Personlighed er absolut et plus, når man fortolker klassisk musik. Selvfølgelig kan attitude nemt kamme over i karikatur, men uden et eget bud på partituret føles opførelsen uvedkommende. Ved torsdagskoncerten den 11. februar mødte vi tre meget personlige kunstnere i den franske altsanger Natalie Stutzmann, den russiske dirigent Vasily Petrenko og som barytonsolist danske Johan Reuter.
I orkestersangene Des Knaben Wunderhorn angav Gustav Mahler ikke præcist hvilken eller hvilke stemmetyper, han ønskede sig, men der er tradition for at opføre dem med en kvinde- og en manderøst sammen. Natalie Stutzmanns profil som både dirigent og sanger er enestående, og hun kombinerer gerne de to funktioner i barokrepertoiret.
Hendes meget mørke, nøddebrune stemme med en koncentreret kerne er også usædvanlig, og ved siden af Johan Reuter var hendes speciale i tidlig musik tydelig: Han er vant til at synge ned til bageste række på Metropolitan Opera, hvorimod hun som baroksanger optræder i mindre rum. Indimellem druknede hendes nuancerede foredrag, selv om Vasily Petrenko og DR SymfoniOrkestret var forbilledlige ledsagere.
Mahler skabte en slags drama ud af nogle af de tyske folkesange, der i begyndelsen af 1800-tallet blev indsamlet af digterne Clemens Brentano og Achim von Arnim som et egentligt nationalistisk projekt. Komponisten plukkede sange om soldaterliv, græsenker og død og skildrede dem bittersødt eller ironisk.
I hans sangcyklus er der ikke en lineær handling, og enkelte indslag har ikke direkte noget med soldater og kærester at gøre. For eksempel sangen om Antonius’fiskeprædiken, også berømt i instrumental udgave i Mahlers 2. Symfoni, som Johan Reuter animerede virtuost på og en anelse ved siden af taktslagene – en balancegang, som Petrenko holdt hånden under og samtidig slap af sted med et fleksibelt tempo. Mesterligt!
Han var åbenlyst den helt rigtige dirigent til dette værk med flot balancering, filigranarbejde og sikker formtænkning over det lange stræk.
I den niende af de 13 sange, »Reveille«, er hovedpersonen død i kamp, men eksercerer videre som en dødningesoldat med kæresten som tilskuer: »Han slår på trommen op og ned / snart når de natkvarterets fred / i gyden går de ud / hen foran pigens hus / Tralali, tralalei, tralala«. Sangene har indtil da mest vekslet mellem det uskyldige og det underfundige, først nu slår Mahler ind på det tragiske med en grotesk undertone, så vi ikke helt ved, hvad vi skal tænke.
Senere rammes vi af begsort resignation i historien om trommeslageren fra Livgarden, som deserterer og tager afsked med verden foran galgen. Den afsluttende »Urlicht« bliver vanligvis sunget af en alt, men Johan Reuter tog sig rørende og groundet af denne sang om at blive afvist af en engel ved himlens port og alligevel insistere på at blive lukket ind.
Fast grund under fødderne
Ved et berømt møde i 1907 drøftede Mahler og Jean Sibelius, hvad det skønne og store monstrum kaldet ’symfoni’ skulle kunne. Den ene ville en mangfoldig og modsigelsesfuld verden af toner, der afspejlede vores virkelighed; finnen derimod fortsatte den mere abstrakte skønhedsdyrkelse, koncentrerede sit stof og sagde tingene direkte.
Mange steder i Sibelius’ syv symfonier hører vi storslåede naturbilleder, men lige netop nummer to, som var på programmet denne aften, er mindre panoramisk og mere åndelig i sin stræben hen imod et triumferende klimaks, der bare bliver ved og ved. Natur var der endnu mindre af under Vasily Petrenkos ledelse, og denne mere abstrakte og ligefremme fortolkning syntes jeg kun delvist klædte Sibelius. Og den omhyggelige balance i orkestret, vi hørte i Wunderhorn-sangene, blev flere gange i Sibelius’ 2. Symfoni sat over styr af uhørt larmende messingblæsere. En stor fehler.
Men det store luftskib, som det føltes som, lettede flere gange på en aldeles himmelsk færd båret af stærke, usynlige vinger. Det store vellykkede klimaks kunne i det store og hele dog ikke kompensere nok for den transcendens, vi hører med mange andre dirigenter, og som med Petrenko blev skiftet ud med det mere håndgribelige og blev hørt som ’ren’ musik. En lignende transformation har han gjort langt mere vellykket med Dmitrij Sjostakovitsjs symfonier, som anmelderkollega Jens Cornelius rammende har kaldt at hive fodnoterne ud af sovjetmusikken.
Selv den største dirigent med et stort repertoire på cv’et har sine specialiteter, og det er ikke første gang, at Sibelius (eller Carl Nielsen) spænder ben for en ikkenordisk fortolker. Men jeg kommer sent til at glemme Petrenkos både ydmyge og aktivt deltagende del i Des Knaben Wunderhorn, der står som noget af den skønneste Mahler, jeg længe har hørt.
Gustav Mahlers ’Des Knaben Wunderhorn’ og Jean Sibelius’ ’2. Symfoni’. Baryton Johan Reuter og alt Natalie Stutzmann, dirigent Vasily Petrenko med DR SymfoniOrkestret. Den 11. februar i DR Koncerthuset
