Læsetid: 6 min.

Et lidenskabeligt forsvar for blasfemien

Manifestet fra Charlie Hebdos chef, kendt som Charb, henvender sig især til venstrefløjen, som ikke kan skelne mellem ideologikritik på den ene side og racisme og diskrimination på den anden. Opmuntrende nok har netop Informations Forlag påtaget sig udgivelsen
Charb alias Stephane Charbonnier, forhenværende chefredaktør på Charlie Hebdo, nåede at blive færdig med sin lille bog om bl.a. islamofobi, to dage før han blev myrdet i januar sidste år. Den er nu udgivet på dansk. Arkiv

Michel Euler

15. februar 2016

Efter angrebet på Charlie Hebdo for godt et år siden blev verden vidne til en sjælden opvisning i hykleri. Selveste New York Times, journalistikkens internationale guldstandard, tog teten i dette kapløb mod bunden. Avisen undlod som relevant dokumentation af en nyhedshistorie at genoptrykke så meget som en eneste af det franske satireblads tegninger med henvisning til, at man ikke ville krænke sine læsere.

Da en amerikansk professor i journalistik på de sociale medier spurgte, hvor mange mennesker der skulle myrdes, før New York Times ville vise sine læsere, hvorfor de var blevet slået ihjel, svarede chefredaktør Dean Baquet sjældent kort for hovedet: »Røvhul.«

Til gengæld bragte New York Times dagen efter massakren på forsiden et fotografi af den franske politibetjent, Ahmed Merabet, der liggende på asfalten værger for sig med hænderne, mens en af gerningsmændene står bøjet over ham og er et splitsekund fra at trykke på aftrækkeren på sin AK-47. Kunne man forestille sig et mere krænkende billede? For ofret, for hans familie og venner? Hvis man var i tvivl, kunne man lytte til Merabets bror, der på en pressekonference hulkende bad alverdens medier om at slette billedet og ikke vise det igen.

Man kan sikkert ikke udelukke en situation, hvor det ville være relevant at vise det famøse fotografi, men hvis man påstår, at det er hensynet til visse læseres følelser, der gør, at man afholder sig fra vise Charlie Hebdos tegninger, så kan ingen med sin integritet i behold vise det øjeblik, hvor Merabet bliver likvideret. Det gjorde imidlertid tusindvis af medier verden over.

Gik efter alle religiøse dogmer

Stéphane Charbonnier, chefredaktør for Charlie Hebdo fra 2009 til sin død og kendt under signaturen Charb, var hovedmålet, da brødrene Saïd og Chérif Kouachi den 7. januar 2015 brød ind i et redaktionsmøde og myrdede 11 mennesker. Undervejs forvissede de sig en ekstra gang om, at han var blandt de dræbte.

Om aftenen skulle Charb have deltaget i en tv-debat, hvor han endnu en gang skulle have forklaret, at Charlie Hebdo ikke var et antimuslimsk blad, at man gik efter religiøse ideer, institutioner og symboler, mens alle de, der himlede op om islamofobi og racisme i samme sætning, ifølge Charb i virkeligheden ikke var optaget af at forsvare den enkelte muslim eller muslimer som gruppe, men alene ønskede at fremme islam som religion; at det virkede paradoksalt, at alle de, der bekender sig til en påstået almægtig gud, samtidig føler sig kaldet til at hyre advokater og føre retssager for at forsvare ham mod kritik.

Charb var kommunist – han blev begravet til tonerne af »Internationale« – og en klassisk venstrefløjsaktivist.

I 1996 indledte han sammen med Charlie Hebdos grundlægger og daværende chefredaktør en underskriftindsamling med krav om at få Front National forbudt med henvisning til, at partiet havde forbrudt sig mod den franske menneskerettighedserklærings princip om alle borgeres lighed for loven.

Charb fik aldrig mulighed for at forklare sig i tv, men to dage før sin brutale død havde han afsluttet en pamflet, der nu foreligger på dansk. Titlen, Hvordan de som råber islamofobi i virkeligheden går racisternes ærinde, dækker præcist hans ærinde – inspireret af Albert Camus’ ord om, at man bidrager til alverdens ulykker ved ikke at kalde ting ved deres rette navn, ved at bruge forkerte begreber og ord til at beskrive virkeligheden. Islamofobi er ifølge Charb sådan et begreb. Det fører til, at hudfletning og karikering af religiøs fanatisme sidestilles med racisme og diskrimination. Han insisterer med to eksempler på, at diskrimination sjældent handler om religion, men mere om etnicitet, sociale og økonomiske forhold.

Det første: »Tag Mouloud og Gérard. De er begge muslimer. Mouloud er af nordafrikansk oprindelse og vokset op i en muslimsk familie, Gérard er europæer af oprindelse og vokset op i en katolsk familie, men er konverteret til islam. De er begge kandidater til at leje en bestemt lejlighed. De tjener lige meget. Hvilken af de to muslimer har størst chance for at få lejemålet? Ham med det arabiske udseende eller ham med det franske? Det er ikke muslimen, man afslår at leje ud til, men araberen.«

Det andet: »Mouloud og Abdelkader. De er begge muslimer, de er begge af udenlandsk oprindelse og begge mørkere i huden end Gérard. Mouloud har ikke fem flade øre, Abdelkader er millionær. Hvem af de to afslår man at leje sin lejlighed ud til? Muslimen Mouloud eller millionæren Abdelkader?«

Venstrefløjen blev harm

Bag Charbs sarkasme og voldsomme udfald mod opponenter på venstrefløjen og i den franske regering fornemmes en tiltagende desperation.

»Charlie Hebdo var blevet farligere end al-Qaeda, ja, værre endnu: Charlie Hebdo hjemlede eksistensen af terrorgrupper, der påberåbte sig islam. Tegninger, man var hurtige til at kalde islamofobiske, legitimerede morderiske handlinger,« konstaterer han med en blanding af harme og håbløshed. Ifølge folk, der var tæt på Charb den sidste tid, følte han sig stadig mere isoleret og usikker på, om han og de øvrige medarbejdere havde overskuddet til at ride stormen af. Truslerne og stemplingen som ansvarlig for alverdens ballade tærede, selv om han ikke var til sinds at kaste håndklædet i ringen.

Det er opmuntrende, at netop Informations Forlag har påtaget sig udgivelsen af Charbs manifest, for han henvender sig især til sine allierede på den europæiske venstrefløj, som ikke kan skelne mellem ideologikritik på den ene side og racisme og diskrimination på den anden. Mellem udstilling af religiøs fanatisme og hadefulde angreb på et mindretal.

Charb forsvarer lidenskabeligt retten til blasfemi, men støtter samtidig lovgivning mod hadefulde ytringer. I en multikulturel, multietnisk og multireligiøs verden kan det imidlertid være svært at skelne. Det, der lyder som poesi for én, kan for en anden ses som hadefuld tale. Det, der for nogle er legitim blasfemi, er for andre et hadefuldt angreb på et religiøst mindretal.

At selv retsstaten har svært ved at skelne, fremgår af en aktuel sag. En nordjyde har netop fået en bøde for at have overtrådt racismeparagraffen, fordi han afbrændte et eksemplar af Koranen i sin have og delte en videooptagelse af det på de sociale medier.

Charb beskriver en tilsvarende episode fra Frankrig i 2010, hvor en mand foldede papirsflyvere af Koranen og sendte dem afsted mod to glas, der skulle gøre det ud for tvillingetårnene i New York. Bagefter brændte han det, der var tilbage af Koranen, og til sidst slukkede han flammerne ved at lade sit vand på dem. Manden lagde en videooptagelse af optrinnet ud på nettet og blev også retsforfulgt ifølge racismeparagraffen, men frikendt med henvisning til, at hans aktion skulle ses som en fordømmelse af terror, ikke et angreb på muslimer som gruppe.

Charbs mediekritik er blevet forbigået i de fleste omtaler og anmeldelser af pamfletten, men den er vigtig og burde vække til selvransagelse og debat.

Han gør opmærksom på, at »enhver skandale, der har ordet ’islam’ i sin overskrift, sælger. Ordet ’terrorist’ får os til at skælve, men hvis man tilføjer ’islamisk’ skider vi grønne grise. Frygt sælger«. Det gælder ikke mindst de medier, der er mest ihærdige i deres fordømmelse af Muhammed-tegninger. De har på forhånd besluttet, at offentliggørelsen af en Muhammed-tegning vil føre til Tredje Verdenskrig, vold, død og ødelæggelse. Man ser ikke, hvilket billede af muslimer man formidler ved at foretrække den vinkel og søge den bekræftet ved at give hvem som helst taletid, hvis blot man kan få bekræftet sin antagelse.

Det er, så vidt jeg kan se, den eneste mulige forklaring på, at en obskur og marginaliseret præst i Florida med en menighed på 20-30 sjæle for nogle år siden havde alverdens medier og USA’s forsvarsminister i røret, da han bebudede, at han ville brænde Koranen af. Det stopper med Charbs ord ikke, før kritikken af islam er blevet banaliseret på samme måde, som det skete med kritikken af kristendommen.

’Hvordan de, som råber islamofobi, i virkeligheden går racisternes ærinde’ – Charb (Stéphane Charbonnier). Oversat af Jesper Tang. 88 sider. Informations Forlag. 99,95, kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Robert Ørsted-Jensen
  • ulrik mortensen
  • Kurt Nielsen
  • Jan Weis
Robert Ørsted-Jensen, ulrik mortensen, Kurt Nielsen og Jan Weis anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kan vi ikke snart blive fri for alt dette løjerlige ’muslimeri’.
At denne i grunden trivielle ’dingsbums’ ved navn ’islam’ bare er den sidste af de monoteistiske religioner, den mest sejlivede og ’dummeste’ af slagsen, som mangler å få jen å æ deckel med Oplysningens nådige piskeris, er bare skæbnens ironi og et oplagt emne for en klassisk og vedholdende religionskritik med grænseløs sarkasme fra de modigste, for én skal jo blive den sidste – dræbende morsomt … :-()