Læsetid: 4 min.

Menneskerettigheds-ambassadøren

Frankrigs ambassadør i Danmark, François Zimeray, beretter i grum og gribende bog om sit professionelle, men dybtfølte engagement i menneskerettigheder
Den franske ambassadør, François Zimerays bog er en fortvivlende bog, fordi den tidligere menneskeretsambassadør for Frankrig så ofte kommer til kort og må erkende sin magtesløshed. I de store interessers spil knuses det enkelte menneske.

Ida Munch

13. februar 2016

Det er en speciel oplevelse at læse og skulle anmelde en bog, som er skrevet af et menneske, med hvem man har det til fælles, at vi sammen har svævet i yderste livsfare.

François Zimeray, Frankrigs ambassadør i Danmark, var der også på den fatale dag i Krudttønden i morgen for et år siden. Jeg var endda med til at invitere ham og kom således uforvarende til at udsætte ham for den terror, der ramte.

Zimeray kom, fordi han ville takke danske borgere og ytringsfrihedsaktivister – »jeg ved, hvor ensomme frihedens forsvarere kan være« – for udvist solidaritet med Charlie Hebdos myrdede medarbejdere og Den Franske Republik.

I sin tale nævnte han, hvordan han i sin tidligere position som Frankrigs menneskerettighedsambassadør ofte fik lejlighed til på tomandshånd at føre samtaler med menneskeretskrænkende magtmennesker. Han havde i den forbindelse hæftet sig ved det slående fællestræk ved dem alle, at de var komplet blottet for humoristisk sans.

Siden har jeg tænkt, at en sådan mand – en menneskerettighedsambassadør, som Zimeray nåede at være i fem år – der rejser verden rundt for at bevidne undertrykkelse af de magtesløse og skamløs kynisme hos deres magtfuldkomne undertrykkere, måtte have vigtige indsigter og historier at berette om. Fantastiske, skræmmende indsigter i en virkelighed, som de fleste af os er henvist til at nærme os via statistikker og rapporter. Hvor kunne det være interessant at høre ham berette mere detaljeret herom.

Blev nedfældet i kortprosa

Men som bekendt er der forståelige grænser for, med hvilken kritisk præcision en topdiplomat i aktiv udenrigstjeneste kan udtale sig.

Statsræson tilsiger, at det officielle Frankrig må stå sig godt med nogle af denne klodes værste menneskeretskrænkere. For at kunne gøre forretninger med dem.

Nu har Zimeray – uden at sætte sig ud over diplomatiets vilkår – præsteret at skrive en sådan bog, der bygger på hans indsigt og oplevelser. Ambassadøren, der skulle et offentligt kendt og vellidt ansigt i Danmark på tragisk baggrund, har skrevet denne bog efter angrebet på Krudttønden. Dens tilblivelse skyldes et paradoks. Efter så mange års indsats i mørkets hjerte og så mange, også farefulde, oplevelser af grusomheder i lande som Rwanda, Myanmar, Colombia, Libyen, Tjetjenien, Congo er det som udstationeret i verdens fredeligste og sikreste land – Danmark –, at Zimeray strejfer døden på tættest hold:

»Jeg kan huske et par kolde og lysende sekunder, renset for sentimentalitet, blot visheden om at det var sådan afslutningen var: umiddelbart forestående og hvid«.

Bogen Jeg har set det samme ansigt overalt udspringer af de notater, som menneskerettighedsambassadøren gjorde sig på sin ekspeditioner. Det afspejler sig i formen: kortprosatekster, der afløser hinanden, uden fast kronologi. Erindringsglimt, sansninger og refleksioner, der har både friskhed og afrundethed over sig. Stilføringen kan være høj: Zimeray er jurist af uddannelse, men også en mand med både en filosofisk og litterær åre.

Den lurende fare for patos og humanistisk kitschet offerdyrkelse i tekster af denne karakter holdes dog på god afstand af forfatterens sikre sprogsans – og tak også her til oversætter Niels Lyngsø. Hvad der bliver tilbage, er ægthed og tilstedeværelse.

Grusomt og magtesløs

De skæbner, forfatteren beskriver, er skønt fint skitserede, uafrystelige. Hvad enten vi er blandt albinoer i Burundi, der jages af heksedoktorer, fordi deres kropsdele tillægges magiske egenskaber eller hos den fængslede russiske oligark, Mikhail Khodorkovski, der netop er blevet idømt to ugers isolation i et ’fangehul’ for at have hugget en citron. Eller vi er til ambassadereceptioner i banditstater, hvis justitsministre bare affejer: »Jeg tror ikke et øjeblik på Deres anklager.«

Zimerays bog er ikke en feel good-bog. Hvad han bringer os, er vidnesbyrd om, i hvor elendig forfatning menneskerettighederne er mange steder. Det er en bog, som er skrevet af et intellektuelt gemyt, der har fået enorme mængder snavs på fingrene, og hvis største styrke er den identifikation med det enkelte menneske, den vil frem til: Det menneske, der igennem sit ansigt signalerer en universel værdighed og herigennem kalder på vores universelle hensyn.

Det er også en fortvivlende bog, fordi menneskeretsambassadøren så ofte kommer til kort og må erkende sin magtesløshed. I de store interessers spil knuses det enkelte menneske.

Bogen er uden selvhøjtidelige mislyde. Frankrigs ideelle selvbillede som ’menneskerettighedernes fædreland’ toner stedvis temmelig blegt frem. Menneskeretsambassadøren på den civiliserende mission er ikke tilfreds med at være pyntegenstand og leverandør af skåltaler.

Succeserne er få – der er dog nogle såsom en vellykket demobilisering af børnesoldater. Ej heller går Frankrig selv, et land, der arbejder for global afskaffelse af dødsstraf, fri af kritik – i dets fængsler løber antallet af selvmord op i høje antal. Zimeray, der også har fortid som ledende kommunalpolitiker i den problemramte store provinskommune Rouen med de vanskelige prioriteringer, det indebærer, videregiver i bogen mange stærke indtryk af, hvor vanskeligt det er at navigere i så komplekse politiske felter, for den, der gerne vil forblive et redeligt og humanistisk engageret menneske.

François Zimeray: ’Jeg har set det samme ansigt overalt’. Gyldendal, 160 s., 199,95 kr. Oversat af Niels Lyngsø. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu