Palme-mordet – det varige svenske chok

Drabet på den svenske statsminister i februar 1986 er stadig et mysterium. Palmes appel og karriere var en svensk renselse efter 1930’ernes og -40’ernes nazipåvirkning. Over Palmes død svæver også nazispøgelser
Det er 30 år siden på søndag, at Sveriges socialdemokratiske statsminister blev Olof Palme myrdet i Stockholm efter et biografbesøg. Mordet er stadig uopklaret og svensk politi har i dag 275 hyldemeter dokumenter om sagen.

Det er 30 år siden på søndag, at Sveriges socialdemokratiske statsminister blev Olof Palme myrdet i Stockholm efter et biografbesøg. Mordet er stadig uopklaret og svensk politi har i dag 275 hyldemeter dokumenter om sagen.

Mik Eskestad
23. februar 2016

For 30 år siden, den 28. februar 1986, faldt hen imod midnat to skud i det centrale Stockholm. Det ene dræbte den svenske statsminister, Olof Palme, og det andet sårede hans ægtefælle, Lisbet.

I de mellemliggende tre årtier har drabet været intenst efterforsket, og svensk politi søger stadig spor. Sagsakterne er oppe på at fylde 275 meter hyldeplads. Til gengæld er udbyttet tyndt. Der er ikke fundet nogen gerningsmand, ikke noget motiv og ikke noget skydevåben.

Hvad sagen har kastet lys over, er imidlertid nok så foruroligende. Palmes karriere fra 1940’erne havde som drivkraft hans og det svenske samfunds iver efter at dølge skammen over Sveriges sværmen for nazismen og Sveriges samarbejde med Nazityskland.

Også i Palmes død spiller nazismen en rolle. Hitlers ideologi blev hyldet af en række af de ensomme, bitre mænd, der har været under mistanke som skyldige i mordet. Hvad værre er: Nazismen var også tilbedt af en række af de ledende mænd i det stockholmske politikorps, der forkludrede sagens opklaring så eftertrykkeligt, at det nærer mistænker om meddelagtighed i mordet.

Op til 30-års-dagen for mordet har Nyt Nordisk Forlag fortjenstfuldt udgivet danske Thomas Ladegaards bog Palmemordet, der kan tjene som indførsel i den omfattende litteratur om Palme-mysteriet.

Adelig

Olof Palme blev født i 1927 ind i en adelig, højreorienteret, tyskvenlig, forsvarsbegejstret og antisocialdemokratisk familie. Han fulgte familiens traditioner ved som 18-årig at melde sig til dragonerne, optræde som skribent i højreavisen Svenska Dagbladet og rakke ned på den evindeligt siddende socialdemokratiske regering.

Palmes vendepunkt kom, da han som 20-årig – i 1947 – med familiens penge i ryggen kom på et års collegeophold i USA. Palme blev betaget af den amerikanske efterkrigsgeneration, – som han siden skrev – »med hele dens sprudlende vitalitet og sin blanding af livsbekræftende materialisme og naiv idealisme«.

Palme har med denne beskrivelse også afleveret et selvportræt af den, han blev. Palme blev ’demokrat’ i amerikansk partiforstand og med præsident Franklin D. Roosevelt og økonomen John Maynard Keynes som ledestjerner.

Med den ballast blev Palme international sekretær for den svenske studenterorganisation SFS, der er en søsterorganisation til DSF, Danske Studerendes Fællesråd. Den svenske studenterorganisation havde en fortid at sløre. I slutningen af 1930’erne havde en højrøstet, naziinficeret studenteropinion krævet, at Sverige lukkede sine grænser for jødiske flygtninge fra Nazityskland.

Som Palmes krønikeskriver, journalisten Henrik Berggren, skriver: »Skammen – om ikke skylden – bevirkede, at SFS ikke kunne fortsætte med at hyppe sine provinsielle kartofler, men var tvunget til at tage den bølge af ung internationalisme, som opstod i krigens kølvand, meget alvorligt.«

Efter skuddene mod Palme tog Stockholms Politigård ikke imod de første alarmindkald, der indløb. Meget uheldigt, for området omkring mordstedet viste sig sidenhen at have været spækket med politibiler.

Arkivfoto

Koldkrigs-opgør

Palme kastede sig ud i det internationale opgør mellem kommunistiske- og ikke-kommunistiske studenterorganisationer. Da kommunisterne efter Prag-kuppet i 1948 satte sig på den fælles internationale organisation, var Palme førende i stiftelsen af en ny, ikke-kommunistisk fællesorganisation. Udgifterne til det nye sekretariat blev diskret dækket af CIA pr. mellemmand – et arrangement, som Palme næppe har gennemskuet, men hvis afsløring i en amerikansk tidsskriftartikel i 1966 voldte ham ubehag.

Palme blev formand for alle svenske studerende, og i sin afskedstale fra den post appellerede han glødende til svensk internationalt engagement. Igen var det skamfølelsen over Sveriges nazi-læning, der spøgte. Med krønike-skriver Berggrens ord: »Det, Palme skitserede, var et alternativ til pinefuld selvransagelse og endeløs debat om skyld – nemlig at genoprette Sveriges moralske ære gennem humanitær bistand, støtte til demokratibevægelser og aktiv flygtningehjælp.«

Hermed er hovedpunkterne i Palmes senere statsministerdagsorden tegnet op. Palme talte hårdt mod Sydafrikas apartheid, USA’s bombninger af Nordvietnam, international oprustning og Chiles diktatur.

Men der lå også modsigelser, der var skjult for offentligheden. Uanset Palmes USA-kritik, der førte til vrede reaktioner fra USA og Sveriges højrefløj, fortsatte det nære hemmelige militære samarbejde mellem Sverige og NATO. Og Palmes rolle som fredsmægler, f.eks. i krigen mellem Iran og Irak, afskar ham ikke fra at fremme de svenske våbenproducenters interesser, herunder Bofors’ milliardsalg af svært skyts til Indien. Blandt spekulationerne over motiver til mordet på Palme er indgået, at netop Bofors-skandalen kan have spillet en rolle. Ligeså mulige hævnaktioner fra Sydafrika eller Chile.

Kennedy-mordet

Gennem årene har mange forfattere søgt efter lighedspunkter mellem mordet på USA’s præsident John F. Kennedy i Dallas 1963 og mordet på Olof Palme.

Så meget står fast, at begge mord blev efterforsket himmelråbende inkompetent af et politi med stærk modvilje mod den myrdede. Endvidere, at begge politiefterforskninger endte med at pege på en ensom, politisk forvirret gerningsmand. I USA Lee Harvey Oswald, i Sverige Christer Pettersson.

Efter skuddene mod Palme tog Stockholms Politigård ikke imod de første alarmindkald, der indløb. Meget uheldigt, for området omkring mordstedet viste sig sidenhen at have været spækket med politibiler. Nu fik Palmes morder mulighed for at løbe væk ad en gyde og op ad en trappe og forsvinde ind i et område, hvor det siden viste sig, at ledende politifolk havde adgang til lejligheder. Kun en del af gerningsstedet blev afspærret, og de to affyrede kugler blev senere fundet af forbipasserende uden for afspærringen.

Efterforskningen blev fra begyndelsen bestemt af politik. Det almægtige svenske socialdemokrati ville undgå, at sagen gled i uønskede retninger. Partiloyalitet snarere end kvalifikationer betød, at ledelsen blev overladt til politimester Hans Holmér. Han var tidligere leder af den hemmelige svenske tjeneste Säpo og forankret i Socialdemokratiet. Holmér blev besat af tanken om, at det var det venstreekstremistiske kurdiske uafhængighedsparti, PKK, der stod bag mordet – som hævn for, at Palme havde været med til at lægge en dæmper på PKK’s udfoldelser i Vesteuropa. En charme ved PKK-sporet har tænkeligt også været, at det pegede langt væk fra inderkredse og ud i fjerne egne af Europa.

Fjernet fra sagen

Holmér foretog masseanholdelser blandt kurderne, men havde intet andet end sin mistanke at holde dem indespærret på. Domstolene løslod dem, og Holmér endte med at blive fjernet fra sagen. Nogle af hans kumpaner, tæt på regeringen, fortsatte i ’kurdersporet’ – nu som privatdetektiver med statslig støtte. Også det endte i skandale. Justitsministeren og en stribe politichefer blev afskediget i vanære.

Christer Pettersson.

Arkivfoto

Efterforskningen havde i mellemtiden kastet sig over Stockholms skumle miljø af højrefanatikere og stofmisbrugere – to kredse, der er delvist, men ikke ganske overlappende.

Efterforskningen zoomede ind på bumsen Christer Pettersson. Han var fedladen, humpede efter en benskade og var besværet af sit årelange misbrug af alt, hvad misbruges kan.

Det passede dårligt med vidners beskrivelse af gerningsmanden. Ikke desto mindre identificerede Palmes enke, Lisbet, Pettersson som gerningsmanden. Hun var i forvejen blevet varskoet om, at den mistænkte var kraftigt alkoholiseret, så Pettersson var ikke svær for hende at få øje på blandt de unge, trænede politimænd, han blev opstillet sammen med. Meget tyder i øvrigt på, at Lisbet havde forvekslet gerningsmandens ansigt med et vidne, der ilede til for at hjælpe på mordnatten.

Et byretsflertal dømte i juni 1989 Pettersson for mordet, men den dom tilsidesatte Højesteret på grund af alle usikkerhederne, også vanskeligheden ved at sætte Pettersson i forbindelse med motiv, gerningsvåben og tilstedeværelse på gerningsstedet.

Forfra, igen

Derpå har politiet skullet starte forfra – med begrænset entusiasme. For nogle politifolk er Pettersson forblevet morderen – for andre er sagen bare blevet en pestilens.

Det mest foruroligende ved Thomas Ladegaards aktuelle status over sagen er hans påvisning af, hvor tæt ledende politifolk i Stockholm stod på nazismen og hadet til Olof Palme. Ladegaard skriver:

»Allerede kort efter mordet begyndte der at komme tips til mordefterforskningen, der drejede sig om flere forskellige højreradikale politibetjente ved Stockholms Politi. Mange vidner fortalte om underlige hændelser omkring mordstedet og udpegede navngivne politifolk, der havde udtalt sig negativt om Palme, og som var blevet set omkring gerningsstedet.«

Der havde været holdt nazivenlige »herremiddage« i hvælvinger under Stockholms Gamle By, og en af de førende deltagere fik sneget sig ind i inderkredsen af mordefterforskningen. Han havde et privat kontor i samme gade, hvor morderen forsvandt.

En del tyder også på, at Palme har været privat overvåget i tiden forud for sin død. Tilsyneladende ventede hans gerningsmand på ham, da han og hustruen kom fra biografen. Men de valgte en uventet rute, så gerningsmanden må have været varslet. Det betyder medgerningsmænd.

For at sløre det spor har det svenske politi rykket gerningstidspunktet tre minutter for sent – indtil en officiel ’granskningskommission’ fremgravede udskriften fra en pengehævning, som et vidne foretog, mens skuddene faldt. Så kunne tidspunktet sættes til 23.18. Tre minutter tidligere end angivet af politiet. Det giver gerningsmanden endnu kortere tid til at indfinde sig. Og vidner siger samstemmende, at han talte med Palme-parret i 30 sekunder og dernæst med Olof alene, inden han skød. Det har Lisbet Palme ingen erindring om. Hun siger, at han bare stod gemt og skød. Men hvorfor råbte Lisbet så – ifølge vidner – til gerningsmanden: »Nej, hvad laver du?«

Det er gået med Palme-mordet som med Kennedy-mordet: Forbrydelsen er blevet fuldstændigt politiseret, og enhver ytring om hvem og hvorfor bliver modtaget som et højspændt politisk udsagn.

Arkivfoto

Thomas Ladegaard: Palme-mordet, 223 s., ill., Nyt Nordisk Forlag. 270 kr.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Thomas Rasmussen

Også denne sørgelige sag minder os åbenbart om, at svenskerne mangler et selvopgør med nazitiden. At "dølge" radikale synspunkter er således ikke kun noget, der hører fortiden til. Måske er de stadig plaget af den gamle skam — nu indpakket i kønsneutrale pronomener og (udadtil) humanitært engagement?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Gert Romme

For dem der gider at studere emner nærmere, er her koblingen mellem datidens højreradikale nazismevenlighed (Ian Wachtmeister) på den ene side, samt både Oluf Palme samt tidens slet skjulte nazi-holdninger på den anden side.

Desuden har greve Ian Melcher Shering Wachtmeister af Johannishus i øvrigt personligt oplært formanden for Sveriges Demokraterne, Jimmie Åkesson.

https://sv.wikipedia.org/wiki/Ian_Wachtmeister

https://sv.wikipedia.org/wiki/Ny_demokrati

http://bjornhager.blogspot.se/2010/03/ny-demokratis-historia-i-senaste-e...

http://expo.se/2014/wachtmeister-talade-for-kdu_6370.html

http://nazismensnyaansikte.se/

http://skola.expo.se/populism_95.html

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karl Aage Thomsen

Jeg kan huske, at Michael Wiehe, en Gang sagde. "Grunden til at Danmark ikke har så mange nazister, er fordi I har Fremskridtspartiet". Jeg boede nogle år i Lappland. Og Policen oppe there var ikke ligefrem hverken fremskridtsvenlge eller demokratiske i deres opførsel.
Katho

anbefalede denne kommentar