Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Agitprop for viderekomne

Triphop-mestrene i Massive Attack kom til hovedstaden med et ekstremt politisk show, der blandt andet citerede Information-overskrifter. Alt sammen iscenesat i en række efterhånden klassisk mystiske klangarkitekturer
Massive Attack blev allerede viklet ind i storpolitik i 1991, omkring Operation Desert Storm i Irak. BBC gik i panik og bandlyste en række sange, der kunne minde folk om, at landet var i krig. Heriblandt The Bangles’ »Walk Like An Egyptian« (?) og A-Has »Hunting High and Low«. Og så gik pladeselskaberne også i panik, og et af dem fik Bristol-gruppen til at fjerne ’Attack’ fra deres navn. Bandet ses her ved en koncert i 2010

Massive Attack blev allerede viklet ind i storpolitik i 1991, omkring Operation Desert Storm i Irak. BBC gik i panik og bandlyste en række sange, der kunne minde folk om, at landet var i krig. Heriblandt The Bangles’ »Walk Like An Egyptian« (?) og A-Has »Hunting High and Low«. Og så gik pladeselskaberne også i panik, og et af dem fik Bristol-gruppen til at fjerne ’Attack’ fra deres navn. Bandet ses her ved en koncert i 2010

Damon Garrett/CC

Kultur
9. februar 2016

»Man kunne vel ikke forlange mere,« siger manden bag mig. På vej væk fra koncertsalen Tap1. Tonefaldet er hverken skuffet eller ekstatisk. Snarere bare mæt. Efter en lang koncert med Massive Attack har man fået stillet sin sult. Deres massive lydformationer har fået rygmarven til at boble, billedshowet har skubbet øjeæblerne mod kogepunktet, og bandets uhildede engagement i den herskende flygtningekrise har vakt højlydt begejstring. Vi er blevet stopfodrede med betydningsfulde informationer og sammenligninger på den yderst interaktive skærmopsætning bestående af ni højopløselige lyspaneler. Ikke interaktiv i forhold til tilskuerne, men i forhold til det land, Massive Attack befinder sig i.

Som denne aften er Danmark. Angstfyldte, selvoptagede Danmark, der er så bange for at opleve fald i vores ellers så fornemme levestandard og derfor – og sikkert også af fremmedangst – har fået det så svært med det moralske imperativ, der tilsiger os at hjælpe folk i ekstrem nød.

Så det gør ondt – og det gør godt – at læse tallene på skærmene bag Massive Attack. At læse de gruopvækkende mange cifre, der indikerer mængderne af enkelte flygtninge, enkeltpersoner med hver deres historie og hver deres drømme og hver deres mareridt. Og så de meget færre cifre, der viser hvor mange flygtninge EU pt. giver plads til. En slags agitprop data mining.

Tallene afløses af sorthvide reportagefotos af flygtninge, der snart reduceres til stroboskopkorte glimt, som blitzede de fra det europæiske underbevidste midt i al hyggen.

Massive Attack blev allerede viklet ind i storpolitik i 1991, omkring Operation Desert Storm i Irak. BBC gik i panik og bandlyste en række sange, der kunne minde folk om, at landet var i krig. Heriblandt The Bangles’ »Walk Like An Egyptian« (?) og A-Has »Hunting High and Low«. Og så gik pladeselskaberne også i panik, og et af dem fik Bristol-gruppen til at fjerne ’Attack’ fra deres navn. Således at deres første – klassiske – hit »Unfinished Sympathy« og deres – lige så klassiske – debutalbum Blue Lines kun havde navnet Massive påtrykt. True story. Således har Massive Attack haft destabiliseringen af Mellemøsten inde på livet helt fra begyndelsen af deres karriere. Og denne aften tager de altså aktivt stilling til den: Der skal hjælpes.

Engageret i politik

Massive Attack har længe været engageret i politik. Et wiki-udvalg: I 2003 indrykkede Massive Attack-chefen Robert ’3D’ Del Naja sammen med Damon Albarn (Blur, Gorillaz) helsidesannoncer mod invasionen i Irak. Duoen har doneret penge til hjælpeorganisationen War Child og nægter i dag at give koncert i Israel. Og ved en koncert i Istanbul i 2014 oplistede de navnene på demonstranterne, der døde under Gezi Park-optøjerne. Og på skærmene kunne man også læse ordene »We won’t forget Soma« – navnet på den tyrkiske kulmine, hvor 301 arbejdere døde i en brand, der løb løbsk grundet elendige sikkerhedsforhold.

I deres udgangspunkt var trioen (i dag en duo) afgørende for defineringen af triphop. Det skete i Bristol, hvor en stor indvandring af jamaicanere påbegyndt i 1950’erne skulle vise sig enormt positiv for den sydvestengelske havnebys musikliv. I reggae/dub/hiphop-miljøerne især omkring et soundsystem døbt Wild Bunch – med fremtidige medlemmer og samarbejdspartnere fra Massive Attack – blev der op gennem 80’erne udviklet en ny genre med langsommere grooves, melankolsk formulerede kompositioner og en atmosfærisk dub-syret klangmagi. Og i 1994 kom Bristol for alvor på det musikalske verdenskort, da Portishead og Tricky føjede sig til Massive Attack som en ny lyds stjerner.

Kviksandet i bassen, de skyggefulde rytmer, løngangene i klangarkitekturen var i Massive Attacks tilfælde afgørende elementer i en urban mysticisme, en besjælet pop, en hymnisk sanselighed – der nærmest får noget passivt-aggressivt over sig denne søndag aften, når den kobles med politiske budskaber bøjet i neon.

På storskærmene i Tap1 hentes der nu overskrifter frem fra danske medier såsom de her tre fra Information: »Radikalisering er et socialt fænomen«, »Bernie Sanders er USA’s eneste chance for at bekæmpe uligheden« og »Hvis mennesket vil være et dyr, så lad det uddø«. Men også »Butt-plug Danni: Min numse er frisk på nye udfordringer« (Se og Hør). Mediekritisk hudfletning af tabloid-eskapisme, anyone?

Det er en forholdsvis tøjlet politisk aktivisme, som Massive Attack udviser denne søndag aften. Man kan selvfølgelig påpege at de spiller på folks følelser ved at blande musik og politisk ladede statistikker, fakta og fotos sammen. Men i det mindste kommer de ikke med nogen personlige appeller fra scenen og ved mikrofonen, i traditionen fra Bono. Men lader et rum stå åbent for, at folk selv kan tage stilling.

Tvetydigt

Ja, når de bruger en tekst fra en sang til at kommentere, hvad der foregår på skærmene, kan der endda opstå tvetydighed. I fremførelsen af »Safe From Harm« synger gæstevokalisten Deborah Miller: »But if you hurt what’s mine/ I’ll sure as hell retaliate«, der egentlig har en moderlig beskyttelse som grundtema. Men når skærmen så oplister destruktionen af helligdomme og religiøse symboler op igennem verdenshistorien, så bliver gengældelsen til noget langt mere problematisk.

Det hele er desværre ikke forfinelse ved aftenens koncert. Mens der er strålende koncentrerede opførelser af flere sange, for eksempel ovennævnte, så er det også tydeligt, at Massive Attack og deres to trommeslagere, ene guitarist, bassist og keyboardspiller ofte er i kreativt underskud, når de – lejlighedsvis – lader rockrytmikken og elguitaren dominere. Når deres bombastiske tilskyndelser bliver til hul pomp. I modsætning til den prægnante majestæt af rytmisk finesse, man kan opleve andre steder undervejs. For eksempel på et par af de nye numre fra den gode, nye EP Ritual Spirit, især titelnummeret og »Voodoo In My Blood«.

Og så er koncerten benådet med strålende gæstevokalister. Førnævnte Miller, Martina Topley-Bird, trioen Young Fathers og – tak! – den jamaicanske mester Horace Andy, der trækker reggae-arven fra Kingston Town helt op i nutiden og spreder en historisk varme under en koncert, der var imponerende uden at være nogen emotionel tsunami. Snarere britisk kontrolleret ned til mindste detalje. Ja, mest af alt er det en engagerende oplevelse takket være ordene på lystavlerne. Blandt de sidste er:

»We can succeed and create a more equal world.«

En rimelig antagelse.

Massive Attack – Tap1, Kbh., søndag. Massive Attack: Ritual Spirit EP (Virgin/Universal).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her