Punk, støj og stoffer i Manhattans gader

Unge Garth Risk Hallberg fremskriver et dystert og levende New York i en kæmpestor, energisk roman, der fremstår som en af de bedste og mest ambitiøse amerikanske debutromaner i lang tid
27. februar 2016

New York-romanen har altid været stor og tyk, men Garth Risk Hallbergs Byen brænder slår vist rekorden: Mere end tusinde tætskrevne, tempofyldte sider og et omfattende persongalleri, hvorfra kun en enkelt ung mand kedede mig lidt.

Til gengæld starter romanen i det små som så mange andre sagaer om den amerikanske storby, nemlig med to unge mennesker i en utæt lejlighed i Hell’s Kitchen. Mercer er en sort lærer, der er kommet til byen i håbet om at skrive den store amerikanske roman, mens hans kæreste, William, er både kunstner, heroinmisbruger og rebelsk arving til en af landets største formuer. Rastløs er William også, og da han efter et mindre skænderi med Mercer smækker døren bag sig og går ud i storbyen, åbner der sig et gnistrende, farverigt og poetisk portræt af Manhattan i det herrens år 1977, hvor gaderne var fyldt med kriminalitet og stoffer, og det »så ud som om der var sprængt en bombe, så kun de udstødte var tilbage«.

To af de udstødte er teenagerne Samantha og Charlie, der akkurat som William lister sig ud af hjemmets dør. Med afsæt i byens punkscene, hvor William har en fortid, bliver de engageret i en anarkistisk gruppe, der blandt andet gør sig i brandstiftelse. Byen brænder er for så vidt både en skildring af 1970’ernes New York, et familiedrama, en dannelsesroman og ja, en krimiintrige får vi såmænd også, da Samantha bliver skudt i Central Park.

Heldigvis, fristes jeg til at sige, for det er den følgende efterforskning foretaget den polioramte vicekriminalinspektør Pulaski, der binder bogens mange skæbner sammen.

En presset by

Det er et dystert, støjende og forførende New York, den blot 36-årige Risk Hallberg fremskriver, båret af stemningsfulde kulisser og skarpe tidsmarkører. Men det er også en by, der konstant forandrer sig og giver anledning til en vis nostalgi efter de subkulturer, der blomstrede midt i skidtet, og efter den nære fortid – som hér, hvor Keith spekulerer over, hvad byen og han selv har mistet de seneste år:

»Han huskede da de stilladser skæmmede hver anden nedslidt facade i Midtown, og nedrivningskugler bankede løs på kondemnerede ejendomme som knytnæver i slowmotion. Da Will var to eller tre, havde han elsket at se på kranerne og på det store strålende amerikanske flag der vajede over kranførerens lille bur. Nu sagde de skråsikre tal på børstelegrafens papirstrimmel at ejendomsmarkedet var presset.«

Alle er pressede i Byen brænder, og måske presser Garth Risk Hallberg den en tand for meget. Hvorfor de mange affotograferede breve, noter og illustrerede indslag, og hvorfor de mange dramatiske sidespor, der sammen sænker tekstens effektive flow og i øvrigt strider mod den konventionelle, dickenske form, Risk Hallberg har så godt et greb om? Jeg kunne også godt have undværet et par hundrede sider midtvejs og såmænd også den vrede, forsømte Charlie, der tangerer det karikerede.

Men resten ville jeg ikke have undværet, og Byen brænder fremstår som en af de bedste og mest ambitiøse amerikanske debutromaner, jeg længe har læst, og tilmed en af dem jeg er sikker på vil blive læst længe. Mich Vraa har oversat, og det har han gjort godt.

Garth Risk Hallberg: Byen brænder. Oversat af Mich Vraa. Lindhardt og Ringhof. 1041 sider. 400 kroner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu