Læsetid: 4 min.

Skøjteillusioner for millioner

’Disney on Ice’ når til Danmark denne uge. Med en perfekt Klokkeblomst – og med en jubelglad Snemand fra ’Frost’. Men er der overhovedet mennesker inde i de skøjtende maskedyr?
15. februar 2016

Drømmer du om at opleve Mickey Mouse på skøjter? Og Andersine med de kendte damesko ovenpå skøjteklingerne? Eller Peter Pan, der stiger direkte op fra isen mod Ønskeøen?

Så vil all your dreams come true i næste uge, hvor showet Disney on Ice både kommer til Forum i København og Arenaen i Odense – med 12 shows i alt på bare fire dage og 35.000 billetter er solgt på forhånd. Det er moneyshowbiz.

Læs også: Om vilddyr og byttedyr

Dette 25 års jubilæumsshow er intet mindre end perfekt. Glitrende og glidende perfekt på isen, men også næsten robotagtigt upersonligt. Jeg oplevede i hvert fald showet i Malmø Arena forleden, og her klappede alt til fuldkommenhed i dette internationale show med 40 ensembleskøjteløbere og syv solister – og antagelig et enormt backstage crew.

Publikum opførte sig også perfekt: Trippede ind på pladserne med deres popcorn. Købte deres blinkende Disney-souvenirs, så tilskuersiderne lignede juletræet hjemme hos Anders And – og klappede til den afmålte applaustid til den indspillede båndmusik.

»Fra alle os til alle jer,« som Jesper Fårekylling ville sige det med Ove Sprogøes legendariske stemme. Varmen i de båndede stemmer undervejs i showet er egentlig den eneste varme, der er tilbage fra Disneys følelsesladede univers i Disney on Ice. Alle de rørende og komiske og smertefulde fortællinger bliver sendt ud på isen efter samme skabelon. Resultatet er isnende. Desuden har forestillingen valgt at lave alenlange resumeer af sine film: Først Peter Pan, så Ariel og til sidst Frost med Snemand og heltinde, som de yngste børn har siddet og ventet utålmodigt på gennem hele forestillingen.

Frost fra Andersen

Frost er tydeligvis blevet grundfortællingen for den nyeste generation af Disney-forbrugere. Ungerne ved jo så ikke, at både Ariel og Frost er Disney-koncernens ublu ran af H. C. Andersens eventyr – nemlig behændige versioner af henholdsvis Den Lille Havfrue og Snedronningen. På isen glider den ene kendte Disney-figur frem efter den anden. Kostumerne er utroligt gennemførte. Om det så er krøllerne på havfruesøstrene, så drejer de præcis samme vej som i tegnefilmen om Ariel. Og både træsko og kasakstøvler kan åbenbart transformeres til kunstløberskøjter. Det er lækkert, og det vidner om et blik for detaljen, der anerkender børns trang til at zoome ind og fordybe sig. Minnie Mouse har da også fået en mobiltelefon med sorte ører i designet; så sig ikke, at Disney ikke følger med tiden.

Masker og dødsspiral

Det mærkelige er dog distancen ved showet. Det er godt nok skøjteløbere af høj kaliber, der performer i dette show – tidligere VM-deltagere og nationale mestre fra førende skøjtenationer som Rusland, USA og Frankrig. Prins Eric fra Ariel blev skøjtet af den 23-årige stærke Sergeij Kulbach fra Ukraine – for eksempel.

Men skøjternes personligheder tildækkes totalt af kostumerne og den anonyme koreografi. Her er godt nok alle de spring og piruetter, der kendes fra både isdans og parløb – med dødsspiralen og enhåndsløftet og alle de andre svære delikatesser. Men fordi skøjteløberne er så heftigt maskerede i den enorme arena, så bliver det umuligt at se igennem kostumet til performeren.

Stumfilmsshow

Disney ønsker tydeligvis, at vi skal se figurene fra tegnefilmene – og ikke den optrædende. Men dermed ryger hele pointen med at se noget live. Hvis ikke skuespillerskøjteløberen får lov til at vise sin personlighed, så virker det ret ligegyldigt at overvære showet live. Så kunne det lige så godt have været fjernstyrede dukker. I Disney on Ice er lydkulissen perfekt. Skuespillere i de forskellige lande har indtalt replikkerne, som skøjteløberne så bare mimer rundt til – og sangene er taget direkte fra filmene.

Dermed bliver skøjteshowet en slags levende stumfilmsshow med lydtilsætning. Og det er da bekymrende at læse i pressematerialet, at Disney principielt ikke røber, hvem der er inde i de figurer, der er fuldt maskerede – sådan som Mickey Mouse med komplet ørehoved. Nej, for børnene skal ikke have ødelagt deres illusion om, at Mickey findes, hedder det. Som om Mickey Mouse er på niveau med julemanden. Her kammer selvfedmen i den globale underholdningskoncern godt nok over. Hvordan Fredericia Teater overhovedet fik lov til at opføre Den Lille Havfrue virker pludselig som en gåde i forhold til de stramme restriktioner i Disney on Ice. Eller er det bare, fordi Ariel endnu ikke har opnået tegneserieguddommelig status på linje med Mickey?

Personligt var jeg dog mest vild med skøjteløberen, der spillede rollen som Klokkeblomst. Hvem hun var, kan jeg ikke se ud fra programmet. Men hun formåede at udtrykke den humor og den jalousi og fandenivoldskhed, som rollen kræver. Altså en personlighed, som i et gyldent øjeblik fik isen og tilskuerne til at smelte under Disney on Ice.

’Disney on Ice’. Oplevet på Skandinavisk turné i Malmø Arena. Spiller i Forum 17.-18. februar og Sparekassen Fyn Arena i Odense 20-21. februar – kl. 10.30, 14.30 og 18.30

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu