Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Malerisk sensibilitet

Hvis man vil se, hvordan maleriet blev udfordret og fornyet for hundrede år siden, og hvordan det stadig bliver udvidet og ombrudt i dag, så besøg Øregaard Museum og Tranen, som tilbyder generøse indblik i Sigurd Swane og Astrid Svangren
Kultur
26. februar 2016
I stedet for at måle Sigurd Swane imod den internationale og lokale avantgarde forsøger Øregaard Museum at vurdere værkerne i deres egen ret. Her ses ’Badende drenge’ fra 1913. Olie på lærred.

Johannes Larsen Museet.

Ved et lykkeligt tilfælde kan man i denne tid se to udstillinger, næsten side om side, som omhandler malerisk sensibilitet. På Tranen viser den svenske kunstner Astrid Svangren (f. 1972) et installatorisk værk, der imidlertid i sin kerne er dybt malerisk. På det nærliggende Øregaard Museum kan man se en præsentation af den danske maler Sigurd Swane (1879-1973), der hundrede år tidligere eksperimenterede med maleriets muligheder.

Udstillingen af Sigurd Swane dækker hele hans lange, produktive periode som maler og forsøger at råde bod på hans lidt marginaliserede status i historien om den danske modernisme. I stedet for at måle Swane imod den internationale og lokale avantgarde forsøger udstillingen at pejle særegenhederne og kvaliteterne i hans værker og vurdere dem i deres egen ret.

Det er der kommet en fin, helstøbt og interessant udstilling ud af, og det giver god mening at se den på Øregaard Museum, hvis smukke park udgjorde et genkommende motiv for Swane i de år, hvor han boede på Tranegårdsvej i Hellerup og helligede sig de helt nære omgivelser i sin tilværelse.

Udstillingen og det forskningstunge katalog, der ledsager den, antyder, at Swanes motiviske valg af barnevognen og vasketøjet på tørresnoren i de år, frem for af sporvognene og de flanerende menneskemængder i indre by, har bidraget til, at han bliver betragtet som mindre modernistisk end for eksempel vennen Harald Giersing.

Swane blev aldrig så grænsesøgende i sine kunstneriske eksperimenter som blandt andre Giersing, Edvard Weie og Olaf Rude. Udstillingen her viser dog tydeligt, at han aldrig opgav at udfordre sig selv, men blev ved med at lægge nyt til i sine afsøgninger af maleriets muligheder.

Det gjorde han i begyndelsen med en markant betoning af det koloristiske, sådan som det var kendetegnende for denne generation, men med en mere lavmælt og lyrisk intensitet end flere af sine kolleger. Igennem hele sit liv var han optaget af at skærpe farvernes virkninger gennem brug af komplementærfarver, ofte løst og hastigt ’tegnet’ på lærredet.

Selv om udstillingen på Øregaard Museum er lille, dækker den i tematiske afsnit hele livsværket. Den viser Swane som en facetteret kunstner, der uddrog små, sansemættede visuelle dramaer af alt, hvad han gjorde til et motiv.

Den unge kunstners næsten programmatiske brug af farver, kraftigt influeret af de franske fauvister, hvis værker han havde set under sit besøg i Paris i 1907, blev hurtigt afløst af mere afdæmpede eksperimenter, der undersøgte lys- og farvevirkninger, men altid i respekt for rummets enhed. Selv i senværkets flimrende, impressionistiske effekter fremstår tingene og rummene intakte og genkendelige, uanset hvor opløste de også er i stemningsdirrende atmosfærer.

Sensibilitet på Tranen

Hele den intense sensibilitet og følsomhed, som Sigurd Swanes livsværk vidner om, kan man så spørge, hvor man kan lokalisere i samtidskunsten her hundrede år senere. Det er lige præcis, hvad Tranen gør i dette forår, hvor alle udstillingerne finder sted under overskriften Sensibilitet. Sensibilitet bliver i det kuratoriske programskrift defineret som »en kultiveret fornemmelse – og en gennemført følsomhed for noget«. Den første kunstner i rækken, som skal demonstrere dette, er Astrid Svangren.

Hun står bag det installatoriske værk, hvis fulde titel lyder Amongst all sorts of colours/venus hair/and a day of thirst/a sleeping jellyfish/it is the memory place. Værket opdaterer maleriet som medie og udfolder det i tre dimensioner, så det nærmer sig det skulpturelle, ligesom det lokalt tiltaler andre sanser end synet – med blandt andet duft og lyd.

Som titlen antyder, handler værket om Venus, kærlighedsgudinden, den skumfødte, der er et særdeles velkendt motiv i kunsthistorien. Men det handler også om, hvordan erindringer kan blive vakt gennem sanselige stimuli.

Svangrens værk blander med andre ord et klassisk tema med nye formmæssige greb. Hvis værket handler om Venus, er det ikke ligefrem inden for en åbenlyst repræsentativ tradition. Så forvent ikke at møde frugtbarhedens gudinde på Gentofte Hovedbibliotek. Værket bliver snarere udgjort af Venus’ attributter, der udgør de spredte og skrøbelige indikationer af det vandige element, det hav, hvoraf gudinden blev født. Hendes muslinger er her til gengæld, og de blodindfarvede rosenblade, ligesom hendes hår (eller noget, der ligner) – titlens Venushår – i lange rebfletninger udgør værkets centrum.

Flænset og fyldig

Vandets bølger er her også i form af lange baner af transparent plastfolie, der danner kurver gennem rummet fra gulv til loft. Vandets gnistrende reflekser er her i form af sammenkrøllede bunker af aluminiumsfolie, der nogle steder rummer små indsøer af gullig væske, hvori tørrede blomsterhoveder flyder rundt. Havets blå er her som strejf af blå farve på akryl og plastmaterialer. Brændingens utrættelige brusen mod kysten er her godt skjult inde i konkyliernes sneglegange.

Det er en adspredt, næsten sprængt og flænset installation, men samtidig en fyldig og præcis indtagelse af det vanskelige rum på Tranen, som Svangren har foretaget. Det er maleri i et stærkt udvidet felt, påvirket af nutidens internationale tendenser på det felt – man fornemmer både elementer af Lynda Benglis, Eva Hesse og Karla Black i Svan-grens arbejde.

Men hun har også en helt egen sensibilitet, der både tematisk og formmæssigt bearbejder og fornyer en århundredelang tradition. Besyngelsen af frugtbarheden fremstår hos Svangren fragmenteret og distribueret ud på allegoriske partialobjekter, mens Venus er som sunket i havet.

Dermed er Svangrens værk et godt bud på, hvad både maleri og mytologi er og kan i dag, ligesom Swanes udstilling er et godt bud på, hvad sensibilitet var for en kunstner, der var næsten hundrede år ældre end Svangren.

’Astrid Svangren. Amongst all sorts of colours’.
Tranen. Gentofte Hovedbibliotek. Ahlmanns Allé 6. Hellerup.
Indtil den 17. april.

’Sigurd Swane. Maleri’.
Øregaard Museum. Ørehøj Allé 2. Hellerup.
Indtil den 5. juni

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her