Læsetid: 5 min.

Endnu et mandligt fallitbo

HBO-serien ’Vinyl’ beskriver livet i New Yorks pladebranche i 1970’erne. På overfladen, i hvert fald. Den tegner (endnu) primært et portræt af en maniodepressiv, hensynsløs og (selv)destruktiv mandsperson, hvis adfærd alle omkring ham betaler en høj pris for
Trods detaljerigdommen og de mange ofte skægge bipersoner og ditto handlinger er og bliver første afsnit af ’Vinyl’ fortællingen om en mand på randen af et nervøst sammenbrud.
19. februar 2016

Siden gennembrudsfilmen Gaden uden nåde (Mean Streets, 1973) til The Wolf of Wall Street fyrre år senere har den hensynsløse, besatte, personlighedsforstyrrede (hvis ikke psyko-/sociopatiske) drevne mand været en genkommende figur i Martin Scorseses produktion. Johnny Boy i Mean Streets, Travis Bickle i Taxi Driver (1976), Jimmy Doyle i New York, New York (1977), Jake La Motta i Raging Bull (1980), Rupert Pupkin i King of Comedy (1983), James Conway, Henry Gill, Tommy DeVito i Goodfellas (1990), Max Cady i Cape Fear (1991), Sam ’Ace’ Rothstein, Nicky Santoro i Casino (1995), Amsterdam Vallon, Billy ’The Butcher’ Cutting i Gangs of New York (2002), Howard Hughes i The Aviator (2004) og Jordan Belfort fra The Wolf of Wall Street er de mest prominente i den række af mænd, som af enten ambition eller hævn eller forståelse eller en uskøn blanding af det hele ødelægger alt i deres kølvand. Tilsat en næsten dræbende hørm af ubodelig ensomhed, for evnen til meningsfyldte relationer ligger uden for disse mænds evner.

Læg til denne ’kongerække’ Richie Finestra (spillet fremragende, men uforsonligt af Bobby Cannavale), endnu en ustoppelig egomaniker, der kører den af på coke, sprut, sex, aggression, lovovertrædelser og ambition. Han er hovedpersonen i HBO’s ny satsning, tv-serien Vinyl, hvis præmis fik et rockhoved som undertegnede til at savle: New York City, yes! 1970’erne, dobbelt yes!! Årtiet for såvel noget af det bedste som noget af det værste rockmusik nogensinde. Sikke en kombination.

Men havde man gjort sig forhåbninger om, at musikken (og/eller musikerne) ville stå i centrum for fortællingen, må man efter det indledende to timer lange, Martin Scorsese-instruerede afsnit konstatere, at det ikke tegner til at blive tilfældet. Centralt står pladebranchen og hele den maskine, vi kalder musikindustrien og de hustlers, der opererer dér. Eller bare psykopater, om man vil.

Nu er Scorcese ikke eneansvarlig for hverken tone eller fokus i dette afsnit, idet dens to manuskriptforfattere har haft fingrene i tv-serier som The Sopranos, Boardwalk Empire og Breaking Bad. Det er maskulinitet a la USA koblet med gangsterkapitalismens sjæleædende effekt, der er på menuen. Disse desperate mænd, som ikke kan finde fem minutters fred ved konstruktive gøremål og derfor rastløst og destruktivt bevæger sig gennem verden som karikaturer på det maskuline princip.

Seriernes og filmenes popularitet afspejler genkendelse, måske, eller frydefuld fascination, men personligt finder jeg disse mandlige fallitboer en kende trælse. Og selvom musikere måske ikke altid er guds bedste børn, skaber de i bedste fald noget af blivende værdi. Nå, men en anden gang, måske.

Personlighedskrise

Godt så. Året er 1973. Richie Finestra sidder i sin Mercedes et skummelt sted på Manhattan og kører coke i hovedet. Da han ikke kan finde et spejl, flår han bakspejlet af og bruger det til at hakke på. Han kigger på et visitkort tilhørende en politimand, som han skal til at give et kald fra biltelefonen (ja, det var hightech i de tider), da en masse glade unge mennesker kommer farende ud af intet og hen over hans bil og halleluja, er det nu en scene fra Hair eller hvad?

Det viser sig, at de er på vej til koncert med New York Dolls, for skæbnen vil, at Finestra befinder sig lige uden for det legendariske Mercer Arts Center, et spillested, der lå i en bygning, som kollapsede samme år, serien udspiller sig.

Nå, men bandet ligner (næsten) New York Dolls og lyder som dem (bare bedre), og det er næppe et tilfælde, at de spiller »Personality Crisis«, mens Finestra står og lytter i ekstase.

Flashback til fem dage tidligere, hvor en ædru Finestra er i Tyskland med to kumpaner, salgschef Skip (J.C. MacKenzie) og promotionmanager Zak (Ray Romano), i gang med at sælge sit pladeselskab American Century til multinationale PolyGram. Typisk Scorsese får vi, før mødet tager sin begyndelse, en situationsrapport fra Finestra som speak-over; han er en selfmade man, der begyndte som bartender og arbejdede sig til tops i en branche, der konstant kræver ungt kød. Han har skabt sig et succesfuldt pladeselskab, men kokainafhængighed og manglende finger på pulsen betyder, at tiden er moden til at sælge. Aftalen står og falder med, hvorvidt American Century kan knytte Led Zeppelin til selskabet. Det virker til at være en formssag, indtil Finestra lander i USA og opdager, at Zeppelin har fundet ud af, at der er noget råddent ved dealen og har trukket sig.

Parallelt fortælles Finestras karriere via flashbacks. Han starter i de tidlige 1960’ere som manager for den sorte bluesmusiker Lester Grimes (fint spillet af Ato Essandoh), som han løbende tager røven på. Modvilligt, måske, men Grimes bliver Finestras billet til the big time.

Det ender grimt. For Grimes. I øvrigt seriens indtil videre eneste sympatiske figur. Men ikke så grimt som et sent nattemøde med ejeren af en række radiostationer, Buck Rogers (en overstyret Andrew Dice Clay), efter denne har kørt uafbrudt på coke i 48 timer sammen med Joe Corso (Bo Dietl), en vaskeægte goodfella! Dét ender rigtig grimt. Der, hvor der ingen vej er tilbage. Pludselig handler serien også om mord, og Finestra har blod på hænderne. Ikke så meget som Corso, men nok. Den slags tager på sindsroen, og han ryger tilbage på flasken igen. Tilsat masser af hvidt pulver og vildt uansvarlig opførsel. Det hele ender med et brag! Bogstavelig talt.

På randen af sammenbrud

Tidsbilledet er som forventet fra Scorsese og kompagni generelt i top, skumle forfaldne 1970’er-New York City vækkes til live og kalder på nostalgien; dengang var det den ondelyneme en herligt modbydelig metropolis at navigere i. Skuespillerne er omhyggeligt castede og ingen leverer mindre end en solid præstation, nogle endda mere end det. Musikken er velvalgt, og den får masser af plads uden at forstyrre historien, i nogle passager høres sågar en hel sang. Og som regel passer den også perfekt til tidsbilledet.

Undtagelsen er bihistorien om den ambitiøse A&R-assistent Jamie (Juno Temple), der opdager bandet Nasty Bits, der lyder mere 1978 end 1973. Gruppens forsanger Kip spilles i øvrigt med punket attitude af en vis James Jagger; det hører med, at dennes far, Mick, er en af showets idémagere og ikke mindst producer på musiksiden.

Men trods detaljerigdommen og de mange ofte skægge bipersoner og ditto handlinger er og bliver det fortællingen om en mand på randen af et nervøst sammenbrud.

Om Vinyl som serie vil kunne løfte sig, får tiden vise. Til en begyndelse følte i hvert fald denne seer sig en lille smule snydt.

’Vinyl’. Første afsnit. Instrueret af Martin Scorsese. HBO

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu