over teknikken, som trækker ironi og kulturhistorisk positionering frem i digte, hvor sådanne effekter ikke har noget særligt at gøre.

Med sin situerede naturpoetik får Nikolajsen bundet det lette og virkelighedsnære ind i sin helt egen form, så en stærk, affektiv oprigtighed formidles, uden at han behøver lægge sig på maven formmæssigt for at efterleve den tidstypiske ambition om at beskrive tingene ’som de virkelig er’, og uden at give køb på den teksturfølsomme elegance, der kendetegner hans bedste digte og f.eks. lyder sådan her på »Badeschiff, Berlin i marts 2012«:

»Man kigger lidt ud over floden,/størknet bevægelse, der har/suget aftenmørket til sig,//grådigt. Som sort maling hvori,/også som maling, elektrisk lys i søjler, skår og flammer/klattes og mingler; organisk/og kunstigt, som et Abstraktes /Bild af Richter.«

Rasmus Nikolajsen: Tilbage til unaturen. Samleren. 64 sider. 170 kr.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu