Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Derindad ... derindad ... derindad

Dansk raps mest ventede debutalbum i en generation eller to synes fattigt på hits, rigt på fortolkningsmuligheder og stof(fer) til eftertanke. S!vas bærer det lange format – vokser med det, mens han krymper sig ved tingenes triste tilstand
Jo mindre den ordknappe rapper bekender kulør, jo mindre han kan kategoriseres, jo mere har han at skulle have sagt

Jo mindre den ordknappe rapper bekender kulør, jo mindre han kan kategoriseres, jo mere har han at skulle have sagt

Martin Lehmann

Kultur
20. februar 2016

I en medieret tidsalder, hvor tingene skæres ud i pap eller click-baiter mod bedrevidende, er det opsigtsvækkende med en ordknap rapper, der sådan set siger mere mellem linjerne end på dem. En upoleret popkunstner, der serverer blanke felter, som lytteren selv kan udfylde og digte fortællinger ind i, efter forgodtbefindende og realitetssans.

Et kronvidne, der har set for meget, men kun rutter med de brudstykker, som hans udtværede vokaler drysser ud over beatbunden.

S!vas mestrer sit shit, gør sine ting, det gjorde han også på sine to forudgående ep’er – forskellen er, at debutalbummet giver sig til at stoppe op, kigge indad og søge øjenkontakt med det diffuse system, som han tidligere helt eksplicit stillede sig ’uden for’ ... i hvert fald som denne lytter fortolker størstedelen af de 13 skæringer på Familie over para.

Med albumtitlen er vi selvfølgelig og uundgåeligt fremme ved S!vas’ gadekrydsende ghettoslang, der inficerer og infiltrerer den 31-årige iranskfødte vestegnsrappers komplekse udtryk og gør hans effektmanipulerede stemme enestående i mere end én forstand.

’Para’ betyder penge, og modsat så mange andre i sin genre, så har S!vas det problematisk med herligheden, der – efter sigende – får verden til køre rundt. Para er vor tids pest, der ødelægger venskaber, fremmer ondskab, vækker mistilliden, fodrer kriminaliteten og korrumperer retfærdighedssansen.

Ikke i sig selv nogen opsigtsvækkende indsigt, men i S!vas’ rudimentære levering skabes grobund for grublen hos dem, der lytter med. Para er hans last og hans fordærv, hans nødvendighed og hans onde.

Slingretid

S!vas cruisede ind fra venstre i 2013 og leverede med »d.a.u.d.a« det indeværende årtis mest usandsynlige og sejlivede landeplage. Et slæbende clubtrack, der handlede om at inhalere den fede, snorte stoffer, til man var følelsesløs i kraniet og vise alle, hvor tilbagelænet fremadstræbende det faktisk var muligt at være.

Familie over para er det blevet slingretid – mellem rendestenen og limousinen, et skridt til den ene side, et skridt til den anden. Tidligere mundede dagene ud i morgenfester, nu lukker bekymringerne ballet ned. Som på »Ung igen«, hvor S!vas drømmer om at genoplive de glade år, det gode liv:

»For verden er kold nu om dage / Det blod, sved og tårer nu om dage / Jeg ved ikke, hvad der sker i morgen, brormand / Vi venter og ser i morgen, brormand«

Der drikkes og ryges stadig, bare ikke i hedonismens tegn, men for at glemme problemer. Politikertypen får et »vil ik’ spild min tid på dine fucking løgn’« med på vejen, og Dansk Folkeparti skal bare sendes hjem på albummets mindst misforståelige udmelding, det reggaetonrykkende »Hva ska der ske«, hvor den anderledes ligefremme Høyer Øye står for produktionen og gør S!vas selskab på mikrofonen. De to går i spænd, fordi de netop ikke matcher, men slår gnister.

Ik’ godt for dig

Anderledes sammentømret lyder det, når S!vas bræger sine autotune enstavelsesrim ud over Rezas dirty south-konstruktioner, der trækker tråde helt tilbage fra 1980’ernes tyktflydende Miami-bass.

En enkelt gang, hvad er lige i underkanten, rammer den faste producermakker hittet, nemlig på den salsaswingende »Kun hinanden«. Ved første ørekast gør den et letbenet indtryk, men det forholder sig snarere stik modsat.

Kontrasten mellem det latinamerikanske dansegulvsantrit og lyrikkens kyniske erkendelser er et mindre mind-fuck, og Gillis kamæleonske »ay-ay-ay-ay«-frasering sætter en fed langefinger på nummerets tvetydige intentioner. Det holder.

På »Godfather« er kriminaliteten og de hurtige dinero (Robert de Niro – get it?) ikke »godt for dig«, og på »Teknik« driver S!vas ikke længere »drunk gennem byen«, som en vis landsholdsangriber engang gjorde.

Nicklas Bendtner og Stein Bagger, en anden gammel kending, er fortid i referencerne – nu hedder sammenligningsgrundlaget Ibrahimovic (eneren) og Abrahamovic (oligarken). Det er dén liga, S!vas sigter mod, og det kan han stille og uroligt blive ved med, ligesom han med fordel kan intensivere sine dobbeltkonnotationer og systemkonfrontationer.

Jo mindre den ordknappe rapper bekender kulør, jo mindre han kan kategoriseres, jo mere har han at skulle have sagt.

S!vas: Familie over para (Sony)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her