Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Originalt Rifbjergprojekt mangler spændstighed

Klaus Rifbjergs første efter-døds-digtsamling former sig som en guide til forfatterskabets velkendte motiver og som en art mønstring af litterære stemmer
Kultur
13. februar 2016
’Stemmerne’ er en magtfuld demonstration af Rifbjergs rige variationsregister, med masser af bandeord og slang, en guide til dele af hans liv og digtning og en art koket kærlighedserklæring til den danske poetiske tradition.

Joachim Adrian

Hver fugl synger med sit næb, plejer vi at sige. Men det passer ikke helt. Visse fugle synger helst med andres stemmer, idet de låner og efterligner, effektivt mikser og sampler. Det gælder således herhjemme stæren, men også kærsanger og solsort. Sidstnævnte kan endda finde på at imitere en ringetone på en mobil, og man kender fra England et berømt eksempel på en solsort, der konstant afsang et bestemt tema hentet fra Spice Girls.

Solsorten spiller, som mange vil vide, en særlig rolle for ornitologen Klaus Rifbjerg. Tænk bare på hans mesterdigt »Solsort« fra Voliere (1963) eller på optakten til novellen »Sommetider« i og andre historier (1964). Det er den, hvor der så stemningsfuldt står: »Sommetider synger solsorten midt om natten.«

Netop den novelle virker det relevant at erindre om i forbindelse med Rifbjergs tredje posthumt udgivne værk og første efterdøds-digtsamling. For lur mig, om ikke »Sommetider« på det privatbiografiske plan handler om hans mors sorg oven på farens død, og mon ikke det også netop er forældrene, der høres i et par af de atten digte i Stemmerne, suiten, hvormed Klaus Rifbjerg endnu en gang har mønstret sit udtryksregister, leget med sine gamle, kendte motiver og udlagt spor for de indviede?

Man møder undervejs den dagbogsskrivende jegfortæller fra romanen Operaelskeren (1966), og man føres til det i både erindringer og fiktive tekster flittigt besøgte ’rifbjergske’ felt mellem Amagerbrogade og Højdevangskirken.

Men ud over at være en magtfuld demonstration af forfatterens rige variationsregister, med masser af bandeord, slang og lydefterlignende brokker, og ud over at være en guide til dele af hans liv og digtning er bogen også en art koket kærlighedserklæring til den danske poetiske tradition. Blandt de mange stemmer, der citeres og imiteres, kunne jeg undervejs umiddelbart identificere (i alfabetisk orden) Benny og H.C. Andersen, Blicher, Brorson, Grundtvig, Ingemann, Johannes V. Jensen, Christian Richardt og Helge Rode samt salig Oehlenschläger:

Når de sig samle

De gamle

Jovist, det er »Guldhornene«, og den samme digter spøger i en sætning som »Dér ligger landet yndigt«.

Køn. Død. Ord

Nå, ja, hvad så? Hører jeg læseren spørge. Alle tider er jo evigt til stede, hver digter skaber jo selv sin fortid. Hvad Rifbjerg her gør, er jo blot nok en gang at demonstrere, hvorledes poeterne altid har skrevet oven på, i forlængelse af hinanden. Eller anderledes sagt: Hvad handler bogen om, hvis altså den handler om andet end forfatterens stemme og dette næbs genbrug af andre fuglestemmer? Svaret bliver forholdsvis enkelt. Stemmerne kredser om kønnet og døden på stædigt vedholdende måde og fastholder i digt efter digt menneskets hjemfaldenhed til kroppen. Symbolet herpå bliver bogen igennem noget så spædt og sart som en kylling, der, så vidt jeg har kunnet opfatte, udgør en slags poetisk ’joker’ og skiftevis betegner kønnet, jeget og sjælen, ja, måske Ordet selv:

Stemmen bliver svagere

Skønt jeg gør mig umage

Vist gør den så

Men også smerten

Jeg har fodret kyllingen med i alle år

Her taler et lig fra sin kiste under tre alen jord; men lader disse fem linjer sig ikke også læse som Klaus Rifbjergs svanesang eller hans sorgmuntre kylingepip? Tja, Svaret blæser i vinden, for nu at citere titlen på et af hans værker, en titel, han i øvrigt havde lånt af Bob Dylan, der igen havde taget ordene eller i det mindste tonefaldet fra selveste Bibelen.

Skal jeg afslutningsvis rykke ud på totalbilledets distance, må jeg konstatere, at samlingen æstetisk set ikke lever op til den standard, forfatteren satte i sine første fyrre år. Der er tale om en slags indolent sløvemands-selfie.

Som jeg fornemmer bogens idé – at lade den sene inspiration opæde og bortøde dele af digterens egen produktion – kan projektet måske synes originalt og interessant, men det er gennemført uden den fornødne spændstighed eller, for nu at bruge en af Rifbjergs yndlingsgloser, uden sædvanlig ’alerthed’. Kun en jubeloptimist tør spå Stemmerne fremtid som en uforglemmelig del af det stadig voksende ’senværk’.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her