Læsetid: 2 min.

Hvornår peaker en panda?

’Panda Affæren’ på Grob er en munter teaterforestilling med fin satire over danskeres klumpethed i Kina. Men replikkerne er for flade
26. februar 2016

Teater Grob er nu nået til Kina i den femte forestilling i teaterværket Det 6. Kontinent med seks nyskrevne forestillinger om den globaliserede dansker. Panda Affæren er da også umiddelbart en sjov forestilling om alle de kulturpinligheder, der lurer, når danskere tror, at de bare kan tage til Kina med deres demokratilogik og lave en god forretning. 

Dramatikeren Maj Rørbæk Damgaard har i hvert fald skrevet en ferm farce om dansk kluntethed og kinesisk styrke. Plottet er skægt og ville egentlig også være velegnet til en film eller en spændingsroman. Men personernes replikker lyder fuldstændig ens, som om det er dramatikeren, der taler – og ikke de forskellige roller. 

Det er ikke troværdigt. Det går i hvert fald ikke, når en kineser, der har lært sig selv dansk, bruger gammeldags ord som »omdømme« og »hæmsko« og andre skriftssprogsudtryk, som ingen dansker siger højt i dette årtusinde. 

Forførende Bendix

Heldigvis har instruktøren Anders Lundorph fået de tre skuespillere til at spille så kækt, som var de med i en krimi eller et reality show. 

Skuespilleren Camilla Bendix har en skøn energi som selvtillidschefen fra København, der øjner en chance for at avancere ved at rejse til Kina og lave en smart aftale. Camilla Bendix kan fastholde sin emsige nedladenhed og kineserforagt, så man til sidst er ved at råbe ad hende, som om hun var kusine til Inger Støjberg. Og hun flirter forførende, samtidig med at hun præsterer en pumpet gangart som en skøn parodi på kvindelige lederes machokompleks. Det er provokerende godt gået.

Kasper Leisner spiller en dansk virksomhedsarving, der har været udsendt i Shanghai så længe, at han har lært kinesernes spilleregler at kende – og deres sprog. Snart finder han ud af, at det ikke er korruptionen, der er hans største modstander. Nej, det er da firmaets kvindelige mellemleder derhjemmefra. Og så er han ellers i frit fald. 

Kasper Leisner agerer imponerende frisat mellem desperation og vrede. Afvæbnende ærlig i en imponerende opløsningspræstation.

Cellevægge

Men forestillingen kulminerer, da Kasper Leisners truede danskerdirektør stirrer lige ind i øjnene på businesskineser Thomas Chaanhings pokerfjæs. Her kommer vitterlig noget på spil mellem de to mænd. Og Thomas Chaanhings lukkede ansigt forvandles pludselig fra overlegenhed til kryben – med kinesisk underdrivelse, selvfølgelig. Det er yderst interessant. 

Scenografmakkerparret Marianne Nilsson og Anne Mette Drivsholm støtter denne magtforskydning gennem deres klaustrofobiske kontorscenografi. For her har verden isolerede vægge, som om der var tale om en fængselscelle – og væggene kan i det hele taget adskilles og skubbes sammen, uden at overvågningsudstyret registrerer det. Det er en munter fusion mellem det designforhippede Danmark og det effektivitetskrævende Kina.

Glemte pandaer

Om man så bliver klogere på Kina af denne forestilling? Nej, egentlig ikke. Teksten kommer aldrig dybere end klicheerne. Titlens gavepandaer bliver heller ikke et synderligt overbevisende symbol, måske fordi plottet faktisk glemmer pandaerne undervejs. Men det gør måske heller ikke noget.

Faktisk fornemmer man, at Panda Affæren først rigtigt peaker, efter forestillingen er slut. Når Kasper Leisner vandrer ud til en ny hverdag uden korruptionens gyldne regler. 

’Panda Affæren’. Tekst: Maj Rørbæk Damgaard. Iscenesættelse: Anders Lundorph. Scenografi: MAAM – Marianne Nilsson og Anne Mette Drivsholm. Lys: Mårten K. Axelsson. Lyd: Emil Assing Høyer. Grob på Nørrebrogade til 12. marts.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu