Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Dolly-krøller og countryklicheer

Uimodståelige Lone Rødbroe i linedance-outfit får Randers til at virke som det vilde vesten i den muntre kabaret ’Cowgirls’
Kultur
5. februar 2016

Countrymusikken klimprer herligt på Randers Egnsteater under den letbenede kabaret Cowgirls. Den foregår i en lille, hensygnende frisørsalon i Vestjylland, der pludselig blomstrer op, da en lille rockertøs fra Amager kommer forbi med ’børnepenge’ i sportstasken … Og musikerne Jacob Venndt og Ole Albrechtsen sørger for, at Kronjylland bliver til det vilde vesten – i hvert fald musikalsk set.

Det er revymakkerparret Vase & Fuglsang, der har skrevet teksten til denne lille provinsperle. Teksten virker da også som en række velfungerende revytekster: Den springer fra den ene sjove pointe til den næste fra start til slut – og fra sanghit til sanghit. I dette karikerede univers er der kun overlevertyper og ofre. Alt er som taget ud af De Unge Mødre blandet med Se&Hør.

Men folkekomediens kedsommelighed ligger på lur. Dramaturgisk er forestillingen i hvert fald anstrengende, fordi handlingen er kliché-med-kliché-på.

Steelguitar nonstop

Alligevel er Cowgirls en forrygende festlig forestilling. For instruktøren Ina-Miriam Rosenbaum har fået samlet revyløjerne til en hjertelig forestilling. Her er godt humør og blæsende tempo – og her er komikerpointer med timing.

Skuespilleren Lone Rødbroe er forestillingens lysende midtpunkt. Denne gang som frisørpraktikant på ubestemt tid med afblegede Dolly-krøller og iført nedringet linedancer-udstyr og stærke rodeolår. Lone Rødbroe er ubetalelig, når hun sætter sig under tørrehjelmen og får en god idé. Hun kan smørre tunsandwiches, så man får kvalme af grin, og hun kan byde på te med det frommeste udtryk.

»Grøn te? Sort te? Eller G&T?« siger hun med blondinestemme. Og fniser.

Men det vigtigste er, at hun kan spille countryfan, så man får lyst til at lytte til steelguitar sammen med hende nonstop.

»Alle de følelser, man har herinde, har de en sang om,« siger Lone Rødbroe med sin fuldstændig uimodståelige varme og peger på musikerne.

Prærielængsel

Lone Rødbroe løber med hele billedet. Sådan er det bare. Men ikke med al lyden. For den lillebitte Anna ur Konoy står ved siden af med sin powerstemme, der helt tager pusten fra publikum. Hun har al den smerte og al den prærielængsel, der skal til for at bringe tankerne langt vest for Randers. Hun kan skråle uden at vrænge – og hun kan synge sjælen ud. Og bagefter forstår hun at lukke sin sang inde og gå videre, som om ingenting var hændt, så tilskuerne nærmest bliver lige så overraskede over hendes lyd, som hun selv gør.

Desværre er hendes rolle som offer-for-voldelig-mand skrevet helt håbløst overdrevet – uden at forestillingen egentlig bruger hustruvolden som andet end et komisk indslag. Den går altså ikke rigtig i 2016! Hvis ikke en selvbevidst og mean Taylor Swift passede ind i plottet, så havde der vel været andre muligheder for at vise troværdig kvinderespekt i countryuniverset?

Skøn københavnertøs

Til gengæld kommer den velsyngende Olivia Borgels ind som et friskt pust fra Amager – med sort punkerhår og overdreven eyeliner og en insisterende, ung stemme, der nok skal få de lokale rodeodrenge til at falde ned af tyren. Hendes københavnske vokaler sidder, hvor de skal. Og hun får både provokeret de to ’bonderøvsfisser’ og publikum med sin oprørskvinde.

Den komiske frisørsalon er tegnet af scenografen Sus Haugland, der også har ramt de tre kvindetyper med effektiv farvetolkning. Og så har hun snildt fået de to musikere gemt af vejen omme bag frisørsalonens disk, når de da ikke tvangsindhentes som ufrivillige frisørofre undervejs. Det fungerer bare, dette her.

Og så er der heldigvis blevet plads til en fodfast hilsen fra begynderholdet i linedance. For som det hedder undervejs i forestillingen:

»Vi er jyder – ikke idioter.«

’Cowgirls’. Tekst: Vase & Fuglsang. Iscenesættelse: Ina-Miriam Rosenbaum. Scenografi: Sus Haugland. Musik: Jacob Venndt. Randers Egnsteater til 25. februar samt forsamlingshusturné til 18. marts

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her