Helt færdig med Doppler

Erlend Loe presser en tredje komedie ud af Doppler, der i forvejen var hårdt presset. Det er ikke rigtig sjovt – kun lidt sjovt på side 99, 102, 104 og 154
Med Doppler har Erlend Loe opfundet en figur, han kan spejle forskellige fænomener i samtiden i. Den samfundsgruppe, der især bliver spejlet i Doppler-bøgerne – også den tredje – er den privilegerede middelklasse.

Med Doppler har Erlend Loe opfundet en figur, han kan spejle forskellige fænomener i samtiden i. Den samfundsgruppe, der især bliver spejlet i Doppler-bøgerne – også den tredje – er den privilegerede middelklasse.

Sigrid Nygaard
6. februar 2016

Doppler er denne her højst sammensatte, kiksede og uforudsigelige karakter, Erlend Loe fik kreeret i romanen Doppler, der kom på dansk i 2005. Dengang sagde Doppler om sig selv: »Jeg er en mand af min tid. En mislykket mand af min tid. Eller bare en mand af en mislykket tid.« Tilfældigheder og en mærkelig ulogik præger Doppler. For eksempel er han bedste ven med en elgkalv og blev det efter at have slået kalvens mor ihjel for at få noget at spise ude i skoven uden for Oslo, hvor han var draget ud for at bo, fordi livet føltes tomt og meningsløst. Hjortedyret kaldte han Bongo efter sin far – der godt nok slet ikke hed Bongo …

Doppler-roman nummer to fra 2006 hed Volvo Lastvagnar, og i den nye Doppler-roman, Enden på verden som vi kender den, vender Doppler tilbage til huset og familien, han forlod i den første bog. Nu er hans erindring om tiden som familiefar langt fra ordet ’mislykket’. Doppler husker sig selv som den perfekte nabo, kollega og far. »Sikke en mand han havde været dengang,« tænker han om sig selv, da han står uden for sin families hus og ringer på efter at have tilbragt et par år i de norske og svenske skove.

Det er én ting, man må finde sig i med Doppler: Han ændrer ofte synspunkt, han er ingen fast karakter, han hænger ikke sammen. Erlend Loe har ikke været interesseret i at skrive et menneske af kød og blod frem for læseren, men i at opfinde en figur, han kan spejle forskellige fænomener i samtiden i. Den samfundsgruppe, der især bliver spejlet i Doppler-bøgerne er den privilegerede middelklasse, der samtidig med at være privilegeret også skal leve op til den privilegerede position. Det vil sige gøre det rigtige, det vil sige spise sundt, tænke på miljøet, og hvad har vi.

Doppler er både meget vidende om verden og meget begrænset i sin viden om verden. Det giver romanen en påtrængende, demonstrativ naivitet, der jo nok er ment som en spøg, men så sjov, synes jeg ikke, Loes nye roman er.

Grødomrører

Jeg har noteret, at der står »noget sjovt« på side 99, 102, 104 og 154. Okay, så er der også en batteridrevet grødomrører på side 183, som også er nogenlunde sjov. Der har Doppler sat sig for at brænde al middelklassens ragelse på et bål: »Grødomrøreren var selve symbolet på idiotien, dekadencen og det indre forfald, der havde grebet landet, følte Doppler, og den måtte for enhver pris brændes, den måtte forsvinde fra Jordens overflade, sådan at menneskene igen kunne røre deres grød med hånden og på ny forstå, at de skulle være glade for, at der overhovedet fandtes grød at røre i, og for, at de selv fandtes, foruden Jorden og solen og månen.«

Sex hos Loe er en slags sengekants-hø-hø, hvor en omstændelig omskrivning ligesom skal understrege det frække, det vil sige det sjove. I stedet for bare at skrive det ligeud, at folk har sex, står der: »Kom hun for eksempel hjem klokken halv fem sammen med et individ tilhørende det modsatte køn.« Eller der står: »Solveig og Egil Hegel klædte sig af og gjorde det, som voksne mennesker af og til gør med hinanden.«

Den foranderlige Doppler sætter sig også i romanen som en nyt-kapitel-nyt-emne-opbygning. Handlingen i de enkelte kapitler hænger dårligt sammen. Så handler det tilfældigvis om jobsøgning og karriere, så går Doppler i gang med at se på rumper (dét ord) på nettet, så ser han fjernsyn, så bliver han pornostjerne i København, så bliver han ven med en roma, der tigger i Oslo. Så løber forfatteren tør for emner, og så er vi endelig helt færdige med Doppler.

Loes første bøger, Naiv. Super og Maria & José (illustreret af Kim Hiorthøy) er vellykkede i deres naive fordrejning af virkeligheden. De er underspillede, fortalt med færrest mulige ord, og de har ikke en fortæller, der forklarer det sjove. De er det bare.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Ny bog

Enden på verden som vi kender den

Erlend Loe

Oversat af Susanne Vebel

Gyldendal

280 sider

300 kroner

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu