Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Kontrasten mellem Beyoncé og Kanye

Et par stjernestunder i amerikansk pop: Kanye West drager ind i celeb-boblen og ser sig tilbage. Beyoncé går i politisk udbrud. Aldrig mindre end underholdende
Beyoncés leverer klare politiske budskaber i sin nye single og video ’Formation’, mens Kanye Wests mestendels skyder almindeligheder af i forbifarten på sit nye album. Fotos: Stills fra ’Formation’/ (Parkwood/Columbia/Sony) og Universal Music.
Kultur
19. februar 2016

Der har været ild i internettet i dagene op til præsentationen af Kanye Wests nye, syvende album The Life of Pablo. Ikke så mærkeligt, når vi har at gøre med en verdensmester i at piske en storm op. »I am God’s vessel. But my greatest pain in life is that I will never be able to see myself perform live,« citeres ophavsmanden utallige steder for at have sagt.

Yeezy. Yeezus, som han også vover at kalde sig. Kanye West. Manden med det tilsyneladende storhedsvanvid har gjort sig til en kunstner i alt, hvad han siger og gør. Pendulerende mellem det indsigtsfulde og det forvrøvlede. Og han malker den moderne populærkultur, især celebrity-kulturen, mindst lige så mesterligt som sin hustru Kim Kardashian. Ja, de synes begge at opføre en sprøjteorgastisk tabloiddrøm i deres romantiske og seksuelle selv-iscenesættelse. Performer de deres stjernekarakterer? Eller er de bare begyndt at leve deres personaer? Gået i et med dem?

Angiveligt peger titlen The Life of Pablo ikke kun på hans besættelse af at sammenligne sig med Picasso, men også på den colombianske narkobaron Pablo Escobar (samt angiveligt også digteren Pablo Neruda). Den perfekt nådesløse forretningsmand over for den kompromisløse kunstner. Og er det ikke bare et stort kulturelt øjeblik, når fin- og popkultur blander blod på tabloidsitet TMZ, når de interviewer barnebarnet Florian Picasso, som hævder, at West har hele Picasso-familiens velsignelse til at opkalde sit album efter mesteren?

The Life of Pablo er et gospelalbum, har West sagt. Og så er det jo af med egoet, under Guds åsyn. Eller, ja, altså, man kan selvfølgelig også bare trippe over, hvor guddommeligt, man selv har det. Og det er tydeligt på den bragende åbner »Ultralight Beam«, hvor et stort gospelkor lover os at det her – sangen? Livet? Albummet? Skabelsen? – er alting.

Verden er punktformet for Yeezy. Når man er omnipotent og bevæger sig med lysets hastighed, så er man overalt på samme tid. Og derfor forstår han også som det mest naturlige i verden at inkorporere enhver menneskelig følelse i sit kunstneriske korpus. Fra det mest smålige, drillende til det ultimativt givende. Fra megalomani til ydmyghed. Der synges »We on a ultralight beam/This is a God dream« i begyndelsen af The Life of Pablo. Men West bøjer sig også i støvet. Til radioshowet Breakfast Club sagde han for nylig: »This album’s just embracing the music, embracing joy, and being of service to the people. I just hope that people like it and enjoy it, you know?«

Fornemmelse af vildrede

West har udvist – PR-kalkuleret? – ubeslutsomhed i forbindelse med albummet, der nåede at have to andre, officielle titler, inden det blev døbt The Life of Pablo. Og tracklisten var nede på 11 tracks, så oppe på 17, inden det endte med hele 18 numre. Og musikalsk har albummet også en fornemmelse af vildrede over sig.

Der er flere stilistiske lysindfald fra gospel og anden kirkemusik. For eksempel på »Father Stretch My Hands Pt. 1«: gospelkor, mudret synth-bas og et fabelagtigt groove overrislet med hihat som deliristisk trykluftpistol. Og der er den hjemsøgte »Wolves« i duet med Frank Ocean og højfrekvent kirkelig korsang fra helt oppe under kuppelen. Mens der et par steder er fornemmelsen af et tuberkuløst kirkeorgel i en ramponeret sydstatsflække.

Men vi ramler også i mange andre retninger. »30 Hours« med Outkasts André 3000 sampler Arthur Russell, der sender spirituelle vokalbølger gennem menageriet. »Feedback« surfer på en sirene, der dernæst krølles sammen i groovy kramper, mens West affyrer en hysterisk salgstale: »I’m the ghetto Oprah/You know what that mean?/You get a fur! You get a fur!/You get a jet! You get a jet!/Big booty bitch for you!/Woo!« Og der er »Famous«, hvor Rihanna synger om kap med en sampling af den gamle klassiker »Bam Bam« og siden afløses af afdøde Nina Simone, der synger sangen færdig med et større lån fra hendes fremførelse af sangen »Do What You Gotta Do«.

Det er et album uden en klar identitet, hvilket selvfølgelig kan høres som endnu en selvoptaget selverkendelse fra stjernen. Det er en heterogen og retrospektiv plade, og som noget nyt i Wests karriere kan der denne gang trækkes tråde tilbage til alle hans tidligere plader og deres produktionsstrategier og æstetiske særkender. Ja, Kanye West og hans producere og gæstestjerner synes nu at performe Kanye West og hans fortid på The Life of Pablo.

Fra det overrumplende samplerdeliske frisind på de to første albummer, The College Dropout og Late Registration. Over de neonlysene electronicahymner på Graduation og den minimalistiske rytmeinnovation og autotuningundersøgelse på 808s & Heartbreak. Til det kollaborative magnum opus My Beautiful Dark Twisted Fantasy og hans dekonstruktive antialbum Yeesuz, der lød som sidste led i en række af vilde mutationer og afstødelsesmekanismer. Over kun seks plader – fra 2004 til 2013 – gjorde Kanye West sig til sin generations mest interessante og eventyrlystne producere og til en af vor tids mest profilerede hiphop-ikoner. Efter en lang rejse ser han sig tilbage, og det skal være ham vel undt at forholde sig lettere nostalgisk til et allerede overvældende output. Det foregår så med et album, der ikke kun er stilistisk, men også kvalitativt sammensat, en kende udmattende, men altid underholdende.

No more parties in L.A.

Værre er den fornemmelse af klaustrofobi, der gemmer sig i teksterne. Der er forsøget på at undslippe det narcissistiske feedbackhyl skabt af fanskarerne på »I Love Kanye«. Der er bønnen: »Please, baby, no more parties in L.A.« (i et lidt forceret rapepos med Kendrick Lamar). Der er væmmelsen over det dekadente klubliv på »Wolves«: »What if Mary was in the club/What if she met Joseph with no love/Cover Saint in lamb’s wool/We surrounded by the fuckin’ wolves.« Og der er rigdommens skadevirkninger på familie og venskaberne på »Real Friends« – hvordan omgangskredsen ringer til ham for at hustle penge ud af ham. Og så er der de infantile frækheder, der virker nærmest desperate, ikke mindst den her: »I feel like me and Taylor might still have sex – Why? I made that bitch famous.« Sikke noget bullshit. Hvilket heldigvis allerede har fået omtalte Taylor Swift til at svare igen ved en af sine – mange – takketaler ved årets Grammy-prisuddeling den 15. februar.

En anden superstjerne, Beyoncé, formåede også at stjæle noget af Wests PR-torden – på forhånd – da hun udgav sangen og musikvideoen »Formation« den 6. februar og samme dag opførte den ved intet mindre end Super Bowl. Det var fem dage før Kanye West præsenterede nogle af sine sange ved modeshowet for sin tredje kollektion for Adidas i Madison Square Garden.

Ikke bare er »Formation« en brillant fortolkning af den New Orleans-fødte hiphop-afart bounce, sangen og musikvideoen bruger også sydstatsbyen på en måde, som Kanye West bør kunne nikke genkendende til: Som en kritik af USA’s undertrykkelse og negligering af nationens afroamerikanere.

»What happened at the New Awlins?« lyder det i en sampling i begyndelsen af »Formation«. Den er fra queer-rapperen Messy Mya, der blev myrdet i New Orleans i 2010. I videoen ligger Beyoncé på en politibil, der er ved at synke i et oversvømmet New Orleans. Der er billeder af Beyoncé & co. klædt som et kreolsk aristokrati fra en svunden tid. På en væg er der sprayet ordene »Stop shooting us«. En lille dreng danser foran en række af politifolk i riot gear. Og til Super Bowl var Beyoncé og danserne klædt i Black Panther-lignende kostumer.

»George Bush doesn’t care about black people,« sagde Kanye West i en nu legendarisk afvigelse fra manuskriptet til tv-indsamlingen til ofrene for Katrina i 2005. Det er længe siden at en ung, tydeligt nervøs West sagde en politisk, smertefuld sandhed for åben mikrofon. Bevares, der er et par politiske smuler tilbage på The Life of Pablo, men det er mestendels almindeligheder skudt i forbifarten: »I’m about that Farrakhan« (Louis Farrakhan, leder af Nation of Islam). Han rapper »pray for Paris« og »Hands up, we just doing what the cops taught us«.

Det er selvfølgelig svært at forestille sig Beyoncé foretage sig noget uden en PR-strategi bag sig, og »Formation« er da også præget af hendes vanlige magtretorik – både visuelt og i ord, hvor hun både får henvist til sin Givenchy-kjole og sit dræberinstinkt. Men det gør ikke hendes budskaber sprøjtet direkte ind i mainstream mindre relevante. Først gik hun i brechen for feminismen, helt eksplicit omkring udgivelsen af sit seneste album Beyoncé fra 2013. Nu er hun – forhåbentlig – på vej ud ad en racepolitisk tangent.

Det var således ikke kun timingen af Beyoncés udgivelse, der var bemærkelsesværdig i forhold til Kanye Wests The Life of Pablo. Det er også den kontrast, der bliver demonstreret mellem de to kunstneres aktuelle udsyn og situation. En fornemmelse af, at West – lukket inde i en celebrity-boble – har mistet jordforbindelsen, mens Beyoncé – i hvert fald delvist – har genvundet den.

Kanye West: ’The Life of Pablo’ (Good Music/Roc-A-Fella/Def Jam/Universal)

Beyoncé: ’Formation’ – Single og video (Parkwood/Columbia/Sony)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her