Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Solisten tager magten

Den unge dirigent Karina Canellakis sprang ind for Jurij Temirkanov og havde sit hyr med solisten. Dagen før havde violinisten Nicola Benedetti bukserne på i et generøst duoprogram
Kultur
26. februar 2016

De var et umage par både fysisk og musikalsk. Den godt polstrede Boris Berezovskij slentrede uimponeret hen over Koncerthusets scenegulv, ikke for så meget bukken og skraben, men slog hurtigt balderne i klaverbænken.

Den amerikanske Karina Canellakis tog sig klejn ud ved siden af det store brød, og det udmøntede sig også i rollefordelingen: Nok havde hun vilje til at forme musikken i de store linjer og ned i detaljen, men en så egensindig kunstner som Boris Berezovskij kræver pondus og ikke mindst erfaring at danse med.

34-årige Canellakis sprang ind med få dages varsel for Jurij Temirkanov og fik lov at ændre i programmet, så Rachmaninovs Klaverkoncert nr. 3 blev til nr. 2 i stedet. Åbenbart intet problem for Berezovskij, selv om begge værker kræver en vanvittig klaverteknik. På Facebook meldte P2-vært Mathias Hammer, at solisten endda sprang onsdagsprøven over og først kom til generalprøven dagen efter.

Og hvordan lød det så? Der er dem, der ikke kan få nok af Rachmaninovs melankolske sødme, og de blev nok overraskede med Berezovskijs mere kontante ridt.

Tværtimod lagde han godt med muskelkraft i næverne, så Steinwayflygelet tit mindede om et skramlende godstog – jeg jublede indvendig! Rach2 og Rach3 ser vi immer væk ofte på koncertprogrammer, og så var det ganske forfriskende med et mere brutalt tag på al den tyktflydende nektar af romantik. Som en anden russisk pianist, legenden Sviatoslav Richter, høvlede han som en snedker, så spånerne føg om ørerne.

Karina Canellakis var til en start i pagt med denne rustikke tilgang. Kontrabasserne trådte herligt frem, nærmest udskilt fra resten af strygerne, blæserne fokuserede dog mere på det mere blide og havde en flot aften.

Men det blev også hurtigt åbenbart, at klaverbjørnen styrede en del af showet, som den ellers nok så adrætte og opmærksomme dirigent sine steder alligevel halsede efter. Hun havde håndværket i orden, styr på alle indsatser, var tydelig i sin kommunikation.

Solistens tempovalg var noget af en opgave af holde trit med. Berezovskij var meget omhyggelig med dirigentens artikulation, men det, der manglede af justering i parløbet, de spontane ting, der opstår i koncertsituationen og ikke kan øves foran spejlet eller ved skrivebordet, stod for hendes regning. Tempoet må have været en prøvelse også for mere garvede dirigenter.

I Peter Tjajkovskijs Symfoni nr. 4 kunne man bedre nyde Cannelakis’ detaljerede og malende direktion og bevidne, hvordan den omsatte sig til direkte handling fra orkestret. Et sted dirigerede hun, så det mindede om rødvin, der glider som gardiner ned ad glasset – og det hørte vi prompte. Hun navigerede uden at vakle i de stormfulde og travle afsnit, hvorimod volumenbalancen ikke alle steder var på plads; messingen overhører meget nemt.

Der er folk, der tror på Canellakis. I hendes hjemby New York har hun både DR SymfoniOrkestrets kommende chefdirigent, Fabio Luisi, og New York Filharmonikernes Alan Gilbert som mentorer. Derudover har hun som violinist været orkesterakademist i Berliner Filharmonien, hvor Sir Simon Rattle opmuntrede hende til dirigentvejen.

Ekstase vs. idyl

Hvordan solisten kan stjæle rampelyset, oplevede man også dagen forinden, hvor skotske Nicola Benedetti både blev promoveret i ’programhæftet’ som stjerne og spillede som en. Hæftet fortalte intet om selve den musik, vi skulle høre, men var én lang cv-opremsning. Måske fordi det at sætte stykker af Szymanowski, Elgar og en ikke så kendt Beethoven-sonate på ikke i sig selv sælger nok billetter – der kan alligevel være op mod 1.800 publikummere i Koncertsalen.

Benedetti var både billedskøn og spillede som en drøm: Her var en kunstner, der havde lagt et modigt program og ikke spillede safe.

Hun er også blændende i barokrepertoiret, men valgte i DR Byen at lægge ud med en anden kæphest, nemlig Szymanowskij, som hun pladedebuterede med for et årti siden (som 18-årig!) og før har spillet i København.

Denne gang den polske komponists Tre myter, der typisk for ham lever og ånder i en franskinspireret, semiekstatisk verden. Hvor godt den musik klædte Benedetti, kom især til udtryk under den efterfølgende sonate for violin og klaver af Beethoven, som hun spillede graciøst og paradisisk. Der var noget rensende og opløftende over kontrasten mellem den tunge luksusparfume og den florlette luft.

Beethovens Violinsonate nr. 10 er langt mere blid og idyllisk end Kreutzersonaten, der er komponeret lige før.

Som klavermakker havde Benedetti den egalt og dynamiske pianist Alexei Grynyuk med, der var en god ledsager, men i Beethoven ikke kom langt nok frem. Så foretrækker jeg det mere jævnbyrdige ideal som for eksempel hørt på Itzhak Perlman og Vladimir Ashkenazys indspilning.

Beethovens 10’er har brug for mere kant, end Benedetti mønstrede, og mere modspil fra pianisten for ikke at henslumre i idyllen. Men hold da op en tone, hun fik frem på sin violin, masser af saft og kraft i Szymanowski, halsbrækkende dobbeltgreb og lynhurtige glissandi.

Edward Elgars melodiøse og selvransagende Violinsonate fra 1918 afrundede programmet. Den er skrevet i e-mol ligesom hans Cellokoncert og Strygekvartet, alle tre er komponeret samtidig.

Han forsøger sig med en egen form for impressionisme med mindre brug af svævende tonalitet. Szymanowskis hypersensualisme er langt mere vellykket og lød som skabt til Benedetti.

Det var også en fornøjelse at høre hende og Grynyuk i to ekstranumre: scherzoen fra Beethovens Violinsonate nr. 7 og prestoen fra Kreutzersonaten. Forslagstonerne i scherzoen voksede, til de pludselige accenter fik hjertet til at slå stille for et kort øjeblik, og blidheden i hendes tone var helt rigtig her. Prestoen galoperede overstadigt af sted med alle staccatonoderne på plads uden at blive hektisk, og Grynyuk var her langt mere fremme i bussen end tidligere på aftenen.

Violinisten Nicola Benedetti og pianisten Alexei Grynyuk spillede Szymanowskijs ’Tre myter’, Beethovens ’Violinsonate nr. 1’, scherzo fra ’Violinsonate nr. 7’ og presto fra ’Violinsonate nr. 9’ samt Elgars ’Violinsonate’ i Koncerthuset den 17. februar.

DR SymfoniOrkestret dirigeret af Karina Canellakis opførte Tjajkovskijs ’Symfoni nr. 4’ og Rachmaninovs ’Klaverkoncert nr. 2’ med Boris Berezovskij som solist i Koncerthuset den 18. februar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her