Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Skyd dine dæmoner

Hvide gudinder og nøgne dukkebørn, malerier plaffet ned med en riffel og lystige, farvestrålende – og beboelige – kvinder. Der er ikke så lidt på færde i Niki de Saint Phalles kunst. I morgen åbner Arken en stor udstilling, der præsenterer centrale dele af kunstnerens kraftfulde værker og performances
Kultur
12. februar 2016

BANG! BANG! BANG! Niki de Saint Phalle (1930-2002) er kvinden bag de dansende, farveglade Nana-skulpturer og bag det lige så farvestrålende Stravinskij-springvand ved Pompidoucentret i Paris, som hun lavede sammen med samarbejdspartneren Jean Tinguely.

Men selvom disse glade og poppede værker er en central del af Saint Phalles kunst, er det ikke her vi starter i Arkens særudstilling.

I stedet møder man som det første i udstillingen et langt mere dystert billede: et fragmenteret, dødningelignende selvportræt, et monster bygget op af små plastikdukker, edderkopper og kryb, og et portræt, hvor hovedet er skiftet ud med en dartskive.

Engang måtte publikum skyde til måls og forestille sig, hvem de ville; men selvom man ikke må det længere, er budskabet tydeligt nok: skyd dine dæmoner!

Skyde kunne Niki de Saint Phalle, og det er for sine skyderier, hun først blev kendt i Frankrigs avantgarde kunstnermiljø i begyndelsen af 1960’erne. I en videoprojektion i udstillingens næste rum plaffer Saint Phalle det ene værk ned efter det andet, imens hun næsten manisk agiterende taler om eksplosioner og sammenbrud. Rundt-om i salen er et udvalg af hendes Tirs (på dansk skydebilleder, red.) udstillet – en art relieffer bygget op af forskellige objekter og derefter dækket med gips. Indenunder gemte hun maling i poser og spraydåser, som eksploderede ud over den hvide gips, når de blev beskudt.

De fleste Tirs her mimer altrene fra de kirker, som katolske Saint Phalle var vokset op med; men også en skrøbelig og vansiret afstøbning den antikke Venus fra Milo er skudt med rød og sort maling. Det er brutalt og utroligt smukt på samme tid. Det er ubehageligt, men også fascinerende, så meget vrede og voldsomhed, disse værker indeholder, og det er måske ikke så sært, at hendes skydeperformances allerede i samtiden fik stor mediebevågenhed.

Selviscenesættelse

For Niki de Saint Phalle var helt fra begyndelsen af dygtig til at bruge sig selv og medierne som en del af sit kunstneriske projekt. Et projekt, som hun også selv satte ord på gennem blandt andet interviews og selvbiografiske skrifter. »Jeg bruger min krop, på samme måde som jeg bruger en form i hønsenet til at skabe mine figurer,« har Saint Phalle sagt til Vogue, og selviscenesættelsen kan måske bedst sammenlignes med Andy Warhols lignende kontrol over sin offentlige persona.

’Problemet’ med Niki de Saint Phalle kan derfor også være ikke at lade hendes egen fortælling fylde det hele. For det er uden tvivl en personfortælling, der på mange måder er lige så fascinerende som hendes værker: Hun vokser op i et aristokratisk, katolsk overklassemiljø, hvor faderen forgriber sig på hende, hun bliver model som 18-årig, gift som 19-årig, får to børn og et nervøst sammenbrud med deraf følgende elektrochokbehandlinger, inden hun fylder 26, forlader det hele som godt 30-årig for at blive kunstner og bliver en del af det parisiske avantgardemiljø.

»Intet er hemmeligt. Jeg kan ikke skjule mig nogen steder. Heldigvis kan folk ikke altid se, hvad det er, de kigger på. Det er deres egen fortid, deres egne ubevidste drømme, som de ser,« som Saint Phalle er citeret for i udstillingskataloget.

Og måske er det nutidens (berettigede) iver efter stærke kvinder i kunsthistorien, der afspejler sig i også Arkens udstilling. For selvom det bestemt er en relevant historie at fortælle, kunne det være interessant at åbne endnu mere op for nogle af de andre elementer i hendes kunst: engagementet i forhold til borgerrettigheder, opmærksomheden over for raceforskelle som i hendes – måske lidt problematiske? – appropriering af Black Power-kampråbet i hendes såkaldte ’Nana Power’ og arbejdet med oplysning om aids gennem bl.a. bogen Aids – You can’t catch it holding hands fra 1987. Indimellem kommer personhistorien til at stå i vejen for den samfundshistorie, der også afspejler sig i hendes værker og performances.

Kunstens forlystelseshus

Niki de Saint Phalles billedunivers er dog ikke kun gru og vrede, og i udstillingens anden halvdel udfoldes hendes farvestrålende og mere poppede billedunivers. Her fungerer en serie grafiske værker som et slags indeks over hendes dansende Nanaer, grønne Godzilla-væsner og mytiske figurer.

Og man skal bestemt ikke underkende hendes værkers evne til at underholde på et helt grundlæggende plan. Hendes Nana-figurer voksede sig med tiden til huse, blev til kæmpeinstallationen HON – en katedral, der blev vist på Moderna Museet i Stockholm i 1966.

Her var en gigantisk Nana bygget op i papmaché, og man kunne gennem vaginaen komme ind til et forlystelseshus med rutsjebane, en mælkebar i brystet og et planetarium m.m. Eller som i Tarot -haven i Toscana, som udstillingen slutter af med, hvor Saint Phalles figuruniverset er blevet til gigantiske mosaikbygninger – ikke uden reference til Gaudís organiske og legende arkitektur.

Niki de Saint Phalles feminisme er måske ikke uproblematisk: Volden, ønsket om, at kvinder skulle overtage verden, hendes Nana-figurer, hvor der ikke er megen plads til tanke og intellekt i de små hoveder.

Men hendes kunst er også spørgende og udforskende, som i hendes fremstilling af kvindens evne til forplantning som en voldsom skaberkraft og i hendes tvetydige fremstilling af kvindebilleder som både brutale, ækle, humoristiske og smukke.

Og selv i stereotype og karikerede identitetsfremstillinger, fornemmer man hele tiden en ironisk distance. I udstillingskataloget citeres Saint Phalle for at sige: »Jeg vil bruge mit liv på at spørge. Jeg vil forelske mig i spørgsmålstegnet.«

Det er netop disse selvmodsigelser og tvetydigheder, der også gør hendes projekt særligt relevant i dag. Det sammen med den brutale styrke, mange af hendes værker har, gør, at udstillingen bestemt er et besøg værd.

’Niki de Saint Phalle’. Arken, Ishøj. 13. februar - 12. juni 2016

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her