Læsetid: 4 min.

Lollikes sjove danmarksfortælling

’Familien der kunne tale om alt’ af Christian Lollike er et gruopvækkende billede af et gudløst Danmark i krig og miljøbekymring – og kærlighedsløshed
Lotte Andersen syrer ud i rollen som den åbenhjertige datter, der har fået nok af Nis Bank-Mikkelsens demente far i Christian Lollikes forrygende ’Familien der kunne tale om alt’ på Aarhus Teater.

Rumle Skafte

26. februar 2016

Så kom den endelig – den nye teaterfortælling om familien Danmark. En opdateret version af Indenfor Murene blandet med Nøddebo Præstegaard – og med et stænk af Matador.

I Christian Lollikes nye drama, Familien der kunne tale om alt, på Aarhus Teater findes alle arketyperne i det nye Danmark: familieoverhovedet, der er ved at være dement, og hans voksne døtre, der er hamrende trætte af hinanden – og hinandens mænd – men som alligevel pænt hvert år holder jul sammen. I år har barnebarnet inviteret sin arabiske kæreste med, og så falder alle facaderne.

Egentlig er alle her i familien Danmark ulykkelige af samme grund: Ingen af dem føler sig elsket. Særligt kvinderne i 50’erne har ord for ensomheden og deres vulkaniske begær efter erotik fra deres hensygnende ægtemænd. Faktisk er det kun stykkets unge nydansker, der har styr på værdierne. Men han er tydeligvis bare engangsgæst.

Grisen skal spises

Familien der kunne tale om alt er en rablende morsom forestilling. Scenografen Markus Karner har skåret familiens plankegulve op og stablet dem lodret, så gulvet danner en uindtagelig borg. Op ad plankerne er der kastet et par ægte tæpper, og en bordplade står skævt ind over det hele med sølvtallerkener. Nu skal julegrisen spises!

Eller rettere sagt: Nu skal julegrisen danses med, for svigersønnens traumatiserede ex-soldat bryder sammen over flæskestegen. Og snart viser det sig, at værtinden har sprayet flæskesværen med hårlak for at få den sprød.

Iscenesættelsen af den norske instruktør Runar Hodne er altså alt andet end kedelig. Man mærker Ibsen stå på lur med både Et Dukkehjem og Gengangere som inspiration. Men naturalismen følges her hele linen ud og bliver til surrealisme, når alle personer stiller sig op på række og siger det grimmeste om hinanden, som de kan finde på. Og på bedste tyskinspirerede vis ender scenen indsmurt i smadrede rødvinsflasker.

Aarhus Teaters skuespillere har en skøn ukuelighed over sig. Inge Sofie Skovbo tager prisen som vildeste kvinde i udbrud, når hun klager over sin troløse mand.

»Men man bliver jo ikke skilt i vores alder,« som hun siger det. Og Lotte Andersens ustyrlige maneater med rensdyrgevir i håret og hullede strømpebukser får selv teenagedrengene i tilskuersalen til at stirre rædselsslagent mod scenen, når hun liderligt flår tøjet af Chadi Abdul-Karims rolige araber-rapper – og forsøger at voldtage hans ungdom. Som hun selv siger det bagefter: »Det her kunne jeg aldrig finde på at gøre i virkeligheden. Men jeg synes da godt, at man kan give sine drømme lidt plads.«

Under en ætsende sol

Denne forestilling har skønne, skæve roller til alle. Bue Wandahl glimrer ved sin almindelighed i rollen som den indskrænkede, velbjærgede mand, der hånligt taler om ’2. generationsindvandrere og 3. generationsflygtninge’. Og Chadi Abdul-Karims besindige nydansker prøver at holde sig til den pæne undren ved at sige: »Jeg danser ikke rundt om juletræet – det er mærkeligt.«

Mette Døssing spiller den perfekte babe, der kan smile over sine nye bryster, mens hun taler som Inger Støjberg. Og Anders Baggesens ægtemand gemmer køligt sin panikalder bag designerskjorter og floskler.

Intet globalt emne går fri i denne familie. Sofia Nolsøes barnebarn går til protest mod familien ved at tricke alles dårlige miljøsamvittighed: »I sidder bare og æder og æder. Og imens ætser solen sig gennem den sidste rest ozon!« Samtidig får Nanna Bøttcher med de udglattende hænder lov til at tage hele Danmarks opgør med folkekirken i rollen som ikketroende præst. »Det vigtigste er, at du tror, at jeg tror,« som hun har lært sig selv at sige det.

Og Jacob Madsen Kvols har et skræmmende angstsammenbrud som ex-soldaten fra Helmand, der bliver ved med at se de nedskudtes sprængte kødtrevler for sig, mens han styrter omkring med flæskestegen. Imens sidder den uimodståelige Nis Bank-Mikkelsen finurligt i kørestol med tømmetrængende kateterpose og stirrer bedstefarmildt op mod svanerne i loftet og citerer salmevers, mens ingen af hans børn forstår ham. I dette familievanvid rimer »vrimle« vitterligt på »svimle«.

Lollikes pointe er egentlig ikke, at denne familie i 2016 kan tale med hinanden om alt. Den værste pointe er, at det er ligegyldigt, hvad disse familiemedlemmer betror hinanden. For bagefter spiser alle videre, som om ingenting var hændt. Her er intet morgengry og ingen erkendelse. Her er kun fælles stagnation og fælles skyld i forhold til den demente far, der hellere end gerne vil vandre ind mod dødslyset efter sin elskede hustru.

Dermed bliver den 42-årige Lollikes danmarkskarakteristik også et af de sørgeligste danmarkbilleder i nyere tid: billedet af et Danmark, hvor vi holder sammen i familien, fordi familien er vores eneste tryghed. Men hvor vi dybest set ikke formår at elske hinanden.

’Familien der kunne tale om alt’. Tekst: Christian Lollike. Iscenesættelse: Runar Hodne. Scenografi: Markus Karner. Kostumer: Ane Aasheim. Aarhus Teater til 12. marts

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu