Læsetid: 3 min.

Håndværkets kraft

Søg i ly for vinterens grå tristesse i Dansk Arkitektur Centers udstilling om en af Indiens førende arkitektvirksomheder, hvor håndværkerne spiller en overraskende rolle
Studio Mumbai er et af Indiens mest anerkendte arkitektfirmaer, der forener nye og gamle byggeteknikker.

Srijaya Anumolu

12. februar 2016

De to udstillingssale på Dansk Arkitektur Center i København er i disse vintergrå måneder fyldt med miniaturemodeller af interiører i mørkt træ, studier i dørhåndtag og eksperimenter med støbeforme, bøtter med farvet pulver, en murstensstak, fliser og ubestemmeligt træværktøj.

Det hele stammer fra det indiske arkitektfirma Studio Mumbais tegnestue og værksted, der ligger som en lille landsby i junglen uden for Mumbai.

Udstillingen er en mental rejse væk fra de sjappede danske gader til den fugtige indiske regnskov. Den er blevet til i et samarbejde mellem Studio Mumbai og arkitekturcenteret Arc en rêve i Bordeaux og giver et indblik i den store indiske arkitektvirksomheds univers.

Umiddelbart skulle man ikke tro, at der var mange sammenfald mellem indisk og dansk samtidsarkitektur, men faktisk kan der spores flere fællestræk, fortæller Ingeborg Christiane Hau, der er projektleder på udstillingen.

»Studio Mumbais stil er præget af enkelthed og er med sin mangel på krummelurer og ornamenteringer meget lidt orientalsk. Der er en tæt kontakt til naturen, og tegnestuen bruger som danske arkitekter meget træ i deres design,« fortæller hun og tilføjer: »Hvis man skiftede de mørke træsorter ud med lysere træ, ville deres design let kunne glide ind i en nordisk kontekst.«

Human infrastruktur

Studio Mumbais grundlægger, Bijoy Jain, har en forkærlighed for det traditionelle håndværk, som tydeligt skinner gennem i udstillingen. Det er fascinerende at gå rundt og studere redskaberne, og det kan være svært at holde fingrene fra dem.

Bijoy Jain har sammensat sin medarbejderstab på utraditionel vis. Blandt tegnestuens hundrede ansatte er der kun et par håndfulde arkitekter.

Resten er tømrere, murere og blikkenslagere, som i designprocessen sammen med arkitekterne omsætter abstrakte ideer til konkrete produkter, for eksempel 1:1-modeller.

Håndværkerne deltager i designprocessen fra begyndelsen, og virksomheden bliver på den måde en slags human infrastruktur, hvor de traditionelle håndværk og arbejdsmetoder spiller en central rolle.

»Når man arbejder med håndværktøj er distancen til det, der arbejdes på, en helt anden, end når man arbejder med computere eller maskiner,« fortæller Bijoy Jain på en Skype-forbindelse fra værkstedet uden for Mumbai. »Der opstår en anden form for intimitet, som distancen og den tid, man bruger ved en computer, ikke tillader.«

Bijoy Jain pointerer dog, at det er vigtigt for ham, at den manuelle tilgang aldrig bliver en spændetrøje:

Indiens kloge hænder

»At bygge modeller er blot en af mange metoder, vi bruger. Det betyder ikke, at vi absolut skal lave store fuldskalamodeller hver gang. Det handler mere om at finde det kommunikative instrument, der fungerer bedst i den enkelte situation, hvad enten det er en stor eller lille model, skrift, en fortælling eller et fotografi,« beretter han og pointerer, at han ikke prioriterer de traditionelle håndværk af romantiske grunde.

»Nostalgi interesserer mig ikke. Men viden og traditioner, der er blevet mundtligt overleveret gennem generationer, kan være et springbræt til nye teknologiske opdagelser. Jeg er meget interesseret i, hvordan man kan skabe kontinuitet og evolution,« forklarer Bijoy Jain.

Bijoy Jains overvejelser angående prioritering af håndværk er ifølge Ingeborg Christiane Hau også relevant i en dansk kontekst.

»Med de mange håndværkere i sit firma ønsker Bijoy Jain at sikre, at de lokale kompetencer overlever. Den tankegang minder jo faktisk meget om snakken herhjemme: At vi skal passe på de ’kloge hænder’.«

’Studio Mumbai – Mellem solen og månen’, Dansk Arkitektur Center i København. Kan ses frem til 6. marts. Gratis omvisning om søndagen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu