’Det handler jo ikke om kaniner’

Er Jesper Wamsler en raffineret drillepind, eller er han i dramaets vold? Det spørgsmål har jeg ikke helt svaret på. Men jeg ved, at jeg keder mig med omstændeligheden i ’Kaninmassakren’
13. februar 2016

Der er faret en lille redaktørdjævel i mig ved læsningen af Jesper Wamslers ti nye noveller af den helt lange slags. Redaktørdjævlen vil så gerne på diskret og håndfast redaktørvis med kommentarer og kruseduller i margenen foreslå forfatteren ændringer og at slette især. Jeg ville skrive: »mindre kan gøre det«, »soap-parodi med vilje?«, »hvem taler sådan?«, »omstændeligt sprog«, »du har mange ikkekonstruktioner«, »behøver ikke forklaring«, »hvor gammel skal hun forestille at være?«, »noget jovialt sprog, er det med vilje?«, »slidt frase«, »pivfræk – igen?«, »4. gang med replikken ’På dén måde’« osv.

Samtidig kan jeg se, at Jesper Wamsler kan sætte en scene med alle de spændinger, der kan være mellem (to) mennesker. For det er det, det handler om. Spændinger og misundelse, forsmåethed, svigt, små begivenheder, der bliver til store problemer. Proportionsforvrængninger, det kan han sågu, Wamsler. Kaninmassakren spørger vel helt basalt, om mennesker er onde, eller om vi bare opfører os sådan. Eller som det så pædagogisk forklares via titelnovellen: »Det handler jo ikke om kaniner […] Det handler ikke om kæledyr og ens børns humør og velbefindende, det handler om alverdens fortrædeligheder, om ondskab og om frygten for at miste dem, man elsker, før man mister sig selv.«

Ingen personer i novellerne bliver brugt som staffage, flere af bipersonerne udstyres med en historie, de får lov at fortælle. Familien er sjældent noget rart sted.

Kroppe

Wamslers persongalleri er enormt, han er heller ikke fedtet med detaljerne. Hans personer drikker ikke bare en øl. De drikker lige præcis dén øl af det mærke, så og så mange centiliter, så lunken, så frisk. Wamslers personer er eminente til at mærke deres kroppe, så spænder det i læggen på den måde, så er hovedet tungt, så vågner en mand »kold på lårene, svedig på ryggen«, så tisser en kvinde »og i et svidende skyl lettes [hendes] krop«.

Novellernes hovedpersoner husker desuden glimrende. Her er det Mikkel i novellen »22. juli«, der husker en dag, han var tæt på at drukne på en kanotur: »Følelsen af væske omkring mig. Trykket. Skvulpene i ørerne. Lyddæmpningen, der fulgte. Det på én gang klare, men også grønligt grumsede, lysende vand. Synet af øldåser, badetøfler, en padle og ghettoblasteren, der alt sammen sank med et væld af stigende bobler omkring sig. Det samme gjaldt mig selv. Jeg sank, imens tingene langsomt atter begyndte at stige, på nær ghettoblasteren. Det gik op for mig, at jeg var på vej til at synke til bunds. Og at jeg ikke var i stand til at holde vejret så meget længere. Panikken indfandt sig som i faser. Jeg begyndte at spjætte med arme og ben. Lyset i vandet omkring mig forsvandt. Det blev gradvist mørkere, væskefornemmelsen tættere. Jeg nåede at tænke, at det var det. Det var så det.«

Nåh, dén leg

Så godt er det vel kun fiktionsforfattere forundt at huske. Sådan en passage, som oven i købet begynder med: »De næste sekunder husker jeg meget tydeligt,« gør mig i tvivl om, hvorvidt forfatteren er skælmsk og metaagtig, eller om dramaet helt enkelt har overmandet ham. Den indledende sætning kan læses ironisk og være den sprække i teksten, der får læseren til at krydse af ved ’upålidelig fortæller’ og tænke: »Nåh, det er den leg, vi leger.«

For der er flere steder igennem hele novellesamlingen, hvor Wamsler peger på fiktionen som fiktion. I den sidste novelle »Efterskrift/Kanninmassakren« lader han forfatteren til Kaninmassakren træde frem (og blive udkonkurreret af Jussi). Eller en anden novelle hedder »Kapitlet om Mary-Jane Fredericksen« og peger på, at ordet kapitel både bruges om en særlig periode i et menneskes liv og et kapitel i en roman. Men så kommer det sproglige knas i vejen, sammenblandingerne af faste udtryk, klicheerne, og så er jeg ikke længere overbevist om Jesper Wamsler som elegant metaforfatter. Jeg kommer til at kede mig over sproget og omstændeligheden, og ramasjangen får mig til at tvivle på, om dukkeføreren bag det hele, nu også har styr på alle tråde.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Kaninmassakren

Jesper Wamsler

People’s Press

488 sider

250 kroner

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu