Hun brænder alle broer

Den rå virkelighed skildres i Den Jyske Operas ’Madame Butterfly’ i en flot og enkel opsætning, der giver musikken plads og ikke stopfodrer med følelsesporno
I den australske instruktør Andrew Barlows bud på den tragiske Madame Butterfly føler vi med den forurettede og bander over skiderikkerne, men pusten bliver først slået ud af én til allersidst

I den australske instruktør Andrew Barlows bud på den tragiske Madame Butterfly føler vi med den forurettede og bander over skiderikkerne, men pusten bliver først slået ud af én til allersidst

Kåre Viemose
12. februar 2016

Giacomo Puccini kan som ingen andre trække tårer frem af den dybeste hulkebrønd med forunderligt få remedier. Hemmeligheden bag kan virke lige for, selv om det vanskeligt lader sig forklare, hvorfor manden nærmest på kommando kan manipulere os. Men hvad så når lommetørklædet bliver i lommen eller klumpen i halsen ikke indfinder sig – er det så et tegn på en kortslutning i den konkrete produktion?

Puccini er en meget italiensk og intens komponist, men Den Jyske Opera viste søndag i Musikhuset Aarhus, hvordan man kan gøre den mere ubarberet og ikke så forskønnet, som italiensk opera meget er.

I den australske instruktør Andrew Barlows bud på den tragiske Madame Butterfly føler vi med den forurettede og bander over skiderikkerne, men pusten bliver først slået ud af én til allersidst. Rollerne er dobbeltbesatte, og søndag var med Elsebeth Dreisig i en af sine glans-roller som den tidligere geisha Cio-Cio-san, der kaldes Butterfly, og tenoren Angelo Fiore som den amerikanske løjtnant Pinkerton. Som en kort adspredelse ægter han hende, inden han smutter fra Nagasaki med krigsskibet hjem til USA.

Udstødt af familien

Hun aner intet uråd og er blevet udstødt af sin japanske familie for at have skiftet religion. De to hovedrolleindehavere synger henholdsvis hæst og spagt i første akt, og i takt med at spændingen stiger, bliver stemmerne også brændende intense. Hun venter troligt på gemalen i tre stive år, spejder efter hans krigsskib hver dag, og en dag bringer den amerikanske konsul Sharpless (spillet af Eddie Wade) telegram med fra USA. Han har svært ved at få beskeden over læberne og bliver konstant afbrudt af den spændte græsenke.

Den naive hengivenhed og tro på det bedste, på trods af at alle andre omkring hende kender sandheden, rammer Elsebeth Dreisig perfekt. Hans ørkentørre tenor passer godt til det luskede fjæs, Angelo Fiore stikker op, og manglen på respekt for hende ses også i små detaljer, såsom da han lemfældigt kaster krukken med hendes afdøde forældres aske, som hun betror ham. Han er bare en sømand i endnu en havn – hun, derimod, brænder alle broer for giftermålet.

Sen tuderefleks

Et simpelt og snedigt greb forklarede, hvorfor vi ikke måtte se Cio-Cio-sans dreng – før helt til sidst. Normalt er han på scenen flere gange i anden og tredje akt, men her tager moren i stedet en skifteramme ned fra væggen og går rundt med fotoet, og et sted triller en bold ud fra soveværelset ind i stuen som tegn på kontakt med sønnen. Først da hun i sin totale ydmygelse har fået vished om, at Pinkerton med sin nye kone vil tage sig af forældreskabet, begår hun harakiri – hvor sønnen omsider træder ind på scenen. Først dér mærkede jeg en overrumplende tuderefleks melde sig, til gengæld med ophobet affekt.

Med en opera, som en del blandt publikum nok kender i forvejen, vinder produktionen på mindst to fronter ved at vente helt til sidst med at trække tæppet væk under os. Det var også i pagt med at gøre Madame Butterfly en anelse mindre italiensk.

Kulissen er den samme hele vejen igennem, kun bagvæggen skifter motiv (via videoprojektion) fra havmaleri over nattehimmel til blodrød måne. I anden akt, hvor Pinkerton er sejlet bort, holder Cio-Cio-san et stort modelskib i favnen som symbol for savnet, og igen var der noget rørende over Elsebeth Dreisigs naive karaktertegning.

Veloplagt fuldtonet

Både hoved- og birollerne spillede veloplagt og nervøst. Som giftefogeden Goro var Christian Damsgaard øretæveindbydende lusket og hånlig, aldrig med det mindste tegn på anger over at have bragt Butterfly sammen med en uærlig soldat, og vokalt matchede han partiet godt. Som Suzuki var den stærkt syngende mezzosopran Lise Christensen en ydmyg tjenerinde med dyb indføling i sin frues nedtur.

Eddie Wade havde en lidt mat start som Pinkertons ven konsul Sharpless, men voksede stemme- og nervemæssigt efter pausen. Den største triumf gik til dirigenten Christian Kluxen, der lagde ud med et selvsikkert tempo og et stramt styret flow i orkestret. Sangsolisterne og off-stage-koret fik tydelig støtte fra ham, og han var næsten konstant nærværende.

Aldeles saftigt, fuldtonigt og puccinisk lød Aarhus Symfoniorkester. Et enkelt sted eller to mærkede man, at orkestret var lidt foran ham, altså at han måske havde tabt koncentrationen for et kort øjeblik. Men dirigentkarrieren tegner lovende for den blot 35-årige, der allerede har anført snesevis af orkestre.

’Madame Butterfly’ af Puccini i Stephen Barlows iscenesættelse spiller med skiftende sangerbesætninger og orkestre dirigeret af Christian Kluxen i Musikhuset i Aarhus den 12. og 13 februar og drager derefter på danmarksturné 

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu