Hemmelig canadisk forfatter er suveræn

Tilsyneladende ud af det blå kommer et monstrøst mesterværk af den hemmelighedsfulde canadiske forfatter Réjean Ducharme om et barns djævelske og sprogligt veloplagte oprør mod de voksnes falskhed og perversiteter. Romanen udkom på fransk for 50 år siden
Réjean Ducharme er sky og hemmelighedsfuld og er blevet kaldt for ’forsvinderen’. Et af de få fotos, der findes af ham er dette fra 60’erne. Han er født 1941 i Québec og har skrevet både romaner, teaterstykker, filmmanuskripter og sangtekster, med størst hyppighed frem til midten af 1970’erne. 

Réjean Ducharme er sky og hemmelighedsfuld og er blevet kaldt for ’forsvinderen’. Et af de få fotos, der findes af ham er dette fra 60’erne. Han er født 1941 i Québec og har skrevet både romaner, teaterstykker, filmmanuskripter og sangtekster, med størst hyppighed frem til midten af 1970’erne. 

radio-canada.ca
20. februar 2016

Det er sjældent, at man som boganmelder smuglæser, som om bogen var en klausuleret rapport fra et regeringskontor, og over for selv de nærmeste kolleger på andre medier holder hemmeligt, hvad man for tiden sidder boret ind i, som giver en intens nydelse, skiftevis slår én med undren og små chok.

Men sådan har jeg haft det med canadiske Réjean Ducharmes debutroman Slugerens slugt. Jeg ville gerne være ham, der breakede historien, hvilket altid er lidt komisk, men her er til at græde af grin over. Bogen er fra 1966, altså nøjagtig 50 år gammel.

Googler man Réjean Ducharme, får man ingen danske hits, ud over hvad oversættelsen her for ganske nylig har givet anledning til (samt et register fra Det Danske Filminstitut, der omtaler et filmmanuskript). Ducharme optræder ikke i Rosinantes leksikon over udenlandske forfattere. Hans navn figurerer i en længere opremsning i Gyldendals Den Store Danske under opslaget »Canada – fransksproget litteratur«. I Gyldendals Verdenslitteraturhistories bind 7 får han 14 linjer.

Hemmelig er Réjean Ducharme på flere måder. Han blev født 1941 i den canadiske fransktalende provins Québec og har siden debuten skrevet både romaner, teaterstykker, filmmanuskripter og sangtekster, med størst intensitet og hyppighed frem til midten af 1970’erne. Han har i øvrigt også arbejdet som billedkunstner med byaffald som sit materiale.

Han findes faktisk

Men ligesom andre mytologiske forfatterskikkelser – som J.D. Salinger og Thomas Pynchon – har Ducharme haft held med at gøre sit privatliv til et skjold mod offentligheden – i en grad så man indimellem har betvivlet hans eksistens og tilskrevet hans bøger snart det ene, snart det andet forfatterspøgelse.

Der findes kun få fotografier af ham og kun ét egentligt portræt, offentliggjort i tiden omkring hans romandebut for et halvt århundrede siden. Det forestiller en køn, tidstypisk collegestuderende, en Paul Simon med hvalpefedt, helt igennem square. Muligvis med noget diabolsk i portrættets ungdommelige selvbevidsthed, forudsat at man ved, at man skal kigge efter det.

For square er Ducharme ikke, og hans opsigtsvækkende debutroman slet ikke. Bogen, der i øvrigt først blev afvist af et canadisk forlag og siden udkom på det franske Gallimard og var nomineret til Prix Goncourt, Frankrigs mest prestigefyldte litterære pris, har en (ved romanens begyndelse) niårig hovedperson, den hyperbegavede, fremmelige, djævelske gavtyv Berenice.

Vil afskære lemmer

Bogen er hendes fortælling, dens 81 kapitler er hendes aggressive fanfarer og hidsige, men også komiske, legesyge og elegante blæs i den trompet, hun i sit højst omskiftelige ungdomsliv passende nok modtager undervisning i.

Berenice og hendes bror Christian har deres evigt stridende forældre delt mellem sig, ikke stridende som i ægteskabelig kiv, men på samme måde som lande, urkræfter, ideologier og religioner hadefuldt kan bekrige hinanden. Christian er morens, den katolske, lidt sværmeriske, sødmefulde, men gennemfalske part, Berenice er farens, den jødiske, despotiske og rethaveriske patriark.

Romanen er et børneoprør, med dydsirede Christian som den allerede overvundne og Berenice som en rasende og kompromisløs voldsfantast. Hun vil opsprætte maver, afskære lemmer, hun vil sluge sine modstandere for ikke selv at blive slugt, besidde dem for ikke selv at blive besiddet. Mens de voksne prøver – som en udtrykker det – at »få renset ud i det snavs, der flyder i« hendes årer.

Romanen svinger frem og tilbage mellem til den ene side Berenices uforfærdethed, hendes ironiske og sprogligt veloplagte udæskning af voksen perversitet og dumhed. Berenice er klogere end de voksne, hun paralyserer dem med sit vid, sine slebne ondskabsfuldheder, sit mod til at overskride alle grænser og krænke alle love; konventionens, moralens, kroppens.

Og til den anden side Berenices fortvivlede oprør mod kærligheden, som er uærlig, sentimental, men især umulig. »Sikke noget svineri!« er hendes tilbagevendende replik til verden som sådan, men også til den ensomhed, hun er efterladt med.

Drømme og skrækvision

Der er på den måde et lag af sorg under hendes suveræne oprør.

Romanen udspiller sig i kunstfærdigt udtænkte og drømmeagtige verdener, først i et forladt abbedi på en ø i en flod, hvor den ene groteske og surrealistiske scene afløser den anden (en rotteepidemi, en karnevalsagtig krig, romancer og hadefulde intriger mellem de unge, det hele gennemtrukket af referencer til alskens mytologier).

Senere i et kulisseagtigt New York, hvor en onkel, en ortodoks jøde, skal afrette den unge hovedperson, og endelig i et malabarisk Mellemøsten og i en blodig teaterkrig mellem arabere og jøder, hvor Berenice kan få afløb for sit orgiastiske og på et tidspunkt også hendes selvfortærende ødelæggelsesinstinkt.

Romanens blanding af drømmebillede, skrækvision, humoreske og skarp allegori holdt mig vågen gennem hele den lange malende fortælling. Kun den sidste del, allegoriens tråd til den også i slutningen af 1960’erne højspændte Mellemøsten-konflikt, virker lidt for let trukket. Og på grænsen til det antisemitiske.

En dresseret køter i balletskørt

Jeg tør ikke sige noget om den rent trans-mæssige side af Attila Aspelunds oversættelse af Réjean Ducharmes monstrøse mesterværk, men jeg tør godt rose den for dens evne til at lade det højstemte og det lave (det idiomatiske, det vulgære) klaske mod hinanden som svinekroppe i en slagtehal. Eller som kastratsang ud af en nonnes røv.

Lad det være påskuddet til at slutte med to citater, to af Berenices selvportrætter.

Først om det djævelske spejlingsforhold, hun står i til verden:

»Så er jeg altså ikke et frit og uafhængigt væsen, men et snavset gevækst, en slags vorte med arme og ben, en snavset vorte der har skubbet sig op til jordens overflade og som suger næring ud af den samme jord der selv er et snavset væsen.«

Så med pornografisk og ublu vellyst, men også smerteligt sørgmodigt (Berenice er gurlesk, før begrebet blev opfundet, vidende og uskyldig, sød og morderisk, trutmund og tragedie):

»Undskyld mig, hr. chauffør, kender du måske nogen, der for 20 dollars ville gå med til at elske til døden med en dresseret køter i gennemblødt balletskørt?«

Slugerens slugt
Réjean Ducharme
Oversat af Attila Aspelund
Det Poetiske Bureaus Forlag
466 sider
150 kroner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu