Læsetid: 2 min.

Langbenet model tager chancen i Paris

’The Model’ fortæller fint nuanceret om en provinspiges fristelser i den parisiske modeverden. Desværre virker fortællingen også en kende for banal
12. februar 2016

Det er en flyvende start for unge, danske Emmas modelkarriere i Paris, hvor hun meget hurtigt – uforståelig hurtigt – får fingrene i stjernefotografen Shane White. Både professionelt og romantisk. Efter siden at have verfet sin provinskæreste af sig kan hun nu træde ind i high societys cirkler på sikre – meget lange – ben.

’Stankelben’ blev hun kaldt i hjemstavnen. Hun ankommer som guds ord fra landet til ’byernes by’, og kan kun for langsomt lægge sin hidtidige baggrund bag sig. Stankelbenet kører chancen hastigt, forløjet, manipulerende. Og her i Mads Matthiesens anden spillefilm The Model er modeverdenen ikke specielt sund for et sultent menneske. Der er for mange fristelser, for mange muligheder, for mange mennesker, der er klar til at bruge dig – og gennemskue dig.

The Model rider dog ikke demonstrativt på klicheerne om modeverdenen. Jo, folk er hårde i tonen, men også klar til at lytte. Jo, der er stoffer, men kun sjældent. Og ja, mange af dem er fulde af bullshit (»Jeg vil se jeres sjæl,« lyder det ved Emmas første fotoopgave), men mange af dem er også klar over det.

Især glimrer en middagsscene, hvor en gæst mener, at en stjernes mellemrum mellem tænderne på forsiden af Vogue sender et vigtigt budskab til provinspigen om, at hun godt kan blive model. Hvortil en anden svarer, at billedet dermed også fortæller pigen, at hun omgående skal kaste sin frokost op. Amen.

Men Emma bekræfter, at det var modebladene, der gav hende troen på, at hun kunne være smuk i andres øjne. Og hendes behov for bekræftelse passer perfekt ind i en verden, der er klar til at bekræfte hende.

Hvis hun gør, hvad der bliver sagt, er der fri adgang til blikke på kroppen. Og de synes at være narko nok i sig selv – om de så er misundelige, begærlige eller professionelle.

Men Emma er heller ikke helt velforvaret. Hos hendes mandlige udlejer glider døren til badeværelset nogle gange op, mens hun står under bruseren. Er der nogen? Beglor udlejeren hende? Eller er det tværtimod en dør til et vanvid, der glider op på må og få, ikke ulig de uhyggelige rum og den upålidelige fortæller i Roman Polanskis Den nye lejer?

Maria Palm er velfungerende som Emma. Glubsk på en genert måde, i en borgerkrig mellem begær og grænser. Hendes kejtede sårbarhed er til at tage at føle på, uden at den bliver decideret rørende, fordi hun har noget utilnærmeligt over sig.

Der er til gengæld noget usandsynligt på spil i forholdet til Shane White. Hvorfor falder han så hurtigt og nemt, at han ligefrem indleder et – erklæret monogamt – forhold til så ung en pige? Der er intet i manuskriptet eller filmen, der gør Emma spændende nok til en sådan binding.

Og der er også en inerti – en forudsigelig retning og en træg bevægelse – i plottet, der gør at det aldrig bliver rigtig interessant. Der er ingen nødudgange fra The Models forfaldshistorie, og dermed virker fortællingen en kende for generisk. Og det er en skam.

’The Model’ – Instruktion: Mads Matthiesen. Manuskript: Mads Matthiesen, Martin Zandvliet, Anders August. Dansk. Biografer landet over

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu