Det evige forræderi

Vasilij Grossmans gigantiske øjebliksbillede af krig og totalitarismens fordærvende brutalitet er stor kunst
’Liv og Skæbne’ skulle have været publiceret i Rusland i 1960, men KGB beslaglagde manuskriptet. Bogen var for farlig. Grossman selv døde i 1964 og fik aldrig fuldendt eller færdigredigeret bogen.

’Liv og Skæbne’ skulle have været publiceret i Rusland i 1960, men KGB beslaglagde manuskriptet. Bogen var for farlig. Grossman selv døde i 1964 og fik aldrig fuldendt eller færdigredigeret bogen.

V. Kovrigin
13. februar 2016

Hvad adskiller Vasilij Grossman fra hans fæller i mellemkrigstidens russiske akademiske miljø og skribent- og journalistelite, er den kendsgerning at forfatteren trods sin position i risikozonen gik fri af Stalins udrensninger 1936-38. Siden overlevede han også krigen. Nyslået som forfatter og krigskorrespondent for Den Røde Hærs dagblad fulgte Grossman kamphandlingerne fra det store tilbagetog i 1941 over kampen ved Moskva til slaget om Stalingrad, panserslaget ved Kursk og Berlins fald i 45. Det hele skildret i Grossman-dagbøgerne 1941-1945 (dansk udg. 2005).

Det andet, der placerer Grossman i særklasse, er hans digteriske begavelse, som kommer fuldt til udtryk i samtidsromanen: Liv og Skæbne, fordansket fremragende af Ole Husted Jensen.

Rosinante har med instruktivt forord af Søren Villemoes genudgivet dette omfangsrige værk i forlagets alsidige klassikerserie.

Liv og Skæbne var tænkt publiceret i Rusland i 1960, men KGB beslaglagde manuskriptet. Bogen var for farlig og kunne ikke trykkes i Sovjetunionen de første flere hundrede år. En mikrokopi blev imidlertid smuglet ud, og værket så dagens lys i Frankrig 1983, to år efter i Danmark og i 1988 i Sovjet.

Grossman døde i 1964 og fik aldrig fuldendt eller færdigredigeret bogen. Således er der lakuner i teksten, kronologisk slør og kludder nogle steder.

Det bør ikke afholde nogen.

Liv og Skæbne er et hovedværk i det 20. århundredes litteratur; ’Krig og Fred 2’, kan man kalde romanens kalejdoskopiske ruslandsbillede små halvandet århundrede efter Napoleons invasion, da det store land med Hitlers overfald atter var under angreb vestfra. En djævelsk gentagelse i reverens for Tolstoj, et slægtskab forfatteren flere steder vedkender sig.

Liv og Skæbne er lagt an som en tætvævet kollektiv fortælling, hvori Grossman krydser egne spor – først i naturvidenskabelige universitetsinstitutter – Grossman var uddannet kemiker – hvor han i forløbet gør kernefysikeren (jøden) Viktor Strum, en kloning af Niels Bohr, Max Planck og Werner Heisenberg, til sin måske mest centrale figur.

Fra en forholdsvis beskyttet forskertilværelse blev Grossman sendt til fronten. Med afsæt i de væbnede styrker, bredt rekrutteret fra elite og folkedyb, frembærer fortællingen et rystende signalement af det svigefuldt postulerede lighedssamfunds smerteligste paradokser.

Hierarkierne i den sovjetiske hær adskiller sig ikke væsentligt fra zartidens adels- og kastesystem; hals- og håndsret fra oven og ned er reglen. Dertil kommer de ukvalificerede skruppelløse politiske kommissærer eller pampere udstyret med inappellabel destruktiv magt.

Kronisk inkompetence

Vasilij Grossman lægger ydermere fortællingen langt ind i fjendens rækker, hvor en parallel totalitarisme til den sovjetiske i Hitlers forvrængede mod- og medbillede af despoten Stalin er i fuld sving med at sønderrive Tyskland. Også her er den diktatoriske rigide struktur farligere end fjenden.

Grossmans hovedpersoner, domineret og tyranniseret af diktatorparret i hvert sit system af kronisk inkompetent magtmisbrug, er ikke helteskikkelser, der i heroiske øjeblikke sætter sig op imod urimelighederne, snarere folk med et vist mål af integritet, der i givne få øjeblikke handler selvstændigt, forstandigt og i kraft heraf heroisk gør det rette. Derved sætter de sig automatisk op imod et system – Stalin – der ikke tåler afvigelser, og de modige få blotter sig hjælpeløst for despotens lakajer. Om dette sker på det kernefysiske institut, hvor man i Einsteins jødiskhed ser idealistisk forkastelig ideologi i konflikt med marxismens sande materialisme, eller den ansvarsfulde officer for at spare sit mandskab for unødige tab tøver i afgørende minutter før panserangrebet, ja, så myldrer frem på jord diktaturets medløbere. I middelmådighedens følgagtighed indser disse beregnende nulliteter muligheden for at diskreditere sandhed og ret som trædesten for egen magt og vinding.

At blive desavoueret i denne kamp er ikke blot et tilbageslag, men den næsten sikre vej mod tilintetgørelsen. Omvendt kan en venlig telefonopringning fra Stalin fra sekund til sekund ændre alt og redde den truede. Det ulidelige pres ophører ikke dermed, tværtimod, systemet lever af og i frygt fra øverst til nederst. Alle frygter alle. KGB får takket være udbredt angiveri stof nok til at hævde forræderiets grundlæggende og nedbrydende princip ved at konfrontere de anklagede med venners, elskerinders, hustruers, endog børns forræderi.

Livet på trods

Alligevel lever og ånder menneskene i systemet. Trods frygt, trods arrestation, tortur og henrettelse blomstrer i det stille det menneskelige i trangen til frihed og liv.

Grossmans stil er den klassiske russiske altomfattende fortællemåde med dybe indblik i sjælelivets nuancer. Følelseslivet er ubestrideligt hæmningsløst, og menneskenes arsenal af selvbedrag og luftkasteller righoldigt. Vasilij Grossmans hudløse Viktor Strum må være en af verdenslitteraturens mest sammensat overbevisende, selvmodsigende ynkværdigt foragtelige, forbilledlige, tragiske skikkelser. I Strum strides ustandseligt ambitionen om at forkaste forræderiet med trangen til at begå det ultimativt, men i en højere sags tjeneste. Der er blot den hage ved det, at den højere sag med det moralske svigt som forudsætning for succes ikke er til at skelne fra det gustne overlæg og ussel egennytte.

Ét hovedtema over bogens utallige temaer med variationer er netop det evige forræderi, der gennemsyrer det ensrettede i totalitarismens inderligt menneskelige, fristende materielle korruption.

En gammel visdom er, at revolutionen æder sine børn, hvilken proces særligt befordres af rette kok. Stalin har tidligt forstået – måske medfødt – at revolutionens monster skal fodres uophørligt med frisk slagtekød. Ellers får andre menneskelige relationer såsom venskab, solidaritet og kærlighed overtaget og kvæler frygten, som jo er enevoldsmagtens betingelse.

Til den ende genskaber diktatoren, foruden terroren i NKVD, det borgerlige samfund med traditionelle snærende normer og en marcherende ufravigelig statsnationalisme med piber og trommer, rigoristiske krav om fodslag og afvisning af andre racer, andre folkeslag, andre religioner og andre tanker. Antisemitismen får i den forbindelse gødning, og mens de sovjetiske styrker er på vej til at befri Auschwitz, forbereder Stalin og Beria endnu en megaudrensning nu mod jødiske borgere og kammerater.

Grossman følger her den stolte franske romantradition som hos en Roger Martin du Gard i Les Thibault, når han i teksten indfører rene afhandlingsagtige afsnit om det statslige jødehad og andre centralistiske fænomener. Mesterligt.

Oplysningens knuste håb

Dybt i teksten – som hos Tolstoj – ligger forestillingen, håbet, troen på oplysningen i kunstens tjeneste og omvendt: oplysningen, som kunstens greb i et forfængeligt håb om begge deles formål: at tjene menneskene og i bedste fald gøre verden bedre. I det mindste Sovjetunionen.

Håbet kan mildt sagt være påkrævet efter erfaringerne i krigen og i Stalingrad, der er nav i den store fortælling. Stalingrad – Massegrav, som man sagde. Formentlig den mest vanvittige af alle fronter under Anden Verdenskrig, hvor Hitlers afsky for at tabe ansigt førte til masseslagteriet i den store bys ruiner, samt beseglingen af Nazitysklands skæbne. Omvendt står det klart, at hvis Stalingrad faldt, kunne Rusland tabe hele krigen.

I de sønderskudte ruiner, hvor soldaterne lever som rotter, men slås for fædreland og overlevelse, går totalitarismen i opløsning. Netop den kan ikke bære det i eget vanvids naturligt opståede frigørende anarki. Så såre slaget er vundet, udrenser systemet de frigjorte.

Endnu engang har borgerligheden, i Stalins småtskårne brutalt ordinære skikkelse vundet og, som den store svindler han er, forkastet dialektikken.

Hvis ikke Liv og Skæbne var så stor kunst, ville det ikke være til at bære.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Liv og Skæbne

Vasilij Grossman

Oversat af Ole Husted Jensen

Rosinante

984 sider

200 kroner

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu