Læsetid: 3 min.

Fest, nostalgi og swingende musikalitet

Elton John har fået sin mojo tilbage, og på det 33. album fra hans hånd lyder den efterhånden 68-årige entertainer vital og vedkommende, selvom det næppe er nok til at genvinde den ikoniske status fra 1970’erne
Elton John.

Claudio Onorati

12. februar 2016

Det kan måske være svært for yngre modeller at forestille sig, at der var engang, hvor Elton John virkelig regnedes.

Af en lang række grunde, heriblandt ikke mindst et mildest talt noget deprimerende musikalsk kvalitetsfald, er hans stjerne hos rockintelligentsiaen (hvis en sådan findes?) dalet, hvilket er lidt mærkeligt, for siden Songs from the West Coast (2001) har han strammet gevaldigt op på alle fronter, ikke mindst den kompositoriske. Men det var så også oven på 25 kunstnerisk magre år!

Nu er det heller ikke fordi, det såkaldt pladekøbende (ja, det var dengang) publikum nogen sinde har svigtet Elton, tværtimod har alle hans skiver, lige meget hvor ringe, solgt i vognlæs, ja, der er blevet stanget mere 300 millioner af slagsen over disken i de snart 50 år, han har været aktiv. Det er dog også noget.

Men altså, fra han brød igennem i 1970 med sit andet album og sangen »Your Song« derfra, et hit på begge sidder af Atlanten, og frem til dobbeltalbummet Blue Moves (den syvende af hans lp’er til at nå førstepladsen i USA – i træk!) i 1976 kunne han roligt regne med forsider, omtaler, interviews og dybdeborende anmeldelser på dagen.

Hans plader og koncerter var begivenheder og skulle man give indtryk af at følge med i, hvad der foregik i de år, var man nødt til at forholde sig til dem.

Med dobbeltalbummet og karrierehøjdepunktet Goodbye Yellow Brick Road i 1973 forvandlede han sig til glamrockstjerne og hans koncerter udviklede sig til nogle af tidens mest flamboyante og han gav den gerne som Frihedsgudinden, Anders And og Mozart, til publikums begejstring.

I de år kæmpede han med den jævnaldrende David Bowie om positionen som tidens største engelske navn og Elton matchede ham også pænt, hvad angik excesser af enhver art. Og overgik ham suverænt, hvad angik hits!

Men efter et sabbatår i ’77 vendte han tilbage med et svagt album og til en musikscene, der grundet påvirkningen fra punk og new wave havde ændret sig fundamentalt og hvorpå han fremstod som et fortidslevn. Og da han modsat en Bowie ikke skrev sine tekster selv, men overlod den side af sagen til sin ferme makker Bernie Taupin, mistede han sin auteurstatus i kritikerkredse, da Ramones og Sex Pistols blev det nye sort.

Hits vedblev han dog med at få til langt op i 90’erne, selvom de sjældent matchede dem, han leverede i storhedstiden i 70’erne. Som sagt har han atter taget sit håndværk alvorligt her i det ny årtusind, ja, hans duoprojekt med Leon Russell fra 2010, The Union, er en lille perle, men fordums status er nok uden for rækkevidde.

Danset i møblerne

Nu er han så aktuel med sit (ifølge pladeselskabet) 33. album, Wonderful Crazy Night, og det er en veloplagt og indbydende udgivelse, den gamle popstjerne har begået. Elton ser også yderst livfuld ud på omslaget, smilende og slank, og han har på producersiden allieret sig med den altid pålidelige T Bone Burnett, der står som garant for en levende, nærmest analog lyd, der, hvad enten det er tilfældet eller ej, lyder som om den spilles live af de involverede.

Det er en varm og dynamisk lyd, de to herrer har skabt, klaverspillet er som altid eminent, bandet, inklusive to veteraner fra det klassiske Elton John Band, koger og man føler sig fra først til sidst i godt selskab, ikke ulig en skæg aften med gamle venner, hvor der bliver drukket tæt og til ungernes forargelse danset i møblerne.

Sammen med Taupin har John til lejligheden skrevet ti dugfriske sange, godt nok uden skygge af fornyelse, men helt igennem solide og smittende kompositioner, præsenteret med entusiasme og sunget af Elton som nød han hvert sekund.

Hvor forgængeren The Diving Board havde et introspektivt præg, er det udadvendthed og livsglæde, der dominerer foretagendet her og man skal godt nok være sur gammel nisse, hvis ikke man bare overgiver sig til stemningen af fest, nostalgi og swingende musikalitet, som den udfolder sig her.

Elton John: ’Wonderful Crazy Night’ (Mercury/Universal). Er udkommet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Rehhoff

Såvidt jeg ved opkaldte han sig efter en saxofonist, der hed Elton Dean, så han er jo lovlig undskyldt og nu hvor han er blevet adlet, kan han kalde sig Sir Elton, så det opvejer det vel lidt.