Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Arkitektur er talent, kunst og kompromis

Gode dialoger om dansk arkitektur lige nu med 10 store danskere inden for faget. Og om hvorfor gode intentioner ofte ender som kompromisets mulige kunst
Kultur
10. februar 2016

Ved Informations højt skattede arkitekturkritiker Allan de Waals død i 2012 efterlod han sig blandt andet en idé og synopsis til en samtalebog: Hvad tænker arkitekten på? med udvalgte danske arkitektkolleger, de førende i generationen efter Henning Larsen og Erik Christian Sørensens, kan man sige. Det blev så ikke til noget.

Afdødes mangeårige ven, myndling og partner i det radiojournalistiske, Synne Rifbjerg, tog imidlertid stafetten op og fuldførte læremesterens projekt i respekt og med forords tilegnelse.

Dette arbejde foreligger nu i en smuk publikation, der således præsenterer 10 betydelige danske arkitekters tanker, formidlet af Synne Rifbjerg  gennem gode, præsenterende, nærværende og udviklende spørgsmål.

Arkitekter, kærligt og groft diskriminerende sagt, er ikke nødvendigvis ordets mestre, men kan til tider fortabe sig i uhåndgribelige verbaliseringer, hvor man som læser og lytter gerne i stedet så dem gribe en blyant eller stikke hovedet i computeren.

Intentioner bag monumenter

Arkitektur er foruden så meget andet en hybrid mellem praktik og akademi, mellem håndværk og kunst, mellem tanke og handling og mellem ideal og penge. Ikke så sært at det hele på én gang kan forplumre tankens klarhed.
Så meget desto mere lovprisning skal Rifbjerg have for at fastholde sine arkitekter på formuleringer om overordnet idé og retning. Et forsimplet, ikke desto mindre rimeligt spørgsmål i en samtale med ansvarlige for vort uderum er, når alt kommer til alt, hvorfor det ofte går galt? Hvorfor intentionerne munder ud i ærgrelse over spildte muligheder, der står som uflyttelige monumenter i menneskealdre; hvorfor selve nationens Rådhuspladsen bliver vandaliseret af industrien med skandaløst uafviselige facader, hvorfor havnefronten i samme by er en ond parodi på kortsynet, fimset nærighed?

Selvsagt er årsagerne mange, arkitektur er foruden kunstnerisk og andet talent også resultat af kompromisets kunst. Lægges vægten imidlertid tungt på det sidste, går det som regel galt.

At ville det skønne

Synne Rifbjerg taler, her fremhævet, blandt de 10 med Jens Arnfred (Vandkunsten), Lene Tranberg, Dorte Mandrup og Bjarke Ingels. Sidstnævnte siger i erkendelse af arkitekturens dilemma midt i byggeprocessens faktorer såsom beslutningstagere og utallige hensyn, at arkitekten nok taber en masse kampe, men forhåbentlig vinder krigen. Med andre ord går det ikke uden grundlæggende tro på mulighederne for forbedringer af de fysiske rammer som forudsætning for fællesskabets trivsel og fremgang.

Uden forhåbentlig at blive helt til grin, bemærker Jens Arnfred, at han faktisk mener, at arkitektur er ét stort moralsk anliggende. Det grundlæggende møde mellem mennesker, der ikke kender hinanden, kan nemlig modarbejdes eller fremmes af arkitektur, siger Dorte Mandrup. Og med Lene Tranbergs betragtning som tilføjelse:

Jeg tror på det skønne! Ikke som drivkraft, men som konsekvens af at tænke sanselige sammenhænge.
Disse redigerede udvalgte udsagn er hentet fra bogens underrubrikker, sat i stor orange skrift som indledning til hver af samtalerne. En fin indføring i pågældendes tankegang.

Når bygherren sejrer

Og samtidig fælles parole for dansk arkitektur, når man læser disse rubrikker som samlet udsagn.
Graver man yderligere ned i teksterne, og det er værd at gøre, folder en individuel, men altså også kollektiv tankeverden sig ud, og læseren får den indskydelse, som næppe er de 10 arkitekter fremmed, at meget kunne være anderledes og utvivlsomt bedre, såfremt bygherrerne udviste en knivspids mindre nidkærhed i egne umiddelbare ideer og interesser. Var der nogen, der sagde Operaen!

Danske arkitekter er – igen generaliserende sagt – et disciplineret folkefærd, der ikke bryder sig om prædikater som følsom kunstner eller forkætret titel af smagsdommer. Man kan ved læsningen af Rifbjergs manifest på standens vegne ønske sig, at arkitekterne gjorde noget mere for at mane den fortsat dominerende Anders Fogh Rasmussenske stigmatisering af fagligt baseret kvalitetskritik i jorden og trådte mere frem i den offentlige debat.
Den socialt og politisk engagerede smagsvurderende fagmands bidrag til samtalen er mere end påkrævet.

I en tid, hvor landets største borgerlige partis kulturordfører vil erstatte ovennævnte Christian Sørensens vikingeskibs­museum i Roskilde med en kopi af Valhal, er det på sin plads at formulere fagligt, hvorfor det er en dårlig idé.

Hvis udfaldet af den sag bliver, at bygningen trods alt blot skal renoveres forsvarligt, bør danske arkitekters besynderligt manglende  ophavsret igen sættes på tapetet.

Samtalestof er der nok af. Synne Rifbjerg har med sine udvalgte i bogen skabt et smukt og stærkt udgangspunkt for arkitekturdebatten i anden halvdel af 2010’erne.

Synne Rifbjerg: ’Hvad tænker arkitekten på?’ 128 s. ill. Arkitektens Forlag. 230 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

G skriver ikke SL
Jeg er ikke ordets mester. Jeg har dog lyst til at fortælle lidt om arkitektbranchen.

Jeg har arbejdet som arkitekt side 1983.
Jeg har undervist på Kunstakademiets Arkitektskole i 7 år, som timelærer, samtidigt med, at jeg arbejdede som arkitekt på langt mere end fuld tid. Mit første arkitektarbejde var hos min gamle professor Johan Otto von Spreckelse, med hans Kube i Paris. Her var jeg i ca. fire år. Efterfølgende var jeg hos et firma i 17 år og tre andre efterfølgende og blev så partner i et større arkitektfirma.

Jeg forlod mit partnerskab i en frustration over manglende vilje fra afdelingsleders side til at lave kvalitet og dårlig styring af firmaet. Det var heldigt for mig, fordi jeg var blevet meget alvorlig syg. Det har taget mig lidt tid til at blive menneske igen. Derfor har mit fravær fra branchen givet mig tid til at tænke og det har frigjort mig fra de gængse arkitekttanker.

I gamle dage var arkitekter ofte håndværkere, senere havde de været på værkstedskole, eller så blev de konstruktører(teknisk uddannelse), inden de blev arkitekter. Endnu senere er det blevet mere almindeligt, at de studerende, der søger ind, er studenter. Jeg har i min undervisning sjældendt haft flere end 0-2 håndværksuddannede, fordi mange fra konstruktøruddannelsen også et studenter.

På sin vis uddanner Arkitektskolerne mennesker, der ikke har indsigt i håndværkerfagene. Ofte er det efter afsluttet studie, at arkitekter stifter bekendskab med selve håndværket. Jeg er så heldig at være barn af en snedker/tømrermester og en akademiker. Jeg arbejdede, under min studietid på byggepladser, tegnestuer og målte bygninger op. Jeg har gået på min fars værksted hele min barndom og ungdom.

Mange lærere på Arkitektskolerne er bange for at undervisningen bliver for konkret med det håndværksmæssige og det praktiske. Det kan også hæmme folks fantasi, derfor skal en konstruktør skubbes ud af sin vanetænkning, når vedkommende træder ind på Arkitektskolens første år. Men dette er et skitsma, fordi hvis du ikke ved hvordan du kan bruge et materiale, kan du ikke tænke ny anvendelse af det samme. Derfor har materialeundervisning været en mangelvare.

På Arkitektskolen skal du nu have phd for at kunne undervise. Det er godt nok. Men det er ikke godt, at alt for mange lærere på skolerne ikke har været ude i det virkelige liv, hvor husene skabes. Inkompetente lærere er desværre en virkelighed. Mange lærere har været på tegnestuer, bevare mig vel, men efter hånden alt for få. Den kunstneriske del er meget vigtig, men i samspil med en vis virkelighed som er krævende nødvendigt.

Nu bevæger jeg mig over i selve arkitektarbejdet. Arkitekterne havde i mange år
en direkte tilknytning til bygherren. Stille og roligt har bygerrerådgiverfirmaer sneget sig ind imellem arkitekten og bygherren. Det er ikke kun af det dårlige, (alligevel nogle gange)fordi projekter kan blive så komplicerede, at der skal manges indsigt i at formulere et program til et større byggeri. Det er især sket efter EU er kommet ind i billedet.
Alle projekter over en hvis økonomi skal i EU udbud. Det er ikke særligt høj byggesum, der fordrer EU udbud.

Allerede her er mindre firmaer udelukkede, derfor ser man idag flere firmaer slå sig sammen.

Jeg har været med til at lave en af konkurrencerne om et af supersygehusene i min person som partner i et firma. Vi var mange firmaer, om at løse opgaven i fællesskab. Det tog et godt halvt år. Vi var blevet prækvalificerede med 4 andre så vidt jeg husker.

Selvfølgelig er det vigtigt, at store opgaver bliver løst professionelt, men denne dødens dans af prækvalifikationer forhindrer også fornyelsen.

Desværre bliver næsten alle arkitektkonkurrencer løst med forudgående prækvalifikationsrunde, især kommunale og store statslige opgaver. 10-15 af landets største eller mest kendte tegnestuer, deltager i disse konkurrencer. I vikeligheden er disse firmaer støttet af kommuner og stat.

Man skulle tro at Arkitektforeningen ville arbejde hen imod større åbenhed. Det gør de ikke, det er blevet låst i deres egen forstrækkelighed, sammen med udvalgte tegnestuer.

Det jeg siger, er på ingen måde en kritik at tegnestuernes kvalifikationer, de er bare gode til lobbyvirkdomhed.

Metoden kan til gengæld være med til at gøre arkitekttegnede huse golde og vi kan risikere fantasiløshed og alt for stor ensartedhed. Der kommer iltmangel i faget. En af de nye tegnestuer B I G/ Bjarke Ingels var måske ikke blevet til, hvis han ikke havde vundet en åben konkurrence i Helsingør.

En anden ting, der er med til at forringe arktekturen er projektudviklere. Jeg skrev en kommentar til David Rehlings artikel om fredning af strandene, herom. Disse udviklere køber grunde op og beder en arkitekt om lave en skitse. Ofte er det no cure no pay, eller sagt med andre ord arkitekten arbejder gratis. Nogle gange får arkitekten opgaven, eller får et symbolsk beløb for at løse opgaven. Disse firmaer fjerner 20-30% af det beløb, som de oftest låner i en bank, ved deres blotte tilstedeværelse og foringer derved projektets resultat betrageligt, fra start. Mange firmaer, der ikke bliver prækvalifiserede, eller har faste kunder, lever på denne måde. De projekter, der er lavet, i håb om Planloven bliver lempet, er opstået på denne måde.

Arkitektfirmaer er ikke ofte veltjenende foretagener. Hvis firmaet er et godt firma, er ønsket om at få udført et projekt så godt som muligt, det vigtigste. Det kræver ofte, at man må nøjes med lige akkurat smøret til brødet, så at sige.

Industrien Hus er blevet til ved en prækvalifikation. Det er nok en af de mest talentløse huse opført i Danmark i lang tid.
Opført af unge arkiekter uden den større erfaring på dette tidspunkt. Huset er dårligt projekt, dårligt detaljeret, der er tindrende mangel på bæredygtighed. Overforbrug af stål og glas, alle materialer, der kræver stort energi forbrug i produktion. Kunne være et hovedkvarter for Gardisetgardiner. Stedets ånd/genius loci er ikke til stede. Burde rives ned.

Der skulle have stået om Arkitektforeningen,
selvtilstrækkelighed ikke forstrækkelighed.

Jeg er ked af at skulle sige dette. Der er iltsvind i Arkitektforeningen.

For kort tid siden blev der udskrevet en konkurrence om Arkitektskolen i Århus. Her blev der på forhånd prækvalificerede en håndfuld arkitektfirmaer og nu kommer rusinen i pølseenden.
Efterfølgende udskriver Arkitektforeningen så en idekonkurrence, hvor alle kan deltage. Arkitekterne fik en måned til at komme med skitser og ideer. En måned, hvor lavt kan man synke i Arkitektforeningen?

Vindere af denne konkurrence kan så deltage, sammen med de allerede prækvalificerede. Alle de andre kan få lov til at deltage og levere et idegrundlag til de indbudte firmaer. Det er utroligt. Hvorfor skal arkitekter være medlemmer af foreningen, når de ikke tilgodeses på nogen måde. Utroligt, at unge arkitekter ikke rejser sig op og protesterer.

G Skriver ikke SL
Min professor hed Johan Otto von Spreckelsen, der manglede et n, beklager.