Peder og Rose forandrer verden

Peder Frederik Jensen har skrevet sin bedste og vigtigste bog. Det kan godt være, bogen ikke selv tilslutter sig en litteratur, hvor man rangordner og hylder forfattere, men noget må jeg jo galpe, så I forstår, at jeg synes, I skulle tage at læse den
’Vold’ vil først og fremmest sætte Afrika på dagsordenen og derefter  pege på den vold, som nogle mennesker er udsat for – både i Danmark og på det afrikanske kontinent.

’Vold’ vil først og fremmest sætte Afrika på dagsordenen og derefter pege på den vold, som nogle mennesker er udsat for – både i Danmark og på det afrikanske kontinent.

Jacob Ehrbahn
20. februar 2016

Vold foregår – og lader til at være skrevet – i Vestsahara, i Mauretanien, i Senegal og på Vesterbro i København. Den er rejsebeskrivelse og familiebeskrivelse med den fiktive forfatter, Simon, som hovedperson.

Indimellem kunne den også ligne en nøgleroman lidt, fordi virkelige personer optræder med et camoufleret navn – med Lars Frost og Yahya Hassan som undtagelserne. Frosten og Hassan kaldes de uden tilsløring. Men Vold er helt sikkert ikke interesseret i den gætteleg, nøgleromanen tilbyder.

Eller i det litterære miljø som sådan. Mon ikke også Tom Kristensen havde større ambitioner end at skrive til nyfigenheden i os, da han skrev Hærværk – en titel, der i øvrigt ligger tæt på Vold, og hermed tilbage til den: Vold er først og fremmest interesseret i at sætte Afrika på dagsordenen, dernæst i at pege på den vold, som nogle mennesker er udsat for – både i Danmark og på det afrikanske kontinent. Vold forstået som fysisk vold og som de strukturer, der gør, at nogen har kontrol og magt over andre.

Når der optræder (virkelige) forfattere i romanen, opfatter jeg det som en påpegning af, at litteraturen findes, og at de mennesker, der skriver den, naturligvis også må findes.

At de mennesker ikke nødvendigvis sidder i det berømte elfenbenstårn, men at de arbejder i hjemmeplejen og i Informations kantine f.eks. At litteraturen findes som en mulighed for at forandre noget – ligesom alle mulige andre handlinger kan forandre noget.

Mørkets Hjerte Inc.

Ligesom senegalesiske Rose, der har åbnet sin egen restaurant og dermed også udelukket muligheden for at få sig en mand, i det mindste en senegalesisk mand. Simon har en samtale med Rose – måske vil hun have noget af ham, hun forklarer i hvert fald sin situation:

»Mænd i Senegal, sagde hun, vil ikke have kvinder, der kan klare sig selv. Det rammer dem på deres selvværd. Det kan de ikke lide. At hun har den mulighed at skride, hvis de behandler hende dårligt. Det er mit valg, sagde hun. Og hvis jeg vil giftes, må jeg finde en europæer. Jeg vil gerne leve sådan her, sagde hun. Bestemme selv. Også selv om de ser ned på mig og ikke besøger min restaurant, fordi de føler sig truet. Jeg gør det, så noget kan forandre sig, sagde hun.«

Hvis en dansk forfatter med alle sine privilegier ellers kunne tillade sig at sige det samme som Rose, så tror jeg Peder Frederik Jensen ville gøre det. At han har skrevet Vold for, at noget kan forandre sig. Det med at sætte Afrika på dagsordenen er tiltrængt:

»Da Simon rejste til Afrika, sagde man på avisredaktionerne, at de ikke var interesseret i historier dernedefra. Ikke på forhånd i hvert fald. Han var velkommen til at sende. Samtidig tjekkede han Infomedia. Der var to artikler, der rummede søgeordet Mauretanien. Han forsøgte flere stavemåder. Dengang var det fra det store ørkenlands kyst, at rigtig mange bådflygtninge gik i land i udslidte piroguer.«

Vold er med sit clash mellem et fattigt Afrika og et rigt Europa i familie med Jesper Bryggers Silfo om en gambiansk immigrant i Belgien, der udkom sidste år, og med Kirsten Thorups Tilfældets gud fra 2011, hvor en velhavende europæer møder en gambiansk frugtsælger på en strand i Gambia. Men Vold problematiserer samtidig hvide forfatteres Afrikaskildringer, kalder dem »Mørkets Hjerte Inc.«.

Roman med fakta og mening

Mens Simon skriver om sine rejser i Vestafrika er han klar over, at det vil være ’god timing’, hvis bogen udkommer nu: »Hvor folk igen drukner og dør på vej til det her museum, vi kalder Europa«. At problemet med Afrika også betyder, at der »er fast arbejde til alle os, der lever af at tale, skrive, filmatisere, dokumentere og radere det forfærdelige, det voldelige, det skræmmende og alt det, der ikke virker. Måske er det i virkeligheden Afrikas største ressource. Den eneste, de ikke bare kan udlicitere eller sælge til kineserne«.

Flere steder i romanen foregår der nogle ret smidige fortællerskift mellem ’Simon’ og et ’jeg’. Et sted afskrives autofiktionen som selvoptaget. Vold kalder sig jo også netop en roman. Men samtidig sniger der sig en stemme ind på siderne, der lyder som Peder Frederik Jensen, når han skriver klummer i f.eks. Information.

Der er passager, som minder om at se Deadline; holdninger og fakta. Det lyder ikke som skønlitteratur, vel. Det lyder, som om forfatteren overhovedet ikke har hørt efter i timen, da alt det der med forskellen mellem litteratur og debatstof blev gennemgået. Eller også er han totalt ligeglad med den distinktion.

Bandbulle

Og jeg oplever det faktisk som befriende, at forfatteren tillader sig at kulle ud og give læseren en ordentlig bandbulle. Lidt ligesom når Hans Otto Jørgensen kuller ud i Strange Days Indeed (2012), der er en slags udskudenes lidelseshistorie.

Simon bærer volden i sig og får at vide af sine søskende, at hans mor slog ham, da han var lille. Han har ingen erindring om det selv, men han bærer den voldelige adfærd med sig. I det autonome miljø og som kæreste. Hans rejse til det afrikanske kontinent er en rejse væk fra et »miljø af cokesniffende eksradikale i København« og et ønske om at komme til et sted, hvor han for alvor er fremmed.

Igen har Vold en lighed med Hærværk, idet begge romaners hovedpersoner gør op med idealerne fra ungdommen. Vold tager samtidig et opgør med hærværksprojektet og en romantisk forestilling om at gå i hundene.

Fremmed er Simon i Vestafrika. Det fine ved Simons rejsebeskrivelser er, at de ikke er en sproglig kolonialisering af kontinentet. Peder Frederik Jensen skriver en prosa, der ikke fejrer sig selv, men bare arbejdsomt gør opmærksom på de problemer, der findes og den vold, som udøves i hhv. verdens største sandkasse og på hjørnet foran Mændenes Hjem i Istedgade.

Men Vold kommer ikke med løsningen: »Det nytter ikke noget at komme med sin ideologisk definerede postkolonialisme fra det højeste nord og så påstå man ved, hvordan problemerne løses i Afrika. Man er nødt til at turde tage fejl. At indrømme det. Jeg ved det ikke, må man sige, men det her oplevede jeg. Verden er ikke simpel.«

Vold
Peder Frederik Jensen
Samleren
384 sider
299 kroner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu