Læsetid: 4 min.

Vellykket film om Steve Jobs

Om noget formår Danny Boyle og Aaron Sorkin at nuancere billedet af Steve Jobs i deres nye, underholdende film, der bærer Apple-stifterens navn, ’Steve Jobs’
Om noget formår Danny Boyle og Aaron Sorkin at nuancere billedet af Steve Jobs i deres nye, underholdende film, der bærer Apple-stifterens navn, ’Steve Jobs’

Francois Duhamel

22. januar 2016

Steve Jobs var et sammensat menneske. På den ene side var Apples grundlægger et brillant og visionært menneske, der var med til at forandre måden, hvorpå vi mennesker kommunikerer, arbejder og forbruger lyd og billeder. På den anden side var han et småligt og brutalt menneske, som tyranniserede og skubbede folk fra sig.

Det er ikke nogen nem opgave at skildre et sådant menneske på film på en ordentlig måde, men det lykkes for Danny Boyle i den underholdende Steve Jobs, der har Michael Fassbender i titelrollen.

I modsætning til Joshua Michael Sterns Jobs, der sprang fra højdepunkt til højdepunkt i Steve Jobs’ liv, slår Boyle og manuskriptforfatter, Aaron Sorkin, ned på tre punkter i løbet af hans karriere: Da den første Macintosh skal lanceres i 1984; da Jobs, som er blevet fyret fra Apple, sender sin egen computer, NeXT, på markedet i 1988; og endelig til lanceringen af iMac i 1998, hvor Jobs igen står i spidsen for Apple.

Det er et godt greb om en historie og et menneske, som ellers kunne fortabe sig i alt for mange ligegyldigheder og velkendte øjeblikke.

Et godt greb

Tilmed koncentrerer Danny Boyle og Aaron Sorkin sig også om Jobs’ alt andet end ukomplicerede forhold til en håndfuld af de vigtigste mennesker i hans liv.

Det drejer sig om vennen Steve Wozniak (Seth Rogen), som Jobs stiftede Apple sammen med; John Sculley (Jeff Daniels), som Jobs selv hyrede som chef for Apple, og som endte med at fyre Jobs; softwareudvikleren Andy Hertzfeld (Michael Stuhlbarg), der stod bag nogle af Macintoshens vigtigste egenskaber; datteren Lisa (spilles af tre forskellige), som Jobs til at begynde med ikke vil indrømme, at han er far til; og endelig hans marketingschef, Joanna Hoffman (Kate Winslet), der også er Jobs nærmeste medarbejder og ven og den eneste, som kan sige sandheden til ham.

Selve lanceringen af produkterne interesserer ikke Boyle og Sorkin, men de anspændte timer og minutter, inden Steve Jobs skal på scenen – og hvor han bliver hyldet som en Messias – giver dem rig mulighed for at skrue op for intensiteten, når de forskellige skikkelser i Jobs’ liv dukker op og lige vil have fem minutter med ham midt i alle forberedelserne og al kaosset.

Opslidende arbejde

Hver især vil Woz, Hertzfeld, Sculley og Lisa gerne have noget af Jobs, som han ikke umiddelbart har lyst til at give dem, det være sig anerkendelse, en undskyldning, penge, kærlighed og tilgivelse. Joanna, der er til stede det meste af tiden, sørger for, at han får talt med dem alle, og det er hende, som siger fra og gør sit for at holde ham på jorden.

Jobs var ikke noget geni til at bygge eller kode computere, men han havde et sjældent greb om, hvad computere kunne bruges til, og hvilken rolle de ville komme til at spille i menneskers liv i fremtiden. Han var en dygtig idémand, som pressede sine folk til at yde alt og så lige lidt mere, og resultatet var ofte revolutionerende. Jobs ville sætte sit præg på verden, og det skulle være betydeligt. Det var opslidende og frustrerende at arbejde for ham, ikke mindst fordi han tog det meste af æren selv og havde det endog meget svært med mennesker, som han selv mente havde svigtet ham. Der skulle ikke meget til at komme på den sorte liste, og om noget forstod Jobs at bære nag, retfærdigt eller ej. For ham overskyggede missionen alt, og målet helligede alle midler.

Vil ikke miste kontrol

Steve Jobs, der er løst baseret på Walter Isaacsons biografi om Jobs, anerkender alle mandens vanskelige og mørke sider, samtidig med at den for så vidt forsøger at finde en baggrund for dem. Dermed ikke være sagt, at filmen er et lommepsykologisk studie i Jobs, men John Scully, der var en art faderfigur for Jobs, taler undervejs blandt andet med ham om det at være adoptivbarn, at blive fravalgt, behovet for at blive set og for at have kontrol med alt, og man forstår, at det er et par af nøglerne til at forstå Jobs’ opførsel.

Dialogen i Steve Jobs er hurtig, begavet og vittig – hvordan kan den være andet med Aaron Sorkin ved skrivemaskinen? – og skuespillet er fremragende. Michael Fassbender er kold som is i titelrollen, men man ser også mennesket og sårbarheden bag, ikke mindst i scenerne med Lisa, hvor Jobs er bange for at give sig hen, fordi han ikke vil miste kontrollen – han vil ikke vise følelser.

De mange scener med Kate Winslets Joanna Hoffman er fantastiske, både fordi Hoffman på den ene side har en no nonsense-tilgang til Jobs og på den anden masserer hans ego, og fordi hun om nogen kender ham og forsøger at få mennesket i ham til at manifestere sig noget mere. Og hvis Steve Jobs som film formår noget, er det at nuancere det ensidige billede af Apple-stifteren, som de fleste synes at have, og som er enten positivt eller negativt. Noget rart menneske var han ikke ligefrem, men han var dog et menneske på godt og ondt, og han havde sine dæmoner at slås med.

’Steve Jobs’. Instruktion: Danny Boyle. Manuskript: Aaron Sorkin. Amerikansk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ulrik mortensen
ulrik mortensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu