Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Venner under totalitarismens åg

Laurent Cantets ’Himlen over Havana’ er en stille og alligevel stærk fortælling om at blive ældre og svigte sine idealer og drømme for at kunne overleve
Eddy (billedet) og fire midaldrende bedstevenner mødes efter ikke at have set hinanden i 16 år. Men gensynsglæden afløses af ubesvarede spørgsmål om, hvorfor de alle fem blev, som de blev. Foto: Filmbazar

Eddy (billedet) og fire midaldrende bedstevenner mødes efter ikke at have set hinanden i 16 år. Men gensynsglæden afløses af ubesvarede spørgsmål om, hvorfor de alle fem blev, som de blev. Foto: Filmbazar

Kultur
8. januar 2016

Det begynder, som den slags nu engang gør, når gode venner mødes for første gang i mange år for at mindes og tale om gamle dage. Først er gensynsglæden stor, og der danses, synges og tales om alle de sjove ting – branderter, flirter, koncerter og al den slags – som skete for 20-30 år siden.

Men efter et par timer og en drink eller tre krakelerer facaderne, og gammelt nid og nag dukker op. Hvem har svigtet hvem og hvorfor? Hvorfor rejste den ene og lod de andre være tilbage? Hvad blev der af alle drømmene og passionen? Til sidst ender det med en slags forsoning og måske endda ny indsigt og en sandfærdig forklaring på, hvorfor tingene gik, og folk gjorde, som de gjorde.

Nogenlunde sådan forløber det i franske Laurent Cantets nye film, Himlen over Havana, der forløber over én lang aften og nat på et tag i den cubanske hovedstad.

Mange spørgsmål

Tania (Isabel Santos), Eddy (Jorge Perugorria), Rafa (Fernando Hechevarria), Aldo (Pedro Julio Díaz Ferran) og Amadeo (Néstor Jiménez) er fem midaldrende bedstevenner, der ikke har været samlet i 16 år. Det var dengang, forfatteren Amadeo med det kommunistiske cubanske regimes velsignelse rejste på en turné til Spanien og her hoppede af og siden har levet i eksil.

Vennerne er umiddelbart glade for at se hinanden, men der er også ubesvarede spørgsmål og stridigheder de fem imellem. Hvorfor rejste Amadeo og lod sin kone, Angela, blive tilbage? Hvorfor kom han ikke hjem, da hun blev syg og døde af kræft? Hvorfor var det i det hele taget ham og ikke den mere rebelske Rafa, der rejste? Og hvorfor vil Amadeo nu tilbage til det fattige Cuba i stedet for at blive i det rige Spanien, hvor han i øvrigt ikke længere skriver, men arbejder som lærer?

Men det er ikke kun Amadeo, som bliver revset: Eddy ville engang være journalist, men nu er han blevet forretningsmand, har fået iPhone, smart tøj og bil og penge på en konto i udlandet. Han er en prostitueret, som har solgt sin sjæl til et korrupt system, siger Tania. Hun er øjenlæge, men kan knap få tingene til at løbe rundt og er endt som en overtroisk tosse, der har ladet sine børn rejse med eksmanden til USA og derfor er helt alene. Rafa, der tidligere var en respekteret maler, som stod foran et internationalt gennembrud, mistede inspirationen. Han søgte tilflugt i alkohol og kan nu kun producere kulørte skilderier, som han tjener småpenge på at sælge. Og endelig er Aldo en naiv idealist, der stadig tror på de kommunistiske ideer, og hvis kone har forladt ham og taget alting med sig. Han er uddannet ingeniør, men lever af at lave batterier.

Ingen fremtid

Og sådan bølger ’slaget’ frem og tilbage mellem vennerne i den lune cubanske nat i Himlen over Havana. Ingen af dem synes at kunne greje de andre, men efterhånden som de hver især holder op med at forstille sig, bliver de klogere på hinanden og begynder netop at forstå.

Undervejs udvikler Laurent Cantets film sig fra at være en spansksproget udgave af Lawrence Kasdan fantastiske film Gensyn med vennerne (1984) til også at handle om et land og et regime, der har taget de fleste illusioner fra sine indbyggere. Cuba er blevet et mere åbent land, men gennem 60 år har det kommunistiske styre systematisk undertrykt og løjet for befolkningen, og de fleste vil bare væk, gamle som unge.

Der er ingen fremtid i Cuba, ingen penge og ingen drømme. Alt det ved Aldo selvfølgelig godt, men han har, som han på et tidspunkt selv siger det, haft brug for noget at tro på under sin store nedtur. Det var nødvendigt for ham at gribe tilbage til den ungdom, hvor alle stadig troede på det, de fik at vide.

Stille og stærk

Aldo er ikke den eneste. Alle fem venner har stukket blår i øjnene på sig selv for at kunne overleve og retfærdiggøre, at de af forskellige grunde har svigtet deres idealer, drømme og til en vis grad hinanden. Ironien er så, at det måske slet ikke er deres egen skyld, men det totalitære, korrumperende styre, der har manipuleret med dem.

Laurent Cantet har i tidligere film beskæftiget sig med alt det, der ligger under overfladen i måden, vores samfund er indrettet på, og den ofte ikke altid lige ærlige facon, vi omgås på. Sammen med den cubanske forfatter Leonardo Padura har han skrevet et manuskript, hvori hovedpersonerne bliver mere menneskelige undervejs. De virker alle sammen så selvretfærdige til at begynde med, men det er blot en måde at beskytte sig selv på. Sandheden gør ondt.

Himlen over Havana er ikke nogen stor og uomgængelig film, men den fortæller på sin egen stille og underspillede facon alligevel en stærk historie om totalitarisme, venskab, det at være menneske og kampen for overlevelse.

’Himlen over Havana’. Instruktion: Laurent Cantet. Manuskript: Leonardo Padura og Laurent Cantet. Fransk-belgisk (Gloria og Vester Vov Vov i København og et dusin biografer i resten af landet)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her