Når mor er vred

Maja Lucas’ nye roman ’Mor. En historie om blodet’ markerer nye grænser for fortællinger om kvindeliv med sin rystende historie om en ung mor, der ikke kan holde sit barn ud
De skarpe glimt fra moderskabets maratonløb er fremragende skildret i Maja Lucas’ nye roman.

De skarpe glimt fra moderskabets maratonløb er fremragende skildret i Maja Lucas’ nye roman.

Ulrik Hasemann
27. februar 2016

»Hold så din forpulede kæft,« råber moren i Maja Lucas nye roman til sin et par år gamle datter, når pigen græder.

Helt fra fødslen går det galt. Moren får at vide af en læge, at hun ville være død af blodtabet, hvis ikke hun fødte på et hospital. Barnet, bare kaldet ’pigen’, er helt normal og trives i begyndelsen. Faren lever nogenlunde op til sin opgave (skønt han bruger sin barselsorlov på at male entréen og siden smutter på arbejde, også når der er brug for ham hjemme). Moren er alene med sin vrede over, at hendes grænser konstant bliver overskredet, at hun ikke længere kan være sig selv, have tiden for sig selv, sove og spise, når det passer hende selv, men altid skal indrette sig efter spædbarnets behov.

Sapiens, historikeren Yuval Noah Hararis flotte filosofiske bog om menneskelivets vilkår, opridser dilemmaet i få ord: Man kan føle det krænkende og uværdigt at være en »babydiktators usle slave«. Man kan også føle det meningsfuldt at elske og nære et nyt liv.

Moren føler så klart det første. Hendes pip om en mulig fødselsdepression fejes af bordet af sundhedsplejersken. Moren er god til at tage sig af sit barn! Og psykofarmaka vil hun selv ikke have.

I stedet pisker hun sig med jernhård disciplin igennem scene efter scene i samvær med barnet, der fylder hende med kedsomhed og raseri. Ingen kan eller vil hun tale med om frustrationen, hverken sin mor, sin mand eller veninder.

To instinkter brydes mod hinanden. På den ene side selvopholdelsesdriften, som byder den unge kvinde at passe på sig selv, vogte sine grænser, få mad og søvn. På den anden moderfølelsen, som får hende til at nyde barnets duft og hud, men ikke er stærk nok til, at hun kan holde hele arrangementet ud. Bedre bliver det ikke, da hun begynder igen på jobbet, men stadig føler sig som på udgang fra en livstidsstraf. Hvad moderskabet jo også er.

Rystende og ubehagelig

De skarpe glimt fra moderskabets maratonløb er fremragende skildret i al sin glædesløse, hårdtpumpede, disciplinerede pligtopfyldenhed, som gør bogen til rystende og ubehagelig læsning.

Romanen følger i fire dele pigens første tre leveår. Moren og faren glider langsomt fra hinanden, han forstår ikke sin kones vrede med ustyrlige raserianfald, der skræmmer pigen fra vid og sans.

Det eneste, moren ikke gør, er aktivt at skade sit barn. Knytnæven rammer dynen ved siden af pigen, det sanseløse råberi søger hun at tøjle, især når andre er til stede. Kortvarige lykkeoplevelser af tillid og ro opstår ved svømmehalsbesøg og fysisk ømhed.

Men moren magter ikke at være mor og nægter pigen sit blik. Den lille pige gengælder afvisningen og vil kun have sin far. Hun viser desuden tydelige tegn på stress og fortvivlelse, bliver stille og kold. Kun tegnefilm på Ipad og tv trøster: »Til sidst holder pigen helt op med at græde, hun stirrer apatisk ind i skærmen.«

I korte, koncise sætninger rammer Maja Lucas fuldkommen rent moderskabets smerte og meningsløshed, accentueret af en forbipasserende mands herligt gyselige replik: »I kvinder kan bare det der, vi mænd er skabt til at gå på arbejde.« Her er ikke et ord for meget eller for lidt. Lucas’ fortællerstemme viser en mor, der faktisk ser sit barn, opfatter hendes fortvivlelse og behov, når hun lærer at kravle, at gå og vil være med i de voksnes spændende aktiviteter i køkkenet. Moren er blot ikke i stand til at handle meningsfuldt og empatisk: »Det er sjældent, hun føler de har en dybere kontakt. Hun føler sig som en forvalter, en værge, en der udadtil sørger for pigen.«

Morens problem er, at hun ikke kan mærke sine grænser og ikke kan række ud efter andre, end ikke sin mand, som rykker tættere på barnet, i takt med, at hun selv lægger afstand. Det hjælper ikke nok, for det føles som et nederlag, især da hun pinagtigt føler barnets smerte. Moderfølelsen er der, hun kan bare ikke styre sin vrede.

»Hun ønskede selv fjernheden, hun ønskede faderrollen, nu har hun fået den.«

Holder facaden

En fødselsdepression er formentlig den diagnose, der kunne stilles, men som ingen stiller, fordi moren selv holder facaden. Det interessante er ikke omverdenens svigt, men Lucas’ mod til at gå planken ud og nægte at forsone dilemmaet. »Pigen føles som en sygdom, der skal overstås,« hedder det i begyndelsen af romanen. Moren føler sig som »en overlevende efter en naturkatastrofe«, mens pigen efterhånden »ved, der bliver gjort ondt mod hende«. Havariet bliver totalt på en sommerhustur, hvor blodet flyder. Lucas betræder et af menneskelivets værste tabuer, modviljen mod sit eget barn og nederlaget ved ikke at være den forælder, man vil. Men hvilken så? Forældreskab formodes at »gå af sig selv«.

Som mor genkender man det hele – fortvivlelsen, provokationen, følelsen af svigt og fangenskab. Blot finder modviljen i reglen en udvej. I hvert fald i den nysselige middelklasse, som moren, faren og pigen tilhører, bliver babydiktatorens magt oftest brudt, når forældrene etablerer grænser, så de selv kan overleve. For Maja Lucas’ ’mor’ er der bare ingen fremtid, den er helt fraværende fra hendes tanker. Et sikkert depressionstegn, kunne man sige. Men hvad er der at gøre ved det?

Inden for bogens rammer: Ingenting. Udover omsider at fortælle historien.

Læs denne hudløse, arrige og hjerteskærende roman for dens kunstneriske konsekvens, og for dens mod til at markere nye grænser for, hvad kvinder kan fortælle fra deres liv. Men giv den ikke i barselsgave. Det er med børn som faren i tegneserien Steen og Stoffer siger: »Man må ikke få at vide, hvordan det er at få børn, før det er for sent ikke at få ét.«

Maja Lucas: Mor. En historie om blodet. C&K Forlag. 144 sider. 229 kroner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu