Læsetid: 4 min.

Mellem to lande og to mænd

Irske John Crowleys gribende immigrantfortælling ’Brooklyn’ er et både komplekst og klokkerent romantisk drama med Saoirse Ronan som den splittede verdens strålende midtpunkt
Saoirse Ronan spiller blændende som den irske Eilis i 1950’ernes New York i ’Brooklyn’. Hun fortjener en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle.

Saoirse Ronan spiller blændende som den irske Eilis i 1950’ernes New York i ’Brooklyn’. Hun fortjener en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle.

Camerafilm

12. februar 2016

Mens Europa kæmper med at forholde sig humant til strømmen af mennesker, der drømmer om et tåleligt liv hos os, byder irske John Crowley med sin oscarnominerede Brooklyn på en fremragende fortælling om dengang efterkrigstidens europæiske immigranter søgte mod USA for at skabe sig et bedre liv.

Brooklyn bygger på en bestseller af Colm Toíbín, og den dygtige Nick Hornby (High Fidelity, About a Boy) er også oscarnomineret for sin stemningsfulde bearbejdning, som folder forlæggets eksildrama sikkert ud med plads til både romantik, lune og spørgsmål om livets store valg.

Brooklyn er bestemt ikke en barsk historie om pressede bådflygtninge, men filmen rejser i sin lækre ramme alligevel relevante spørgsmål til tiden om, hvordan man tager imod folk udefra, og om den evige eksilfølelse, når man forlader sit hjemland for at skabe sig et nyt liv under fremmede himmelstrøg.

Jeg er normalt ikke til stort anlagte, historiske kærlighedsfilm, men Brooklyn rammer så fint og rent, at man helt enkelt må overgive sig til de komplekse karakterer og skildringen af at være fanget mellem modstridende følelser og uforenelige steder.

Sjældent har hjemve ramt så hårdt på film, og det skyldes filmens tredje Oscar-nominerende element: den strålende Saoirse Ronan, der allerede i en alder af 12 fik sin første nominering for sin birolle i Atonement og burde have reelle chancer for at løbe med statuetten for bedste kvindelige hovedrolle denne gang.

Den svære rejse

Brooklyn følger Ronans 21-årige Eilis, som i 1952 beslutter sig for at forlade sin lille by til fordel for et arbejde i New York. Der er ingen fagre fremtidsudsigter i Irland, og hun vil ikke ligge sin mor og søster til last. En irsk præst i Brooklyn har venligt sponsoreret turen og fundet Eilis et job i et varehus. Valget om at rejse eller ej er svært, men scenen er sat, og vi følger med over Atlanten, hvor Eilis først er søsyg og siden syg af savn.

Det forløb kan lyde som en tung affære, men i Hornbys hænder er der hele tiden karakterer og øjeblikke, som lyser op. Samtidig holder Crowley modigt kameraet på Eilis i lange, smukke sekvenser, hvor vi selv får lov at søge svar i hendes udtryksfulde ansigt. I Brooklyn ser man Eilis gå fra usikker ung kvinde til modent menneske, og Ronan spiller hele rejsen, så der ikke er andet at gøre end at dele hendes glæder og sorger undervejs.

Ronan er filmens absolutte centrum, men der er også et nuanceret persongalleri omkring hende.

I Brooklyn kan folk være både-og frem for enten-eller. Man kan godt både være en forfængelig, selvoptaget drillestrigle og samtidig hjælpsom og omsorgsfuld, når det gælder; mødre kan ønske det bedste i verden for deres børn og samtidig egoistisk ville have dem i deres nærhed; kærester kan være lige så usikre og tvivlende som selvsikkert forførende; og en intimiderende butiksleder (Jessica Paré fra Mad Men) kan stille strenge smilekrav og alligevel være den, som skaffer hjælp, når hjemveen gør hverdagen umulig.

De britiske stjerner Julie Walters og Jim Broadbent charmer som altid i deres roller som pensionatmutter og præst, der har set mange piger, som Eilis komme og gå. De er fulde af gode råd, når det gælder, og i det hele taget er Brooklyn beboet af ordentlige mennesker, som prøver at få det bedste ud af livets udfordringer.

Her er omstændighederne skurken, hvilket bliver tydeligt, da Eilis må rejse hjem på grund af en familiekrise. Inden da har vi set Eilis finde fodfæste i sit nye liv.

Spaghettikursus

Hun er begyndt at læse og er blevet kæreste med den italiensk-amerikanske Tony, som den charmerende Emory Cohen gør drivende italiensk uden at havne i klicheen. En irsk-italiensk relation er ikke uden konflikter, og der er flere sjove scener om det at spise spaghetti korrekt og en bramfri lillebror, som i en ung alder har forstået, hvad de to nationaliteter normalt mener om hinanden i kvarteret. Da Eilis vender tilbage til det irske, har hun pludselig to hjem, og filmens sidste del tager gribende fat i de mange dilemmaer forbundet med, at hjembyen nu også byder på en mulig fremtid i form af den attraktive, lokale Jim (Domhnall Gleeson).

Eilis står mellem to hjem og to mænd, og selv om fokus dermed ender på hendes kærlighedshistorie, bliver Brooklyn som helhed en flot immigrantfortælling om de mange gennem hendes tilvalg og fravalg. Teknisk er der ikke en finger at sætte på de flotte billeder, som med ro og selvfølgelighed fanger de stilfulde kostumer og den tidssikre scenografi, så miljøerne understøtter dramaet frem for at springe i øjnene.

Europæisk oscarmateriale

Både Irland og New York genskabes med nerve, og Michael Brooks musik skaber en passende ramme for de store følelser undervejs.

Brooklyn er en imponerende irsk/engelsk/canadisk coproduktion, som giver Hollywood kamp til stregen. Den kan sagtens bare ses som eskapistisk underholdning og romantisk tudetur.

Men den har hjertet på rette sted, og historiens vedkommende menneskelige drama har flere undertoner, end filmen selv slår på tromme for. På vej til Amerika får Eilis det gode råd, at skal hun forbi grænsevagterne ved Ellis Island, er hun nødt til at tænke som en amerikaner. Hun er nødt til at vide, hvor hun vil hen.

Som film er Brooklyn ikke i tvivl om, hvordan den skal gå til sagen, og den sender nu film-, tv- og teatermanden John Crowley sikkert videre i karrieren med oscarnomineringerne i det amerikanske.

’Brooklyn’. Instruktion: John Crowley. Manuskript: Nick Hornby. Irland/England/Canada (I biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu