Arkitekter i tale om kvalitet, kunst og kompromis

Gode dialoger om dansk arkitektur med 10 af de bedste danske inden for faget. Noget arkitektur fremstår som vandalisme i gadebilledet, andet som monumenter af skønhed. Det er en evig kamp om kompromisets mulige kunst
Havnefronten ved Kalvebod Brygge er en ond parodi på kortsynet fimset nærighed, mener anmelderen. Selvsagt er årsagerne mange til at arkitektur mangler kunstnerisk schwung.

Havnefronten ved Kalvebod Brygge er en ond parodi på kortsynet fimset nærighed, mener anmelderen. Selvsagt er årsagerne mange til at arkitektur mangler kunstnerisk schwung.

Thomas Borberg
25. februar 2016

Ved Informations højt skattede arkitekturkritiker Allan de Waals død i 2012 efterlod han sig blandt andet en idé og synopsis til en samtalebog: Hvad tænker arkitekten på? med udvalgte danske arkitektkolleger, de førende i generationen efter Henning Larsen og Erik Christian Sørensens, kan man sige. Det blev så ikke til noget.

Afdødes mangeårige ven, myndling og partner i det radiojournalistiske, Synne Rifbjerg tog imidlertid stafetten op og fuldførte læremesterens projekt i respekt og med forords tilegnelse. Dette arbejde foreligger nu i en smuk publikation der således præsenterer 10 betydelige danske arkitekters tanker, formidlet af Rifbjerg gennem gode, præsenterende, nærværende og udviklende spørgsmål.

Arkitekter, kærligt og groft diskriminerende sagt, er ikke nødvendigvis ordets mestre, men kan til tider fortabe sig i uhåndgribelige verbaliseringer, hvor man som læser og lytter gerne i stedet så dem gribe en blyant eller stikke hovedet i computeren. Arkitektur er foruden så meget andet en hybrid mellem praktik og akademi, mellem håndværk og kunst, mellem tanke og handling og mellem ideal og penge. Ikke så sært at det hele på én gang kan forplumre tankens klarhed.

Kortsynet øjebæ

Så meget desto mere lovprisning skal Rifbjerg have for at fastholde sine arkitekter på formuleringer om overordnet idé og retning.

Et forsimplet ikke desto mindre rimeligt spørgsmål i en samtale med ansvarlige for vort uderum er, når alt kommer til alt, hvorfor det ofte går galt? Hvorfor intentionerne munder ud i ærgrelse over spildte muligheder, der står som uflyttelige monumenter i menneskealdre; hvorfor selve nationens Rådhusplads bliver vandaliseret af Industriens Hus med skandaløst uafviselige facader, hvorfor havnefronten i samme by er en ond parodi på kortsynet fimset nærighed?

Selvsagt er årsagerne mange, arkitektur er foruden kunstnerisk og andet talent også resultat af kompromisets kunst. Lægges vægten imidlertid tungt på det sidste, går det som regel galt.

Synne Rifbjerg taler blandt de 10 her fremhævet med Jens Arnfred (Vandkunsten), Lene Tranberg, Dorte Mandrup og Bjarke Ingels. Sidstnævnte siger i erkendelse af arkitekturens dilemma midt i byggeprocessens faktorer såsom beslutningstagere og utallige hensyn, at arkitekten nok taber en masse kampe, men forhåbentlig vinder krigen. Med andre ord går det ikke uden grundlæggende tro på mulighederne for forbedringer af de fysiske rammer som forudsætning for fællesskabets trivsel og fremgang.

At tro på det skønne

Uden forhåbentlig at blive helt til grin, bemærker Jens Arnfred, at arkitektur er ét stort moralsk anliggende. Det grundlæggende møde mellem mennesker, der ikke kender hinanden, kan nemlig modarbejdes eller fremmes af arkitektur, siger Dorte Mandrup. Og med Lene Tranbergs betragtning som tilføjelse: »Jeg tror på det skønne!« Ikke som drivkraft, men som konsekvens af at tænke sanselige sammenhænge.

Disse redigerede udvalgte udsagn er hentet fra bogens underrubrikker, sat i stor orange skrift som indledning til hver af samtalerne. En fin indføring i pågældendes tankegang. Og samtidig fælles parole for dansk arkitektur, når man læser disse rubrikker som samlet udsagn.

Graver man yderligere ned i teksterne, og det er værd at gøre, folder en individuel, men altså også kollektiv tankeverden sig ud, og læseren får den indskydelse, som næppe er de 10 arkitekter fremmed, at meget kunne være anderledes og utvivlsomt bedre, såfremt bygherrerne udviste en knivspids mindre nidkærhed i egne umiddelbare ideer og interesser. Var der nogen, der sagde Operaen?

Danske arkitekter er – igen generaliserende sagt – et disciplineret folkefærd, der ikke bryder sig om prædikater som følsom kunstner eller forkætret titel af smagsdommer.

Håber på politisk indblanding

Man kan ved læsningen af Rifbjergs manifest på standens vegne ønske sig, at arkitekterne gjorde noget mere for at mane den fortsat dominerende Anders Fogh Rasmussenske stigmatisering af fagligt baseret kvalitetskritik i jorden og trådte mere frem i den offentlige debat. Den socialt og politisk engagerede smagsvurderende fagmands bidrag til samtalen er mere end påkrævet.

I en tid, hvor landets største borgerlige partis kulturordfører vil erstatte ovennævnte Christian Sørensens vikingeskibsmuseum i Roskilde med en kopi af Valhal, er det på sin plads at formulere fagligt, hvorfor det er en dårlig idé.

Hvis udfaldet af den sag bliver, at bygningen trods alt blot skal renoveres forsvarligt, bør danske arkitekters besynderligt manglende ophavsret igen sættes på tapetet.

Samtalestof er der nok af.

Synne Rifbjerg har med sine udvalgte i bogen skabt et smukt og stærkt udgangspunkt for arkitekturdebatten i anden halvdel af 10’erne.

Synne Rifbjerg: ’Hvad tænker arkitekten på?’ Interview med Jens Thomas Arnfred, Louis Becker, Lars Juel Thiis, Lene Tranberg, Michael Christensen, Stig L. Andersson, Dan Stubbergaard, Kristine Jensen, Dorte Mandrup og Bjarke Ingels. 128 s. ill. Arkitektens Forlag. 299 kr. Er udkommet

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu