Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Guds gøgler

Hermann Hesse om Frans af Assisi. Som i eventyrene foretages der ingen psykologisk analyse, alt er fortælling
Kultur
6. februar 2016

En pave vælger selv sit navn. Nogle har på den måde markeret sig med særlig fromhed såsom Pius og Innocens, hellig og uskyldig, eller apostelagtigt som Johannes. Den nuværende har med sympatisk distance til kleresiet valgt sig et ydmygt forbillede i Frans af Assisi, tiggermunken, der kastede vrag på rigdom og pragt og til forskel fra evangeliets fortælling om den rige yngling frasagde sig alt, hvad han ejede for i fattigdom at tjene sin gud ved at følge i hans spor og forkynde hans lære. Helt så vidt driver den aktuelle pave Frans det ikke. Han tilhører dog den orden, som den gode middelaldermunk i sin tid fik lov at oprette, og som kaldes den franciskanske eller Gråbrødrene.

Solsang

Om denne historiske Frans, oprindelig Giovanni Bernardone (1182-1226), ved man ganske meget gennem mundtlig overlevering fra hans tilhængere og beundrere. Af hans egne skrifter og sange, som den sprogivrige mester forfattede, er kun et eneste stykke bevaret, den til gengæld meget berømte »Solsang«, en lovprisning af den »højeste, almægtige, gode Herre«, som har skabt søster sol, vinden vor broder, luften og skyerne og vandet, som er meget nyttigt. Og således opregner han taknemmeligt og trohjertet det jordiske livs goder, tilmed den legemlige død, som ingen levende kan undslippe. Den barfodede livsvarme, som sangen udstråler, har været forbillede for mange salmister, der med Brorson som eksempel kunne skrive »Op, al den ting, som Gud har gjort, hans herlighed at prise!« med hele digtets register af naturens ting, fuglesving og fiskemunde.

Hagiografier

Samme sprogligt renfærdige klang af enkelhed og fromhed kan man ikke vente at finde i legenderne om ham eller i vor tids fortællinger om Frans af Assisi. En flot stor, og europæisk udbredt monografi, eller rettere hagiografi over ham har vi selv af digteren Johannes Jørgensen fra 1907, mangeårigt bosat i Assisi, selv kendt med troens mirakel i sin egen omvendelseshistorie. Få år forinden skrev Herman Hesse en lille biografi om Frans, som nu er oversat og udgivet af Kristeligt Dagblads Forlag i en påbegyndt serie kaldet Sidespor, nylig indledt med Stefan Zweigs bog Erasmus af Rotterdams triumf og tragedie. Hesse kender vi nok mest for de senere romaner Siddharta, inspireret af buddhisme, og den modernistiske roman Steppeulven, kaldenavn for hovedpersonen med det splittede jeg.

I Frans af Assisis tilfælde er det et ganske anderledes magisk teater, vi møder i Hesses inderligt lovprisende skildring af Frans’ forvandling fra lystig soldebror og patriotisk kriger: »Den unge mand hørte Guds stemme, så han skælvede i sit hjerte, og de dejlige billeder af fornøjelser og pragt smeltede bort i hans hjerte.« Han får et mål for sit liv, bliver tigger, prædikant og kirkebygger, bruger sine digteriske evner. Som i eventyrene foretages der ingen psykologisk analyse, alt er fortælling, men oveni kommer hos Hesse et stilistisk lag af entusiastiske superlativer og standardklicheer, alt sammen i opbyggelighedens tjeneste. Hermann Hesse har underkastet sig en moraliserende disciplin, som måske nok kan glæde de troende, men risikerer at kalde på skepsis.

Ridderdrømme

Interessant er det, at Hesse, der livsvarigt beskæftigede sig med Frans-skikkelsen, i en anden anledning har skrevet en kortere, praktisk oversigt over hans liv, som giver en mindre pyntelig og mere nøgtern skildring til bedste og til lettelse for en ligeledes nøgtern læser. Den fungerer her som indledning til en køn fortælling om en episode fra helgenens tidlige barndom, en ’blomsterleg’, han selv har fundet på. Drengen sidder i skjul og drømmer ridderdrømme om heltegerninger, ser så en lille flok syngende piger vandre forbi, skynder sig ind i morens have og river en mængde skønne blomster til sig, løber ud og forærer galant hver af pigerne en blomst. En lille helt donquijoteagtig episode, man husker bedre end de andre florissante beskrivelser af den voksne helts bedrifter.

Endelig afrundes bogen med en større akademisk artikel om Hermann Hesses kilder og metode.

Det er nærliggende at opfatte middelalderens hellige Frans som en arketypisk skikkelse, en kulturfigur og parallel til antikkens Sokrates, hvis tanker man også kun kender på anden hånd i liv og digt fra Platons skrifter, begge store lærere, hvis tanker lever i andre. Frans karakterises et sted som typen ’Guds gøgler’. Den litterære variant er romantikkens søgende vandringsmand og ellers den glade vagabond. Senere tiders frie vandrere med eller uden sordin spiller op på egne, risikable vilkår. Sokrates blev for farlig og dømt til døden for egen hånd. Frans blev accepteret og dyrket af høj og lav, stigmatiseret i Guds lignelse, døde af sygdom, glad ved sit hårde liv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her