Læsetid: 4 min.

Man kan sidde at klø sig fornøjet i nakken, mens man brummer ’aha, nåda, sådan har jeg ikke set en mikroaggression før’

Få mennesker har Louis C.K.s evne til at se skuffet og ligeglad ud på en gang. Det er en gave, han ikke er bange for at bruge i sin nye, mørke og langsomme serie ’Horace and Pete’
12. februar 2016

Horace Whittell VIII, som har hovedrollen i serien Horace and Pete, ligner en mand, der er vant til ikke at få sin vilje. Ikke at han vil noget bestemt, ud over at have fred og ro til at få sit liv overstået uden nævneværdige katastrofer, omsorgssvigt og ansigtstab.

Horace Whittell (Louis C.K.) driver en kælderbar i Brooklyn med sin bror Pete (Steve Buscemi), der allerede har brugt meget af sit halvtredsårige liv på at slås med sin psykiske sygdom.

Nu kommer han ikke så meget ud. De to har arvet Horace and Pete’s, som baren hedder, fra deres far, Horace, der drev den med sin fætter Pete, der stadig i Alan Aldas ret forrygende skikkelse står bag baren og kører et benhårdt, nævenyttigt regime.

Horace and Pete’s har været i familiens eje i 100 år, altid ejet af to mandlige slægtninge ved navn Pete and Horace. Alting kan retfærdiggøres eller affærdiges med henvisning til traditionen, den lange linje af mandlige makkerpar, der vidste, at det var deres ret og deres pligt at lange fortyndet sprut over disken i Horace and Pete’s.

Hver dag skal der åbnes for det faste klientel, det brune møblement skal stå klar, og ind kommer bulderbasserne, neurotikerne, jammerkommoderne, brokrøvene og bøvhovederne. De får en venlig betjening, så længe de ikke prøver at spille smarte og bestille andet end øl og sprut.

Et godt sted at skændes

Her sidder de så og skændes om dagsaktuelle emner. De timelange afsnit af Horace and Pete optages tilsyneladende efterhånden, så karaktererne kan diskutere det forestående primærvalg i Iowa og Superbowl samtidig med seriens seere.

Præmissen – nogle prøver at slippe godt fra at være dem, de nu er, mens de dag ud og dag ind opholder sig i den samme bar og udveksler verbale stikpiller i en overvejende gemytlig tone – er velkendt, først og fremmest fra Sam’s Bar.

Alligevel minder Horace and Pete ikke om nogen andre tv-serier, jeg har set. Afsnittene er som sagt omkring en time lange, og det, der sker, sker så langsomt og fokuseret, at det er som at se filmet teater.

I sin tv-serie, Louie, der handler om livet som standup-komiker og delefar, varierede Louis C.K. også sitcomformatet mere og mere. Hvert afsnit fortalte to historier. Det behøvede ikke at være en konstant, at det først og fremmest var sjovt. Nogle afsnit var moraliserende, andre vildt kyniske, absurde, eftertænksomme eller decideret blødsødne. Ingen af dem ville jeg undvære overhovedet.

Horace og Pete lever heller ikke op til de gængse forventninger til en komedieserie. Dels på grund af tempoet – Louis C.K. og Steve Buscemi lunter ligesom bare rundt og spiller slukørede med stor succes som om, der er al tid i verden. Dels på grund af alvoren.

Horace and Pete er morsom, det er den, det lover jeg. Louis C.K. har et genialt blik for den absurditet, der indfinder sig, når folk prøver at kommunikere nogenlunde meningsfuldt med hinanden, muligvis endda at minimere afstanden mellem sig.

Typisk kommer der en sværm af fikse ideer på banen og saboterer de ellers hæderlige forsøg. Men det fyger ikke med vittigheder i denne komedieserie, og man vrider sig heller ikke af grin. Man er mere på stikkerne for at se, hvor dialogerne ender – hvilke grøfter Horace, Pete, Pete m.fl. nu ryger i.

Kammerspil i en brun bar

I mine øjne virker formen ny og forfriskende, endelig en helt vildt langsom komedieserie med lange afsnit, man kan sidde at klø sig fornøjet og forlegent i nakken til, mens man brummer »Aha, nåda, sådan har jeg ikke set en mikroaggression før«.

Men en statisk form er det også, i hvert fald nu efter de første to afsnit. Det er kammerspil i en brun bar. De tvivlsomme familierelationer popper op en efter en.

Søsteren – hvis navn ikke står over barens indgang, hvorfor hun ingen ret har til den – vil gerne sælge den urentable bar, nu hvor boligpriserne i Brooklyn er inde i en rivende udvikling, og hun egentlig godt kunne finde noget bedre at bruge pengene på end at holde en flok triste drankere med drikkevarer.

Onkel Pete er ikke en flink fyr i nogen traditionel forstand. Den afdøde fars efterladte kæreste, Marsha (Jessica Lange), spøger pinligt i Horaces seksuelle fantasier, og så har han en i øvrigt selv nogle børn, det går skidt med.

En stor del af det sørgeligt sjove finder sted i de dialoger, hvor de forskellige ikke overdrevet lykkelige karakterer prøver at forklare, hvordan de har det.

En af onkel Petes bekendte var nødt til at tænke på Bambi-filmen for at kunne græde ordentligt ligesom de andre, da han i sin tid var med til at befri en koncentrationslejr.

Det minder stamkunden Leon (en lovende karakter, der medbringer sin egen sammenfoldede serviet at stille glasset på) om engang, han så Bambi med en dame og var nødt til at tænke på holocaust for ordentligt at kunne græde over den.

De triste anekdoter er godt kørende i Horace and Pete, men indtil videre er den største gevinst ved serien, når de betændte familierelationer skal redes ud, og der bag hver ønske om forsoning og forståelse lurer et forsøg på at tromle og få sin vilje. Uagtet at de færreste af karaktererne ved, hvad de gerne vil.

’Horace and Pete’s’ sælges i afsnit på Louis C.K.s hjemmeside, louisck.net. Første afsnit koster fem dollar, andet koster to

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu