Et af de mest fantastisk grænsesøgende musikalske projekter jeg er stødt på inden for det sidste års tid er Thorbjørn Radisch’ enmandsband Bisse. Hos Bisse flyder kropsvæskerne og jegets grænser med en charmerende vildskab og voldsomhed. Hjerteblod og menstruationsblod blandes sammen i en stor sonisk pærevælling, hvor de grumme klange dominerer, men hvor skønheden samtidig ligger og dirrer hele vejen igennem.
Og så er Bisse desuden grænseoverskridende produktiv. Siden marts sidste år har han udgivet hele fire fuldlængdeplader. Den hjemmeproducerede plade BITCHIN og Blod-trilogien, der består af PMS, Umage og den spritnye Happy Meal.
Hvor Bisse på Umage kiggede brutalt indad og både lyrisk og lydligt iturev det syngende jeg, som var blevet forladt, er Happy Meal langt mere udadvendt. Jeget er stadig skælvende desperat, men det er en verdensvendt desperation, der får jegets bevidsthed til at svæve frem og tilbage over sine egne og landets grænser.
Her undersøger jeget nogle af de menneskelige katastrofer og konflikter, som har ramt verden de sidste tyve år. Fra massakrer i Bosnien og Indonesien til krigen i Afghanistan, hvor vi følger de danske udsendte med en slet skjult ironisk distance.
Det er således en eksplicit politisk, men også en lyrisk nysgerrig, desperation, der driver pladen fremad. Og pladen formår endda, fordi Bisse arbejder så lynende hurtigt, at være sjældent aktuel – ikke mindst i nummeret »Spøgelsesskibene«, der handler om den aktuelle flygtningekrise. Eller nærmere om jegets egen oplevelse af flygtningekrisen set fra jegets eget livskritiske punkt i livet.
Hvor det symbolske happy meal, han spiser, er alt andet end en lykkemarkør, men derimod tæt på at blive brækket ud i toilettet sammen med hans livslidende mavesyre. Happy Meal er den helt rigtige afslutning af Bisses musikalsk og desperat væskende, men også galgenhumoristisk inciterende Blod-trilogi.
Barndommens land
På sin nye plade rejser Jonas H. Petersen – manden bag Hymns From Nineveh – ud for at kigge indad, når han rejser tilbage til Botswana, hvor han boede fem år med sine forældre i sin barndom. Fra han var to år til han var syv år.
Lyrisk og stemningsmæssigt starter vi dog i den hyggelige og meget lidt eksotiske danske dagligstue, hvor søndagsstemningen ligger som et roligt tæppe over morgenkaffen. Hvor numrene skal bestiges som sneklædte kæmpebjerge, men hvor der ikke er så meget som et eneste forstyrrende fodspor i sneen.
Og hvor det måske i momenter bliver lidt for hyggeligt – første halvdel af nummeret »Wonderful Winter Morning« især – men hvor det organiske lydbillede, de melodisk funderede, komplekse arrangementer og ikke mindst Jonas H. Petersens fløjlsbløde vokal skaber stor skønhed. En skønhed, der i de bedste øjeblikke, og dem er der heldigvis en del af, lægger sig elegant opad kunstnere som Sufjan Stevens, Active Child og måske Perfume Genius.
Og der kommer heldigvis også flere spændinger ind på anden halvdel af pladen, hvor Jonas H. Petersen bevæger sig ud af dagligstuen og ud på sin mentale tidsrejse – den helt konkrete rejse til Botswana. Ikke fordi det her bliver ’eksotisk,’ men fordi der her kommer nogle skurrende og let truende elementer ind i både lyrik og musik, som klæder musikken umådeligt godt.
Nive & The Deer Children
Den grønlandske folk-pop-sanger Nive Nielsen, der kalder sig Nive & The Deer Children har rejst over landegrænser, mens hun lavede sin nye plade Feet First. Og det har sat sit præg på musikken. Som hun selv påpeger havde pladens første nummer »Still The Same« ikke fået den velsvingende cumbiarytme i slutningen, hvis hun ikke var taget til den sydlige del af Arizona og havde mødt Howe Gelb og hans »Tucson crew«.
Ligesom sangen »Tulugaq«, som hun skrev med to 12-årige tvillinger, der boede i plejefamilie i Uummannaq, Grønland, aldrig havde eksisteret, hvis hun ikke havde forladt sit eget hjem.
Hun har rejst all over og fundet inspirationer de steder, hun har været. Og hun har ladet pladen udvikle sig i takt med rejserne. Den helt store udfordring her må være at bevare pladens sammenhængskraft igennem. Men det formår Nive Nielsen til fulde. Ikke mindst på grund af hendes stærke melodiske og lydmæssige sensibilitet, der binder numrene sammen og får de forskellige inspirationer og elementer til at fremstå sammenhængende.
Feet First er folkpop, der ikke er bange for at være skramlet. Og den detaljerigdom, der opstår i kølvandet på den skramlede tilgang, gør at man kan blive ved at finde detaljer i numrene. Selv efter grænseoverskridende mange gennemlytninger.
Bisse: ’Happy Meal’ (selvudgivet).
Vinyludgaverne af Blod-trilogien kan købes på www.bisse.tictail.com.
Bisse spiller release-koncert den 1. marts på Ideal Bar, København.
Hymns From Nineveh: ’Sunday Music’ (Playground Music).
Nive & The Deer Children: ‘Feet First’ (Glitterhouse Revords)
