Meget norsk og ret sjovt

En litteraturforsker med midtlivskrise får job på sin hjemstavns udkantsuniversitet. Her må hun se sin fortid (og et røget fårehoved) i øjnene til en træls julefrokost
13. februar 2016

Det bedste ved norske Gunnhild Øyehaugs roman Undis Brekke er den livagtige og levende skildring af en dårlig fest, der bare bliver ved og ved, mens alt det pinagtige mellem gæsterne folder sig ud, og det samtidig føles, som om alt står stille, og der desværre ikke er noget at gøre ved det. Der er røget fårehoved på bordet til den julefrokost på Institut for Nordisk i et lille norsk udkantsuniversitetscenter, der fylder næsten hele romanen. Undis Brekke er 38 år, uddannet her og hjemvendt til en underviserstilling, hun opfatter som et nødvendigt onde. Bag sig har hun en et kuldsejlet forhold, en ufærdig afhandling om Rimbaud og en midtlivskrise. Øyehaugs førstepersonsfortælling har et ret godt øje for det komiske: »Det er som om krydsningen mellem poesi og prosa i Rimbauds prosalyrik heller ikke er gribende længere, sagde jeg. Åh, sagde lægen. Så skal du have Brexidol.«

Julefrokosten er både anspændt og løssluppen. En lille flok sprog- og litteraturforskere sidder og eksaminerer hinanden lidt uformelt og prøver ellers bare at have en god aften. De er kolleger, men har også været hinandens lærere, elever, klassekammerater eller elskere. Der skejes ud og holdes på former, situationer spidser til og glattes ud. Øyehaugs prosa flyder og er især god til at indfange al latterligheden uden at kamme over i karikatur. Nogle prøver at markere (sig selv og) nogle faglige standpunkter, nogle prøver at score, og nogle vil gerne redde den gode stemning. Hvad der er ekstra svært til dette års julefrokost, som er præget af chokket over en ung kollegas selvmord. Den tragiske baggrund til trods er der tale om en komedie med en let tone, der gør de tunge tematikker spiselige (av, av, av: mindreværd, handlingslammelse, lede ved forventningen om at skulle have børn, irriterende kønsroller, omsorgssvigt i barndommen, generel skam og et knust hjerte). Det er dog ikke tematikkernes tyngde, der er romanens gevinst, men den lethed, der bliver panoreret hen over den sociale dressur med.

Der sidder de f.eks. og diskuterer, om litterære værker skal læses under indflydelse af, hvad man ved om deres forfatter og deres kontekst, eller om man skal se bort fra det og lade værket stå på egne ben.

Åh åh: litteraturdebat

Det er et stort og seriøst litteraturvidenskabeligt spørgsmål, som set fra denne norske flække også er et spørgsmål om, hvorvidt Undis Brekke holder med forskningsmiljøet i Bergen eller det i Oslo i den debat, en ældre kvindelig og meget patroniserende professor kalder autonomidebatten. Bergen er forgabt i poststrukturalisme, dekonstruktion og hvad har vi, mens man i Oslo er kommet til fornuft og har indset, at litteratur skal ’have relevans for livet’ og ’lede efter en sandhed’. Undis Brekke citerer og udlægger beredvilligt den dekonstruktionistiske tænker Roland Barthes og prøver at nå hen til den pointe, at læsningen ikke skal forurenes af alt muligt, man tror, man ved om værkets tilblivelse og forbindelse til et levet liv. Det er sjovt, fordi hun og hele miljøet samtidig har sit hyr med at være karakterer i hinandens selvbiografiske romaner. Som ung havde Undis Brekke succes med en udleverende roman om forholdet til sin underviser Vemund. Til gengæld må Undis Brekke godt ti år senere finde sig i at se sig selv beskrevet som en forsigtig mus i en roman forfattet af en af hendes studerende. Forholdet mellem litteratur og levet liv bliver kompetent diskuteret af personer, der ellers er ret uduelige til at leve deres liv med litteratur, og hvad der ellers er. Det er den kontrast, der gør Undis Brekke sjov.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Undis Brekke

Gunnhild Øyehaug

Gyldendal

144 sider

200 kroner

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu