Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Mennesker fanget i krig

Michael Bay viser en for ham sjælden tilbageholdenhed og fornuft i ’13 Hours’, der handler om dengang i 2012, hvor det amerikanske konsulat og en CIA-base i Benghazi blev angrebet af islamister
Kultur
19. februar 2016

Den 11. september 2012 blev det midlertidige amerikanske konsulat og en hemmelig CIA-base i Benghazi i Libyen angrebet af islamistiske oprørere, og i 13 intense timer måtte en håndfuld privatansatte sikkerhedsfolk og tidligere elitesoldater uden den store hjælp fra det amerikanske militær forsvare basen mod de svært bevæbnede indtrængere.

Om denne virkelige begivenhed handler Michael Bays nye film, 13 Hours, der er noget så sjældent for den amerikanske instruktør som en forholdsvis begavet og lettere mådeholden film om mennesker i krig, tilmed en krig, de ikke helt forstår eller har andel i.

Som en af soldaterne, Jack Silva (John Krasinski), i en pause i skudvekslingen siger, mens han tænker på sin kone og sine børn: »Deres far døde et sted, han ikke kendte, for en sag, han ikke forstod, i et land, han var ligeglad med.«

Dermed ikke være sagt, at 13 Hours er uden problemer. Det er den bestemt ikke. Bay maler med den helt brede pensel, og filmen er fuld af hans sædvanlige machoånd: veltrænede mænd i bar overkrop, der fyrer dårlige vittigheder af, begejstring for at sprænge ting i luften og drivende sentimentalitet i en montage med soldaternes videosamtaler med deres familier lige inden en stor opgave.

Men i modsætning til flere tidligere værker, ikke mindst Transformers-filmene, viser instruktøren her, at han trods alt interesserer sig for mennesker og giver dem plads til at ånde, mens han stikker lidt til de kræfter – militæret, CIA og regeringen – som sender agenter, diplomater og soldater ud på dybt vand uden at give dem redningsveste med.

På dybt vand

13 Hours begynder med, at Jack Silva ankommer til Libyen, der er revet i stykker af borgerkrig. Jack er hyret af et privat sikkerhedsfirma og skal under ledelse af sin gamle ven Rone (James Badge Dale) være med til at beskytte en hemmelig CIA-base, der arbejder på at skaffe informationer om det ustabile land og få så mange som muligt af de virkelig farlige våben ud af landet. Til at begynde med er arbejdet så fredeligt, som det nu kan være i så ustabilt et land, hvor det er noget nær umuligt at skelne mellem ven og fjende. Men da den amerikanske ambassadør, Chris Stevens (Matt Letscher), ankommer til Benghazi for at mødes med borgmesteren og sprede det gode ord om frihed og demokrati, går det galt. Islamister angriber det dårligt bevogtede konsulat, der snart står i brand, og efter at have forsøgt at redde ambassadøren, må Jack og de øvrige sikkerhedsfolk forskanse sig på CIA-basen og vente på den hjælp, som måske, måske ikke kommer.

Velment krigsfilm

Og det er hele pointen med 13 Hours: At vise den menige soldat, mennesket, fanget i det store (krigs)maskineri, hvor ingen tør risikere noget, og alle skubber ansvaret videre. Den lokale CIA-chef (David Constabile) er til at begynde med en hoven skiderik, der godt kan lide at kommandere rundt med soldaterne, men efterhånden som situationens alvor går op for ham – og han finder ud af, at de stort set må klare sig selv på basen – bliver han mere og mere forvirret og desperat.

Der er en vis heltedyrkelse i 13 Hours – det er der som regel hos Michael Bay, der er lige så følsom som en Tiger-tank – og destruktionsiveren og følelsesfuldheden bliver som sagt for meget. Ligesom i Ridley Scotts beslægtede Black Hawk Down er der en problematisk tendens til, at al interesse og alle nuancer i forhold til fjende, lokale forhold og politik forsvinder i takt med, at der bliver skruet op for kamptumlen.

Men indimellem er 13 Hours faktisk en intens og spændende actionfilm – den minder lidt om en western med et fort omringet af indianere eller John Carpenters Sidste nat på Station 13 – som tilmed forsøger at sige noget velment og fornuftigt om mennesker i krig.

’13 Hours’ – Instruktion: Michael Bay. Manuskript: Chuck Hogan (efter bog af Mitchell Zuckoff). Amerikansk (Biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her